Biologi og ligestilling

3 02 2016

af Nina Søndergaard

 

I debatten om juridisk abort er der fremkommet et interessant synspunkt, fx fra Lisa Holmfjord, forkvinde for Dansk Kvindesamfund. Nemlig at graviditet og fødsel er i sagens natur så kønsligt ulige, at det ikke nytter at tale om endsige kræve (retslig) ligestilling på området.

Jeg har stadig ikke en knivskarp mening om emnet, men min indre retoriker og historiker studser meget over argumentet. Især fordi det kan komme fra folk på venstrefløjen, der som regel mener at mennesket er formbart og at samfundet kan indrettes så vi bliver bedre mennesker, ja endda overvinder vores biologiske natur aldeles. Men åbenbart ikke når visse kvinder finder deres særrettigheder trådt for nær.

Hvornår har biologiske forskelle sidst været et gangbart argument for non-intervention og status quo? Jeg er nærsynet og bruger derfor briller – der synsmæssigt ligestiller mig med normaltseende. Jeg er en lidt spinkel kvinde og dermed ikke så høj, tung og stærk som min mandlige partner, men det var altså i 1921 at hans ret til at slå mig – fordi jeg som kvinde stod under ham i værdihierarkiet – forsvandt.

Tager vi argumentet om at naturen har altid ret, og derfor ikke skal pilles ved, for gode varer, kan man dermed gå hen til nærmeste kørestolsbruger, klaske vedkommende på ryggen, sige “det er jo unaturligt du har hjul under dig!”, hive kørestolen væk og lade personen kravle hjem. Som biologien jo foreskriver at lamme skal. Nej vel? Her vil vi godt rette op på de skodkort naturen kan give os. De fleste af os får medicin, tager godt med tøj på for at beskytte os mod kulde og undlader at myrde løs selvom vi bliver hidsige. Alt sammen “naturstridigt”.

Førhen mente man at kvinden, som det svage køn, skulle beskyttes mod lønarbejde (der ville spolere hendes svage hjerne og helbred) og løb (hendes livmoder ville falde ud). Det var dengang selvklare biologiske fakta – som tiden har gjort til skamme. Blandt andet på grund af tapper feministisk kamp, som også har sikret kvinder prævention og reproduktive rettigheder – der åbenbart ikke skal deles med manden fordi han har en anden biologi?
Igen, jeg er meget i tvivl, men argumentet om at biologi er lig med skæbne holder ikke. Hverken dengang eller nu.





Juridisk abort og ufrivilligt faderskab

2 02 2016

Af Nina Søndergaard

Debatten om juridisk abort, mandens ret til at fraskrive sig især økonomisk ansvar for sit kommende barn, er blusset op. Spændende diskussion, og jeg har ikke taget klar stilling til sagen, men blot påpege at det blandt andet belyser mænds elendige præventionsmuligheder og reproduktive rettigheder.

Mænd har i dag usle tre en halv præventionsmuligheder: Afholdenhed, kondom, sterilisation – og så det afbrudte samleje. Kvinder har også de tre, plus p-piller, minipiller, pessar, kobberspiral, hormonspiral, p-stav, p-ring, p-plaster, p-sprøjte, femidom og hvis uheldet er ude, fortrydelsespiller, kirurgisk og medicinsk abort. 16-3 til kvinder. (Plus at det er hende, der kan få kunstig befrugtning).

Det får mig til at konkludere at mænds efterspørgsel på selv at styre sin avl ikke ligefrem er overvældende. Nogle af de ufrivillige fædre var så glade for at få fisse, at tanken om at sætte et kondom på ikke faldt dem ind. Med atten års konsekvens til følge.

Tidligere, når kvinders liderlighed har overvældet dem og de blev gravide, har samfundet straffet dem ved udstøde og fordømme dem eller endda slået dem ihjel. Det var først i takt med bedre prævention, at det generelle syn på dem ændredes til medlidenhed.

Det ses også i debatten: På den ene side, er der der dem der lader til at synes at mænd har rigeligt med få-ikke-børn-metoder, og som derfor er fordømmende overfor forslaget, og på den anden side dem, der ikke synes at der er nok mandemuligheder for at undgå graviditet, og som derfor har medlidenhed med de ufrivillige fædre.

 
Kondom er godt (kære mand: størrelsen betyder noget, så tjek forskellige kondomstørrelser ud og så hjælper glidecreme, vand- eller siliconebaseret, meget, også for din følelse). Og p-piller til mænd et stort savn. Det bør også være op til manden i parforhold at kunne bestemme hvor mange børn hvornår og med hvem, han vil have, så p-piller til mænd, nu.





Forbudsfløjens fanatisme

14 08 2015

Af Nina Søndergaard

 

Amnesty International har anbefalet en afkriminalisering af sexarbejde, da organisationen er kommet til den konklusion, at sexarbejdere er bedst tjent med og beskyttede af rettigheder, fremfor yderligere ulovliggørelse af deres arbejdsområde.

Denne beslutning har vakt vrede hos forbudsfløjen, der i årevis har propaganderet for at sexkøb skal gøres ulovligt ligesom i Sverige og Norge.

fanatisme

 

Tanja Rahm mente i Radio 24/7 at Amnesty International “ikke længere tillade sig at kalde sig selv en menneskerettighedsorganisation, med mindre de ikke længere anser kvinder som mennesker.. – For mænd kan nu, med Amnesty’s opbakning, udnytte, voldsudsætte og voldtage kvinder med få eller ingen ressourcer.”

Det er en bevidst fordrejning af hvad sexarbejderrettigheder går ud på, nemlig at beskytte den enkelte prostituerede mod udnyttelse fra både politi, udlejere og kunders side. Desuden er voldtægt, trusler, vold, mord, afpresning, tvang og menneskehandel naturligvis allerede forbudt.

Poul Erik Skov har, som tidligere formand for 3F, altid modarbejdet bedre arbejdsvilkår for sexarbejdere. Han har “tabt al respekt for denne organisation [Amnesty International]”. Det skal selvfølgelig stå ham frit for, men en anelse større ydmyghed havde klædt ham. Amnesty er en kæmpeorganisation, fyldt med knivskarpe hjerner fra hele verden og resolutionen er vedtaget efter årelang debat og vidensindsamling. Sikkert i stil med hvordan 3F arbejder. Uanset at han umiddelbart er uenig, så havde det være klædeligt lige at stoppe op og lytte efter, ligesom han nok gerne selv vil lyttes til.

Dansk Kvindesamfund vil som sædvanlig ikke være med til at støtte kvinder, der sælger sex. De definerer vold mod kvinder som “fysisk og psykisk vold, seksuel vold og chikane, sociale, økonomiske og materielle overgreb, voldtægt, pornografi, prostitution og kvindehandel.” Derfor vil DK ikke være med til at støtte at sexarbejdere får en bedre retssikkerhed… Dansk Kvindesamfund har alle dage ikke været imod ægteskabet som institution, på trods af de mange tvangsægteskaber der har fundet sted og som stadig pågår og at hustruer har en helt reel risiko for både vold og mord.

Men topmålet af religiøst raseri kommer fra 8. marts-initiativet. Den alenlange anonyme smøre er en gentagelse af alle de løgne som organisationen er fremkommet med alle årene: Prostituerede forsvinder, slås ihjel og er alle blevet udsat for overgreb som små. De har ikke andre valgmuligheder (derfor skal de fratages muligheden for at sælge sex under sikre forhold, begribeligvis) og i øvrigt er det en alfons, Donald Fox, der ene mand har fået ondsindet lobby’et Amnesty International til at anerkende sexarbejderrettigheder. -Hvis det var rigtigt at Fox formåede få mere end 7 millioner mennesker til at ændre mening, så burde 8. marts-initiativet overveje om ikke de skulle ansætte Fox.

Det er en villet blindhed 8. marts-initiativet lægger for dagen. Konklusionen er skrevet på forhånd, verden er fastlagt og kommer der forstyrrende fakta ind i billedet bliver de ved i samme rille og forsøger tilmed at miskreditere de formastelige. Lavmålet er dog opfordringen til at ikke længere at støtte Amnesty:

8martsinitiativ

“8. marts-initiativet anbefaler, at man melder sig ud af Amnesty Danmark”.

Det er forskruet og proportionsforvrænget i foruroligende grad. Fordi 8. marts-initiativet ser ondskab i købte knald, så vil 8. marts-initiativet pludselig godt være med til tortur og dødsstraf. 8. marts-initiativets folk er åbenbart også blevet komplet ligeglade med politiske fanger verden over. Alt det andet Amnesty International laver er nu irrelevant, fordi det eneste der tæller, er tilsyneladende at ludere presses til ikke at sælge sex. Bare der ikke længere findes sex for penge, så er det sgu i orden med krig, vold, tortur, undertrykkelse og forfølgelse?!

Det er for mig at se det endegyldige bevis for at forbudsfløjen er drevet af religiøs fanatisme og fejlplacerede følelser. At støtte sexarbejderrettigheder har intet overhovedet at gøre med at være “for” prostitution. Det er ikke et udtryk for personligt frisind at synes at alle arbejdere skal have ordentlige vilkår, selvom de arbejder med noget man ikke bryder sig om. At forsøge at undgå alle former for købesex i sit privatliv er fair og forståeligt, men at aktivt modarbejde øget sikkerhed med falske påstande og skyklapper for øjnene er forkasteligt.





Retten til liv – studier i selvretfærdighed og svigt

26 03 2015

af Nina Søndergaard

Retten til Liv er en forening, der er imod fri abort. Foreningen vil følgende:

  • forsvare de ufødtes enestående værdi og ukrænkelige ret til livet
  • kæmpe imod dansk lovgivning, der tillader drab på ufødte
  • arbejde for bedre støtte til den gravide, der står i en sårbar situation
  • hjælpe kvinder, som lider efter en abort

Foreningen har ikke til formål at hjælpe de fødte børn. 3 ud af 4 formål drejer sig om de ufødte børn, og punkt 4 handler om at trøste dem der ikke satte et barn i verden. Det er der behov for, og det er vitterligt al ære værd at støtte kvinder i en svær situation, men det er ikke noget der gavner de børn der allerede findes.

Så snart kvinderne har født, lader Retten til Liv dem sejle i egen sø. Det er fostre og gravide (der skal besnakkes til at føde), der er i fokus. Ikke babyer, børn, mødre og fædre. Foreningens kunstaktioner handler kun om at henlede opmærksomheden på det forkerte og forkastelige i provokeret/fri abort, ikke om at hjælpe fødte børn til et bedre liv.

Retten til Liv lader til blot at se på kvantitet og ikke kvalitet.

Foreningen har ingen konstruktive forslag til hvad der skal ske efter de ni måneder med et uønsket barn i maven – udover at give det bort. Efter at have kastet skyldfølelse i hovedet på kvinder, der får eller overvejer abort, behøver medlemmerne ikke at gøre mere.

At medlemmerne dog godt ved at det ikke er nok blot at overleve 40 uger i livmoderen, ses af denne sætning: “Tænk hvis alle, som den gravide kvinde møder, står klar til at hjælpe hende og hendes barn!” Alle er naturligvis alle andre end lige foreningens medlemmer, for foreningen tilbyder hverken godnatlæsning, børnepasning, udflugter for udsatte børn eller kurser i konflikthåndtering i familier.

Medlemmerne opfordres ikke engang til at blive plejeforældre, voksenvenner, pædagoger, lærere eller sundhedsplejersker – kort sagt at arbejde med de børn, der nu engang findes og hjælpe dem til at få et godt liv. Der er heller ingen vejledning om at adoptere børn, kun brok over at der er sket et fald i antallet af bortadoptioner i de seneste år, men det er selvfølgelig også ulige meget lettere at etiske på andres vegne end at selv skulle forpligte sig i mindst 18 år på at opfostre børn.

Det er en typisk konservativ tilgang til abort. Komikeren George Carlin sagde det klart: ‘Konservative er besatte af det ufødte barn, men lige så man er født så er man overladt til sig selv. Ingen børnehave, ingen skole, ingen skolemad, ingen lektiehjælp eller noget som helst. Lige indtil du bliver 18! Så kan du komme i militæret og blive kanonføde! Så er du spændende igen for de konservative!’

Retten til Liv opfatter tydeligvis sig selv som en interesseforening i stil med Landsforeningen Naboer til Kæmpevindmøller eller Landsforeningen mod Sommertid. Det er modstand og et stort “nej tak” der er i højsædet. Et nej, der naturligvis er et tegn på moralsk overlegenhed i forhold til fosterdræbernes forkvaklede ‘frihed og uafhængighed af sit afkom’.

End ikke det tiende og pengegriske bud på, hvad man selv kan gøre, rækker udover Retten til Livs selvcentrering og dårlig-samvittighedsindgydende virke. “Retten til Liv har brug for penge, så vi fortsat kan trykke materialer, afholde arrangementer, drive Abortlinien, have de nødvendige ansatte, være synlige på diverse stævner, sommerlejre o.l.” Ikke noget med at støtte Mødrehjælpen, LEV landsforeningen for udviklingshæmmede mennesker og pårørende, Dansk Handicap Forbund, Red Barnet eller andre organisationer der rent faktisk har med fødte, levende, plejekrævende, skrøbelige og virkelige børn at gøre. Næ, det er kun ressourcer til Retten til Liv der tæller.

Retten til Liv formår hist og her at være tæt på at stille gode og relevante spørgsmål om hvordan vi som samfund forholder os til børn, livsskabelse, graviditet og mennesker der på den ene og anden måde falder udenfor “normalen”. Men så længe foreningen ikke på nogen måde forbedrer fødte børns vilkår, er foreningen selv med til at skabe og opretholde betingelserne for provokeret abort. Retten til Liv fremmer ikke et samfund, der kan rumme børneliv, handicap og afvigelser, for Retten til Liv handler ikke om det gode liv efter fødslen, kun flere liv uanset hvor besværede, ensomme, korte, kærlighedsløse, smerteplagede og usle de end måtte være.





Foredrag: Kærlighed – Frihed – Lidenskab

6 03 2015

1907576_10153282222342697_7942801664641980562_n

To en halv times inspirerende foredrag om at smide fordomme, hæmninger – og tøjet.
Nina og Niels deler ud af deres egne oplevelser og historier, og giver jer et kærligt puf og konkrete værktøjer, så du, forhåbentlig, tør være – og gøre! – alt det du drømmer om!

18. marts kl. 19 på Byens Bogcafé. Medbring kontanter til at købe kaffe/kage og andet mundgodt.

Kun adgang når du/I har billet(er) som kan købes her. Foredraget koster 149 kroner, og kræver tilmelding.
http://www.andtalk.dk/shop/produkter/foredrag-kaerlighed-frihed-lidenskab/





Sugardating – intet nyt under solen

4 03 2015

af Nina Søndergaard

Medierne har atter fået øjnene op for sugardating, transaktionel sex, gråzoneprostitution eller sex for shopping.

Kært barn har mange navne, men hvad end man kalder knald for kontanter er det 1) et gammelt fænomen. 2) Altid noget umådeligt svineri, hvor der er et offer og en skurk – men hvem der er hvem er ikke altid klart. 3) I erkendelse af at det er svært at styre seksualitet og pengestrømme kan platformen altid mistænkeliggøres. 4) Kvinders forbrug er altid mistænkeligt. 5) Jeg er ikke moralist, men. Der hersker altid en idé om romantisk, fri, lige og jævnbyrdig kærlighed og den rette form for sex.

 

  1. I 1800-hvidkål

Victorian-Era-Prostitution-Cartoons-Punch-Magazine-John-Leech-1857-09-12-114-Var gråzoneprostitution også noget der diskuteredes. Tøser solgte kys for hårbånd. Utallige kvinder supplerede deres indtjening ved lejlighedsvis sexsalg – kaldet hemmelig prostitution. Dengang var der to lejre: Dem der mente at alt sexsalg skulle reguleres, dem der mente at det skulle udryddes og forbydes. De to fløje var dog enige om at det var et stort problem.

 

  1. Det er synd for hende/ham/samfundet/mig

Prostitutionsmodstandere argumenterer stort set altid udfra en offervinkel. Prostitution er synd for nogen, men at magtbalancen i forholdet mellem sex og penge ikke er entydig eller nem at fastholde, ses af at den enkelte modstander roder rundt i hvem det er synd for.

I artiklen “Om offentlige fruentimre i Kjøbenhavn” fra 1837 er både sørgeligt at prostitution findes, og trist at “svage Fruentimre blive Ofre for Forførelse” – og et skændigt og foragteligt skørlevned. I 1800 ansås kunderne som både håbefulde, dydige yndlinge og nedrige, ryggesløse skabninger der udnyttede kvinder – der spredte ulykke til hele samfundet i kraft af deres sexsalg.

Den skizofrene splittelse mellem at ville frelse de stakkels kvinder fra prostitutionens svøbe og samtidig se ned på “fissehullerne” er altså meget ældre end Anne-Grethe Bjarup Riis.

Nu fremstilles sexsælgerne som purunge piger, der hverken har erfaring, bagland eller selvrespekt. De skal frelses fra dem selv og onde mænd, gerne af hjælpeorganisationer.

På den anden side er der mænd som ensomme og handicappede Erik. Han fik først medlidenhed med de piger han fandt på sugardaters.dk, siden blev han snydt. Pludselig er pigerne ovenpå i magtspillet: Han er alene og kan åbenbart ikke score i byen, han får ikke gratis fisse, men må betale for det – af onde bedrageriske kapitalistkusser.

BT har selvfølgelig også glemt at minde os om at den slags svineri foregår hele tiden, helt uden at der penge indblandet. Folk, med og uden handicaps, bliver ganske gratis brændt af hver eneste dag. Dagligt knuses håb og hjerter af svigefulde dates, elskere og elskerinder, kærester og røvhuller M/K.

 

  1. Prostitutionens platform bør destrueres

Det skrives nogle gange lige ud at da det er umuligt at komme prostitutionen til livs, så det næstbedste er at begrænse den, gerne ved at angribe prostitutionsscenen.

Han: Vil De ikke tage denne brochure med hjem, jeg er sikker på den vil gavne Dem. Hun: Men jeg er ikke et socialt onde, jeg venter blot på bussen.

Han: Vil De ikke tage denne brochure med hjem, jeg er sikker på den vil gavne Dem.
Hun: Men jeg er ikke et socialt onde, jeg venter blot på bussen.

Gader har alle dage været et problem. Storbyens anonymitet og de utallige muligheder for møder har altid været anset som en trussel mod det bestående. Anstændige, borgerlige kvinder skulle endelig ikke færdes alene på gaden – for så var hun jo ude på noget (var et socialt onde) og et frit bytte for de farlige mænd.

Før var det de offentlige huse, altså bordellerne, der helst skulle nedlægges. Dernæst var det smugkroer og skumle værtshuse, der dækkede over sexsalg. Så var det dansehaller som Figaro, Valencia og Prater der godt måtte lukkes, fordi nogle af damerne dansede (nudge, nudge, know what I mean, eh?) ikke gratis.

Idag er det især hjemmesiden sugardaters.dk der er i søgelyset, fordi den muligvis i er strid med rufferiparagraffen, der i 2013 trods alt ikke længere indeholder ordene “utugt” og “forlede”.

 

  1. Kvinder skal må ikke more eller pynte sig

download (17)‘Ikke alle kåber, sjaler eller bøger er tjente ved “nålen”’ sukkede den anonyme skribent i 1837, hvilket på nudansk betyder at nogle kvinder tjente til deres tøj eller læsestof ikke ved at sy (agtværdigt), men ved at sexe (foragteligt). Idag er det burgers, byture og tøj der er i høj – og helt forkert- kurs.

Moralen er dog den samme: Kvinder må ikke have et forbrug, være forfængelige eller være forlystelsessyge. De skal gå derhjemme, være tarveligt klædt og være så nøjsomme at de ikke gider at hverken læse, danse eller drikke drinks.

Gråzoneprostitution rammer også lige ned i det ømme punkt, der hedder kvinders selvforsørgelse. Det er åbenbart ok at en kvinde lader sig forsørge af én ægtemand, eller af alle samfundets borgere, men at hun er entreprenant og udnytter sin kvindelighed til at tjene penge på nogle få mænd – det skulle gerne forbydes, for hendes eget bedste, begribeligvis.

 

  1. Jeg er ikke moralist, men

Ligesom man ved at at der kommer noget racistisk gøgl efter “Jeg er ikke racist, men…”, så ved man også at der kommer et moralsk opstød efter men’et i ovenstående sætning. Og det er helt fint! Det er ok at være moralist! Det er virkelig fint og forståeligt at man synes at noget er bedre end andet. Fx at sex er noget der bør være en gave mellem to mennesker, der holder af hinanden, noget der opstår, gives og modtages frit og uden gusten beregning om gengældelse og kompensation. (Det er tæt på min egen personlige holdning i mit privatliv, andre har sikkert anderledes idéer).

Kan vi diskutere sexsalg uden at fordømme? Kan vi se nærmere på det samfund vi har skabt, hvor lykken sættes lig med forbrug? Kan vi rumme at piger og kvinder indhenter seksuel erfaring på deres egne præmisser, eller skal også dét styres og kontrolleres ned til mindste knald og indkøb?





Uagtsom voldtægt nej tak

11 12 2014

af Nina Søndergaard

 

Begrebet “uagtsom voldtægt” diskuteres igen og SF ser på muligheden for at indføre denne paragraf i straffeloven for at få fældet flere voldtægtsforbrydere.

 

Det er virkeligt prisværdigt at ville øge retfærdigheden og retssikkerheden for voldtægtsofre, men blot at lave endnu flere love med det eksplicitte formål at smide flere i fængsel i op til 8 år, er for mig at se ikke vejen frem.

 

Istedet vil jeg foreslå mere selvforsvar. Piger og kvinder skal vide, at de har ret til at gøre hvad de end kan, for at modsætte sig en voldtægt. Det hedder nødværge. At slå sig fra kan muligvis forhindre voldtægten, men selv i de begrædelige tilfælde hvor voldtægten alligevel fuldbyrdes, vil voldtægtsofret 1) stå bedre i en retssag pga. de fysiske mærker efter kampen, 2) have bedre chancer for at komme sig psykisk.

 

Der er ofte en størrelsesforskel på mænd og kvinder, hvilket han som den største og stærkeste vil forsøge at udnytte i en voldtægt. Det giver det kvindelige voldtægtsoffer en paradoksal fordel i nødværge: Hun må bruge AL sin kraft og magt og hvad hun end kan finde af våben for at standse stodderen: Skrige, sparke, skubbe, jage en blyant, en nøgle eller en stilethæl i hans øjne, pik eller halspulsåre. Hun kan med fordel gå efter halsen, for selvom han er nok så stor skal han have ilt, så en slukket ilttilførsel stopper alle.

 

Selvforsvar og viden om at hun må gøre alt, og her menes virkelig alt, for at forsvare sig, er efter min mening bedre bud. Det kan give den enkelte mere selvsikkerhed at vide hun kan og må forsvare sig. Kombineret med mere nænsom og respektfuld behandling af voldtægtsanmeldere, end hvad der lader til at være gængs i dag, tror jeg er vejen frem.

 

Drenge og mænd skal have genopfrisket at en pige/kvinde må sige nej når som helst i forholdet, forførelsen og samlejet, og det nej skal respekteres. Når hun ikke vil mere, er legen slut og det er ikke sjovt og sexet længere. Hun må gå klædt som hun vil, flirte, kysse og knalde hvem som helst hun har lyst til. Det er hendes krop og jeres sam-leje. Hvis ikke det er selvindlysende klart for en dreng eller mand, kan han måske overveje hvordan det vil være hvis en kæmpestor mand synes han var en hottie, der lige skulle bolles uanset hvad, og som syntes at han havde “spillet op til sex” ved at gå i jeans.

 

Problemparagraf

En tilføjelsesparagraf om uagtsom voldtægt løser næppe problemet. Voldtægt af en bevidstløs person er selvfølgelig allerede strengt forbudt. Drugrapes forekommer desværre stadigvæk, men er ulovlige og strafbare. (Det samme er usømmelig omgang med lig. Det er dybt forkasteligt og sygt at bedøve en person for at have sex med vedkommende).

 

Flere love er politikernes yndlingsløsning på alt lige fra problemer med spildevandsrensning til svindel, men enhver kan se at 117 nye love om året ikke får hverken forurening eller bedrageri til at forsvinde. Hvordan en ny paragraf om noget så alvorligt som voldtægt tryller problemet væk, vides ikke.

 

Den meget lave domsfældelsesprocent i voldtægtssager skyldes næppe et dybt kvindehad, men snarere en kompleks problemstilling kombineret med mangel på beviser.

 

Voldtægtssager kan ofte ende med at være påstand mod påstand, og derfor slipper skyldige desværre fri, fordi der stadig er dommere der håndhæver princippet om at folk er uskyldige indtil det modsatte er bevist. Med den tankegang kan skyldige godt gå fri, men det anses som et mindre onde end justitsmord, hvor uskyldige bliver fængslede for forbrydelser de ikke har begået.

 

Det er sandelig ikke for at forklejne det ubehag det også vækker i mig, at voldtægtsmænd går frit og ustraffede rundt. Men jeg ville heller ikke sove bedre af at vide at der kom endnu flere uskyldige i fængsel, og min retfærdighedssans bliver heller ikke øget af at jeg eller mine mandlige venner kan smides i spjældet i otte år, fordi en person har set sig sur på mig eller på dem.

 

Det er nemlig et problem i visse voldtægtssager. Er det reelt eller er det et hævntogt? Fortrød kvinden sin nedsatte dømmekraft og anmeldte manden, som hun alligevel ikke kunne stå inde for? Hvis de to har været fulde og væltet rundt, hvis hukommelse er så mindst skadet?

 

Skam er desværre også med til at forhindre voldtægtssagers opklaring, fordi mange slet ikke kan rumme at anmelde voldtægten lige når den er sket. Mange går også i bad for at vaske skyld og oplevelselsen af sig, men på den måde ødelægges beviser i form af sæd også.

Pæne piger siger aldrig nej

Begrebet uagtsom voldtægt har også sin betændte rod i en kultur, der fremelsker pæne piger. Pæne piger siger aldrig fra og vil gå uendelig langt for at behage. Det pleasergen volder som regel den pæne pige utallige problemer, måske endda voldtægt. Det er ikke for at skyde skylden på ofret. Det er lige præcis det jeg ikke vil, nej jeg vil have en anden kultur, en anden opdragelse af piger. En opdragelse der lærer dem at mærke grænser og sige til og fra.

 

Tankelæsere eksisterer ikke, og at antage at en mand skal være så hyperopmærksom på kvindens ikke-eksisterende signaler, at han alene og til hver en tid skal kunne regne ud at hun ikke vil mere, er forkert på mange planer.

 

Et af de største problemer er at alt ansvar væltes over på manden. Kvinden reduceres til at være passiv og et rent offer, uskyldigheden selv som krænkes af mænd, der burde kende hende bedre end hun kender sig selv. Det er samme dybt problematiske tankegang der ligger til grund for det svenske sexkøbsforbud: Mænd skal tage ansvaret for kvinder, der gerne må lade sig momsregistrere som prostituerede. Manden må dog tage voksenansvaret på sig og undlade at købe sex af den kvinde, der lider af falsk bevidsthed og tror hun gerne vil sælge sex.

 

Her skal manden også være mere ansvarlig end kvinden i seksualakten og åbenbart ikke stole på at hun er liderlig, før hun har underskrevet en samtykkeerklæring.

 

Forslaget om uagtsom voldtægt er fremkommet bl.a. fordi der har været sager hvor kvinden føler sig voldtaget, men har var lammet af frygt og derfor hverken sagt eller gjort noget. Det er meget trist og skrækkeligt, og jeg føler oprigtigt med de kvinder der uheldigvis er blevet krænket to gange, først af voldtægtsmanden, så af systemet.

 

Men at blot udstrække tavshed til at være lig uvilje lader ikke til at være optimalt heller. Hvad nu hvis en kvinde slet ikke siger noget mens hun har sex? Nogle kvinder nyder i stilhed og får uhørlige orgasmer  – skal en mand der har fornøjet hende nu være nervøs for om han kom til at voldtage hende?

 

Pæne piger har kun pæne lyster

En anden skummel understrøm i præmissen “han burde da kunne have sagt sig selv at det var voldtægt” er de uudsagte idealer om romantisk, blid sex mellem jævnaldrende med ens BMI, charme og årsindtægt. Salig juraprofessor og fortaler for indførelse af uagtsom voldtægtsbegrebet Vagn Greve, var den der kom tættest på at italesætte dette. “… er denne retstilstand rimelig? Skal en fed ældre mand, der kl. 18 giver en fuldstændig fremmed 16-årig pige et lift i sin bil have lov til at have så fast tro på sine evner som Casanova?”

 

Hvad der er sket i den pågældende sag ved jeg ikke, men jeg ved at lyster er irrationelle. Verden er kompleks, sex er et underligt fænomen og der er sket mærkeligere ting end at en ung pige har fået lyst til at knalde en “fed ældre mand”. Måske kan en ung pige finde glæde i den ældres begær, måske får hun et kick ud af at knalde grimme mennesker, måske har han den største pik, måske er det spændende fordi hun aldrig kommer til at se han igen.
At kriminalisere alle forhold der er blot en lille smule atypiske, er det samme som at sige at alt, der ikke er gængs er skadeligt og strafbart. Faktisk er vi nær ved at være tilbage til den væmmelige og komplet unødvendige snagen i kvindens fortid under en voldtægtssag. Hvem hun har knaldet førhen har ingen betydning. Ligeledes bør det heller ikke være op til en tilfældig jurists bedømmelse og fantasi at vurdere hvem hun burde have lyst til eller ej. Det kan kun hun vide og hendes ansvar er at kommunikere denne (mangel på) lyst videre til sin sexpartner.








Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 28, der følger denne blog