Retten til liv – studier i selvretfærdighed og svigt

26 03 2015

af Nina Søndergaard

Retten til Liv er en forening, der er imod fri abort. Foreningen vil følgende:

  • forsvare de ufødtes enestående værdi og ukrænkelige ret til livet
  • kæmpe imod dansk lovgivning, der tillader drab på ufødte
  • arbejde for bedre støtte til den gravide, der står i en sårbar situation
  • hjælpe kvinder, som lider efter en abort

Foreningen har ikke til formål at hjælpe de fødte børn. 3 ud af 4 formål drejer sig om de ufødte børn, og punkt 4 handler om at trøste dem der ikke satte et barn i verden. Det er der behov for, og det er vitterligt al ære værd at støtte kvinder i en svær situation, men det er ikke noget der gavner de børn der allerede findes.

Så snart kvinderne har født, lader Retten til Liv dem sejle i egen sø. Det er fostre og gravide (der skal besnakkes til at føde), der er i fokus. Ikke babyer, børn, mødre og fædre. Foreningens kunstaktioner handler kun om at henlede opmærksomheden på det forkerte og forkastelige i provokeret/fri abort, ikke om at hjælpe fødte børn til et bedre liv.

Retten til Liv lader til blot at se på kvantitet og ikke kvalitet.

Foreningen har ingen konstruktive forslag til hvad der skal ske efter de ni måneder med et uønsket barn i maven – udover at give det bort. Efter at have kastet skyldfølelse i hovedet på kvinder, der får eller overvejer abort, behøver medlemmerne ikke at gøre mere.

At medlemmerne dog godt ved at det ikke er nok blot at overleve 40 uger i livmoderen, ses af denne sætning: “Tænk hvis alle, som den gravide kvinde møder, står klar til at hjælpe hende og hendes barn!” Alle er naturligvis alle andre end lige foreningens medlemmer, for foreningen tilbyder hverken godnatlæsning, børnepasning, udflugter for udsatte børn eller kurser i konflikthåndtering i familier.

Medlemmerne opfordres ikke engang til at blive plejeforældre, voksenvenner, pædagoger, lærere eller sundhedsplejersker – kort sagt at arbejde med de børn, der nu engang findes og hjælpe dem til at få et godt liv. Der er heller ingen vejledning om at adoptere børn, kun brok over at der er sket et fald i antallet af bortadoptioner i de seneste år, men det er selvfølgelig også ulige meget lettere at etiske på andres vegne end at selv skulle forpligte sig i mindst 18 år på at opfostre børn.

Det er en typisk konservativ tilgang til abort. Komikeren George Carlin sagde det klart: ‘Konservative er besatte af det ufødte barn, men lige så man er født så er man overladt til sig selv. Ingen børnehave, ingen skole, ingen skolemad, ingen lektiehjælp eller noget som helst. Lige indtil du bliver 18! Så kan du komme i militæret og blive kanonføde! Så er du spændende igen for de konservative!’

Retten til Liv opfatter tydeligvis sig selv som en interesseforening i stil med Landsforeningen Naboer til Kæmpevindmøller eller Landsforeningen mod Sommertid. Det er modstand og et stort “nej tak” der er i højsædet. Et nej, der naturligvis er et tegn på moralsk overlegenhed i forhold til fosterdræbernes forkvaklede ‘frihed og uafhængighed af sit afkom’.

End ikke det tiende og pengegriske bud på, hvad man selv kan gøre, rækker udover Retten til Livs selvcentrering og dårlig-samvittighedsindgydende virke. “Retten til Liv har brug for penge, så vi fortsat kan trykke materialer, afholde arrangementer, drive Abortlinien, have de nødvendige ansatte, være synlige på diverse stævner, sommerlejre o.l.” Ikke noget med at støtte Mødrehjælpen, LEV landsforeningen for udviklingshæmmede mennesker og pårørende, Dansk Handicap Forbund, Red Barnet eller andre organisationer der rent faktisk har med fødte, levende, plejekrævende, skrøbelige og virkelige børn at gøre. Næ, det er kun ressourcer til Retten til Liv der tæller.

Retten til Liv formår hist og her at være tæt på at stille gode og relevante spørgsmål om hvordan vi som samfund forholder os til børn, livsskabelse, graviditet og mennesker der på den ene og anden måde falder udenfor “normalen”. Men så længe foreningen ikke på nogen måde forbedrer fødte børns vilkår, er foreningen selv med til at skabe og opretholde betingelserne for provokeret abort. Retten til Liv fremmer ikke et samfund, der kan rumme børneliv, handicap og afvigelser, for Retten til Liv handler ikke om det gode liv efter fødslen, kun flere liv uanset hvor besværede, ensomme, korte, kærlighedsløse, smerteplagede og usle de end måtte være.





Foredrag: Kærlighed – Frihed – Lidenskab

6 03 2015

1907576_10153282222342697_7942801664641980562_n

To en halv times inspirerende foredrag om at smide fordomme, hæmninger – og tøjet.
Nina og Niels deler ud af deres egne oplevelser og historier, og giver jer et kærligt puf og konkrete værktøjer, så du, forhåbentlig, tør være – og gøre! – alt det du drømmer om!

18. marts kl. 19 på Byens Bogcafé. Medbring kontanter til at købe kaffe/kage og andet mundgodt.

Kun adgang når du/I har billet(er) som kan købes her. Foredraget koster 149 kroner, og kræver tilmelding.
http://www.andtalk.dk/shop/produkter/foredrag-kaerlighed-frihed-lidenskab/





Sugardating – intet nyt under solen

4 03 2015

af Nina Søndergaard

Medierne har atter fået øjnene op for sugardating, transaktionel sex, gråzoneprostitution eller sex for shopping.

Kært barn har mange navne, men hvad end man kalder knald for kontanter er det 1) et gammelt fænomen. 2) Altid noget umådeligt svineri, hvor der er et offer og en skurk – men hvem der er hvem er ikke altid klart. 3) I erkendelse af at det er svært at styre seksualitet og pengestrømme kan platformen altid mistænkeliggøres. 4) Kvinders forbrug er altid mistænkeligt. 5) Jeg er ikke moralist, men. Der hersker altid en idé om romantisk, fri, lige og jævnbyrdig kærlighed og den rette form for sex.

 

  1. I 1800-hvidkål

Victorian-Era-Prostitution-Cartoons-Punch-Magazine-John-Leech-1857-09-12-114-Var gråzoneprostitution også noget der diskuteredes. Tøser solgte kys for hårbånd. Utallige kvinder supplerede deres indtjening ved lejlighedsvis sexsalg – kaldet hemmelig prostitution. Dengang var der to lejre: Dem der mente at alt sexsalg skulle reguleres, dem der mente at det skulle udryddes og forbydes. De to fløje var dog enige om at det var et stort problem.

 

  1. Det er synd for hende/ham/samfundet/mig

Prostitutionsmodstandere argumenterer stort set altid udfra en offervinkel. Prostitution er synd for nogen, men at magtbalancen i forholdet mellem sex og penge ikke er entydig eller nem at fastholde, ses af at den enkelte modstander roder rundt i hvem det er synd for.

I artiklen “Om offentlige fruentimre i Kjøbenhavn” fra 1837 er både sørgeligt at prostitution findes, og trist at “svage Fruentimre blive Ofre for Forførelse” – og et skændigt og foragteligt skørlevned. I 1800 ansås kunderne som både håbefulde, dydige yndlinge og nedrige, ryggesløse skabninger der udnyttede kvinder – der spredte ulykke til hele samfundet i kraft af deres sexsalg.

Den skizofrene splittelse mellem at ville frelse de stakkels kvinder fra prostitutionens svøbe og samtidig se ned på “fissehullerne” er altså meget ældre end Anne-Grethe Bjarup Riis.

Nu fremstilles sexsælgerne som purunge piger, der hverken har erfaring, bagland eller selvrespekt. De skal frelses fra dem selv og onde mænd, gerne af hjælpeorganisationer.

På den anden side er der mænd som ensomme og handicappede Erik. Han fik først medlidenhed med de piger han fandt på sugardaters.dk, siden blev han snydt. Pludselig er pigerne ovenpå i magtspillet: Han er alene og kan åbenbart ikke score i byen, han får ikke gratis fisse, men må betale for det – af onde bedrageriske kapitalistkusser.

BT har selvfølgelig også glemt at minde os om at den slags svineri foregår hele tiden, helt uden at der penge indblandet. Folk, med og uden handicaps, bliver ganske gratis brændt af hver eneste dag. Dagligt knuses håb og hjerter af svigefulde dates, elskere og elskerinder, kærester og røvhuller M/K.

 

  1. Prostitutionens platform bør destrueres

Det skrives nogle gange lige ud at da det er umuligt at komme prostitutionen til livs, så det næstbedste er at begrænse den, gerne ved at angribe prostitutionsscenen.

Han: Vil De ikke tage denne brochure med hjem, jeg er sikker på den vil gavne Dem. Hun: Men jeg er ikke et socialt onde, jeg venter blot på bussen.

Han: Vil De ikke tage denne brochure med hjem, jeg er sikker på den vil gavne Dem.
Hun: Men jeg er ikke et socialt onde, jeg venter blot på bussen.

Gader har alle dage været et problem. Storbyens anonymitet og de utallige muligheder for møder har altid været anset som en trussel mod det bestående. Anstændige, borgerlige kvinder skulle endelig ikke færdes alene på gaden – for så var hun jo ude på noget (var et socialt onde) og et frit bytte for de farlige mænd.

Før var det de offentlige huse, altså bordellerne, der helst skulle nedlægges. Dernæst var det smugkroer og skumle værtshuse, der dækkede over sexsalg. Så var det dansehaller som Figaro, Valencia og Prater der godt måtte lukkes, fordi nogle af damerne dansede (nudge, nudge, know what I mean, eh?) ikke gratis.

Idag er det især hjemmesiden sugardaters.dk der er i søgelyset, fordi den muligvis i er strid med rufferiparagraffen, der i 2013 trods alt ikke længere indeholder ordene “utugt” og “forlede”.

 

  1. Kvinder skal må ikke more eller pynte sig

download (17)‘Ikke alle kåber, sjaler eller bøger er tjente ved “nålen”’ sukkede den anonyme skribent i 1837, hvilket på nudansk betyder at nogle kvinder tjente til deres tøj eller læsestof ikke ved at sy (agtværdigt), men ved at sexe (foragteligt). Idag er det burgers, byture og tøj der er i høj – og helt forkert- kurs.

Moralen er dog den samme: Kvinder må ikke have et forbrug, være forfængelige eller være forlystelsessyge. De skal gå derhjemme, være tarveligt klædt og være så nøjsomme at de ikke gider at hverken læse, danse eller drikke drinks.

Gråzoneprostitution rammer også lige ned i det ømme punkt, der hedder kvinders selvforsørgelse. Det er åbenbart ok at en kvinde lader sig forsørge af én ægtemand, eller af alle samfundets borgere, men at hun er entreprenant og udnytter sin kvindelighed til at tjene penge på nogle få mænd – det skulle gerne forbydes, for hendes eget bedste, begribeligvis.

 

  1. Jeg er ikke moralist, men

Ligesom man ved at at der kommer noget racistisk gøgl efter “Jeg er ikke racist, men…”, så ved man også at der kommer et moralsk opstød efter men’et i ovenstående sætning. Og det er helt fint! Det er ok at være moralist! Det er virkelig fint og forståeligt at man synes at noget er bedre end andet. Fx at sex er noget der bør være en gave mellem to mennesker, der holder af hinanden, noget der opstår, gives og modtages frit og uden gusten beregning om gengældelse og kompensation. (Det er tæt på min egen personlige holdning i mit privatliv, andre har sikkert anderledes idéer).

Kan vi diskutere sexsalg uden at fordømme? Kan vi se nærmere på det samfund vi har skabt, hvor lykken sættes lig med forbrug? Kan vi rumme at piger og kvinder indhenter seksuel erfaring på deres egne præmisser, eller skal også dét styres og kontrolleres ned til mindste knald og indkøb?





Uagtsom voldtægt nej tak

11 12 2014

af Nina Søndergaard

 

Begrebet “uagtsom voldtægt” diskuteres igen og SF ser på muligheden for at indføre denne paragraf i straffeloven for at få fældet flere voldtægtsforbrydere.

 

Det er virkeligt prisværdigt at ville øge retfærdigheden og retssikkerheden for voldtægtsofre, men blot at lave endnu flere love med det eksplicitte formål at smide flere i fængsel i op til 8 år, er for mig at se ikke vejen frem.

 

Istedet vil jeg foreslå mere selvforsvar. Piger og kvinder skal vide, at de har ret til at gøre hvad de end kan, for at modsætte sig en voldtægt. Det hedder nødværge. At slå sig fra kan muligvis forhindre voldtægten, men selv i de begrædelige tilfælde hvor voldtægten alligevel fuldbyrdes, vil voldtægtsofret 1) stå bedre i en retssag pga. de fysiske mærker efter kampen, 2) have bedre chancer for at komme sig psykisk.

 

Der er ofte en størrelsesforskel på mænd og kvinder, hvilket han som den største og stærkeste vil forsøge at udnytte i en voldtægt. Det giver det kvindelige voldtægtsoffer en paradoksal fordel i nødværge: Hun må bruge AL sin kraft og magt og hvad hun end kan finde af våben for at standse stodderen: Skrige, sparke, skubbe, jage en blyant, en nøgle eller en stilethæl i hans øjne, pik eller halspulsåre. Hun kan med fordel gå efter halsen, for selvom han er nok så stor skal han have ilt, så en slukket ilttilførsel stopper alle.

 

Selvforsvar og viden om at hun må gøre alt, og her menes virkelig alt, for at forsvare sig, er efter min mening bedre bud. Det kan give den enkelte mere selvsikkerhed at vide hun kan og må forsvare sig. Kombineret med mere nænsom og respektfuld behandling af voldtægtsanmeldere, end hvad der lader til at være gængs i dag, tror jeg er vejen frem.

 

Drenge og mænd skal have genopfrisket at en pige/kvinde må sige nej når som helst i forholdet, forførelsen og samlejet, og det nej skal respekteres. Når hun ikke vil mere, er legen slut og det er ikke sjovt og sexet længere. Hun må gå klædt som hun vil, flirte, kysse og knalde hvem som helst hun har lyst til. Det er hendes krop og jeres sam-leje. Hvis ikke det er selvindlysende klart for en dreng eller mand, kan han måske overveje hvordan det vil være hvis en kæmpestor mand synes han var en hottie, der lige skulle bolles uanset hvad, og som syntes at han havde “spillet op til sex” ved at gå i jeans.

 

Problemparagraf

En tilføjelsesparagraf om uagtsom voldtægt løser næppe problemet. Voldtægt af en bevidstløs person er selvfølgelig allerede strengt forbudt. Drugrapes forekommer desværre stadigvæk, men er ulovlige og strafbare. (Det samme er usømmelig omgang med lig. Det er dybt forkasteligt og sygt at bedøve en person for at have sex med vedkommende).

 

Flere love er politikernes yndlingsløsning på alt lige fra problemer med spildevandsrensning til svindel, men enhver kan se at 117 nye love om året ikke får hverken forurening eller bedrageri til at forsvinde. Hvordan en ny paragraf om noget så alvorligt som voldtægt tryller problemet væk, vides ikke.

 

Den meget lave domsfældelsesprocent i voldtægtssager skyldes næppe et dybt kvindehad, men snarere en kompleks problemstilling kombineret med mangel på beviser.

 

Voldtægtssager kan ofte ende med at være påstand mod påstand, og derfor slipper skyldige desværre fri, fordi der stadig er dommere der håndhæver princippet om at folk er uskyldige indtil det modsatte er bevist. Med den tankegang kan skyldige godt gå fri, men det anses som et mindre onde end justitsmord, hvor uskyldige bliver fængslede for forbrydelser de ikke har begået.

 

Det er sandelig ikke for at forklejne det ubehag det også vækker i mig, at voldtægtsmænd går frit og ustraffede rundt. Men jeg ville heller ikke sove bedre af at vide at der kom endnu flere uskyldige i fængsel, og min retfærdighedssans bliver heller ikke øget af at jeg eller mine mandlige venner kan smides i spjældet i otte år, fordi en person har set sig sur på mig eller på dem.

 

Det er nemlig et problem i visse voldtægtssager. Er det reelt eller er det et hævntogt? Fortrød kvinden sin nedsatte dømmekraft og anmeldte manden, som hun alligevel ikke kunne stå inde for? Hvis de to har været fulde og væltet rundt, hvis hukommelse er så mindst skadet?

 

Skam er desværre også med til at forhindre voldtægtssagers opklaring, fordi mange slet ikke kan rumme at anmelde voldtægten lige når den er sket. Mange går også i bad for at vaske skyld og oplevelselsen af sig, men på den måde ødelægges beviser i form af sæd også.

Pæne piger siger aldrig nej

Begrebet uagtsom voldtægt har også sin betændte rod i en kultur, der fremelsker pæne piger. Pæne piger siger aldrig fra og vil gå uendelig langt for at behage. Det pleasergen volder som regel den pæne pige utallige problemer, måske endda voldtægt. Det er ikke for at skyde skylden på ofret. Det er lige præcis det jeg ikke vil, nej jeg vil have en anden kultur, en anden opdragelse af piger. En opdragelse der lærer dem at mærke grænser og sige til og fra.

 

Tankelæsere eksisterer ikke, og at antage at en mand skal være så hyperopmærksom på kvindens ikke-eksisterende signaler, at han alene og til hver en tid skal kunne regne ud at hun ikke vil mere, er forkert på mange planer.

 

Et af de største problemer er at alt ansvar væltes over på manden. Kvinden reduceres til at være passiv og et rent offer, uskyldigheden selv som krænkes af mænd, der burde kende hende bedre end hun kender sig selv. Det er samme dybt problematiske tankegang der ligger til grund for det svenske sexkøbsforbud: Mænd skal tage ansvaret for kvinder, der gerne må lade sig momsregistrere som prostituerede. Manden må dog tage voksenansvaret på sig og undlade at købe sex af den kvinde, der lider af falsk bevidsthed og tror hun gerne vil sælge sex.

 

Her skal manden også være mere ansvarlig end kvinden i seksualakten og åbenbart ikke stole på at hun er liderlig, før hun har underskrevet en samtykkeerklæring.

 

Forslaget om uagtsom voldtægt er fremkommet bl.a. fordi der har været sager hvor kvinden føler sig voldtaget, men har var lammet af frygt og derfor hverken sagt eller gjort noget. Det er meget trist og skrækkeligt, og jeg føler oprigtigt med de kvinder der uheldigvis er blevet krænket to gange, først af voldtægtsmanden, så af systemet.

 

Men at blot udstrække tavshed til at være lig uvilje lader ikke til at være optimalt heller. Hvad nu hvis en kvinde slet ikke siger noget mens hun har sex? Nogle kvinder nyder i stilhed og får uhørlige orgasmer  – skal en mand der har fornøjet hende nu være nervøs for om han kom til at voldtage hende?

 

Pæne piger har kun pæne lyster

En anden skummel understrøm i præmissen “han burde da kunne have sagt sig selv at det var voldtægt” er de uudsagte idealer om romantisk, blid sex mellem jævnaldrende med ens BMI, charme og årsindtægt. Salig juraprofessor og fortaler for indførelse af uagtsom voldtægtsbegrebet Vagn Greve, var den der kom tættest på at italesætte dette. “… er denne retstilstand rimelig? Skal en fed ældre mand, der kl. 18 giver en fuldstændig fremmed 16-årig pige et lift i sin bil have lov til at have så fast tro på sine evner som Casanova?”

 

Hvad der er sket i den pågældende sag ved jeg ikke, men jeg ved at lyster er irrationelle. Verden er kompleks, sex er et underligt fænomen og der er sket mærkeligere ting end at en ung pige har fået lyst til at knalde en “fed ældre mand”. Måske kan en ung pige finde glæde i den ældres begær, måske får hun et kick ud af at knalde grimme mennesker, måske har han den største pik, måske er det spændende fordi hun aldrig kommer til at se han igen.
At kriminalisere alle forhold der er blot en lille smule atypiske, er det samme som at sige at alt, der ikke er gængs er skadeligt og strafbart. Faktisk er vi nær ved at være tilbage til den væmmelige og komplet unødvendige snagen i kvindens fortid under en voldtægtssag. Hvem hun har knaldet førhen har ingen betydning. Ligeledes bør det heller ikke være op til en tilfældig jurists bedømmelse og fantasi at vurdere hvem hun burde have lyst til eller ej. Det kan kun hun vide og hendes ansvar er at kommunikere denne (mangel på) lyst videre til sin sexpartner.





Porno nu uden pis eller pisk, kun kedelige knalderegler

3 12 2014

Af Nina Søndergaard

 

Nu må britiske pornoproducenter ikke længere lave hverken DVD’er eller online porno (on demand) hvori følgende seksuelle praksisser indgår:

 

Røvfuld

Spanskrør

Aggressiv piskning

Penetration med en genstand der associeres med vold

Fysisk eller psykisk mishandling (uanset om det er samtykkende)

Pissex

Frihedsberøvelse

Rollespil med voksne som børn og unge

Ydmygelse

Sprøjteorgasmer

Kvælning

Facesitting

Fisting

 

Det frelsende formål er efter sigende at “beskytte børn, unge og sårbare voksne” og for at beskytte pornoskuespillere mod de nederste tre fænomener, der kan være “potentielt livsfarlige”.

 

Det er givetvis velment, men ikke destomindre et stort, skadeligt tilbageskridt for seksuel frigørelse og for kvinders rettigheder og seksualitet. Det er et gustent, reaktionært tilbageslag udtænkt af overvoksne i en barnepigestat.

 

Det er nemlig ikke gået op for det britiske medieråd, der står bag lovgivningen, at voksne mennesker kunne

  1. tænde på ovennævnte sager – det er derfor de tænder for det! Ellers slukker de for pornoen! “On demand” betyder “pr. efterspørgsel”, altså er der pr. definition nogle der spørger efter disse typer porno!
  2. tænke selv og gå frivilligt med til det,
  3. agere indenfor lovens grænser i forvejen. Det potentielt livsfarlige jo allerede er ulovligt. Det er naturligvis ikke lovligt at kvæle en person så vedkommende dør, for så bliver det pludselig mord eller uagtsomt manddrab.

Det er uhyre bekymrende at frivilligt indgået S/M i den grad skal mistænkeliggøres og atter sygeliggøres. Ligeledes er det skræmmende at et medieråd åbenbart hverken kender det fjerneste til tankegangen bag S/M (der fx kræver samtale om hvad man foretager sig) eller til skuespilskunst, der netop består i at opføre scener så realistisk som muligt. Medierådets medlemmer har tilsyneladende ladet sig snyde af sikkert ganske rå scener, og deres fejltagelse skal gå ud over alle andre personer i Storbritannien, der nok er i bedre stand til at gennemskue at en S/M pornoskuespiller, der har lavet utallige film jo faktisk overlevede sin “mishandling”.

 

images (13)Den himmelråbende dumme regel om at forbyde “penetration med en genstand der associeres med vold” vil blot give os porno, hvori mænd og kvinder bliver bollet lystigt med bamser. Et stort problem vil opstå den dag en galning slår en person ihjel med en dildo. Eller en agurk.

 

Hvordan i alverden sprøjteorgasmer på nogen som helst måde skulle kunne opfattes som ‘nedværdigende for kvinder’ er langt over min forstand. Briterne er åbenbart kommet så langt i deres rettighedskamp for mænd, kvinder, børn, dyr og planter at lagner nu også har ret til at være tørre fra det sekund de kommer ud af tørretumbleren.

 

At kriminalisere komplet uskadelige seksuelle praksisser er væmmeligt, menneskefjendsk og dumt, da det bygger på den komplet fejlagtige præmis at “unormal” er lig med “skadelig”. Som om “almindelig” heterosex var helt og aldeles uskadeligt. Et samleje helt uden våben, pis, ydmygende ord og kvælning kan sandelig også være farligt, da det kan overføre sygdomme og gøre kvinden gravid, hvorefter hun eller barnet kan dø under fødslen.

 

images (14)Dernæst kan man spørge sig selv om hvor mange der seriøst kommer alvorligt til skade under sex: Drukner folk under pissex? Hvor mange kender I der dræbte en kvinde ved at fiste hende? Personligt kender jeg flere der er skvattet ned af en stige, end masochister der måtte en tur på skadestuen, fordi mester havde svunget pisken for hårdt.

 

Men værst af alt er det en total fejltolkning af både menneskets sind og historien. Vi er ikke automatiske robotter, hvor input er lig output. Vi ser ikke film for straks derefter at efterligne alt hvad vi så: Pornoskuespillerinder bliver ikke voldtagede midt på gaden, ligesom actionskuespillere ikke bliver skudt. Clint Eastwood er i skrivende stund 84 år og selvom han er blevet skudt i mange film, har ingen, selv “sårbare voksne” fået den skingrende sindssyge idé at skyde ham for real.

 

Historien fortæller os også ganske tydeligt at frigivelsen af pornografien IKKE medførte en eksplosion af voldtægter eller mord. Det er påvist af lødige og bekymrede forskere, der ikke har kunnet finde nogen sammenhæng mellem antal af voldtægter og porno.

 

Censur overfor voksne mennesker er en uhyrligt dårlig idé, og det sidste det britiske samfund har brug for er endnu flere overflødige, umyndiggørende regler og love. Det eneste positive jeg kan komme i tanker om i forbindelse med disse jammerlige “anbefalinger”, er at britisk pornoproduktion rykker vestpå til Danmark, hvor man heldigvis stadig må lave porno og endda mildt bolle andre dyrearter.





Pige pas på!

27 11 2014

af Nina Søndergaard

 

“Unge drenge gør dumme og livsfarlige ting for at blive socialt accepterede. -Et stigende antal drenge står på skateboards og laver tricks for at få blæsere af piger. ‘Det er et problem at drenge føler sig pressede til at bruge deres krop på en potentiel farlig måde, bare for at gøre indtryk på pigerne. Drengene kan risikere at få ar på knæene hele livet’ siger Mikkel Andersson, projektleder på Nøvling kommunes tilbud til drenge “Stop Skateboardet””

 

Det er mit modsvar til metroXpress’ historie 2014.11.26 om at især “socialt udsatte” piger tilsyneladende rask væk giver fyre blæsere for at komme med til fest.

MX20141126

 

Spøg til side. Det var blot for at tydeliggøre at bekymringerne over det åbenbart usandsynligt svage kvindekøn vil ingen ende tage. Piger skal åbenbart stadig pakkes ind i vat, og endelig ikke lære at forvalte deres egen seksualitet. At sex kunne være en del af det sjove er åbenbart heller ikke faldet nogen ind.

 

Det er anstrengende at se hvordan piger stadig anses for at være svage væsner, ude af stand til at hverken tænke selv eller føle lyst. Når unge kvinder har sex, eller hendes valg af seksualpartner ikke lige falder i “moders” smag, kan hendes valg fremstilles som et udslag af svaghed. Hvilket det måske også er. Det kan ingen andre end pigen selv vide, og ingen af pigerne udtaler sig her i artiklen.

 

Hvis der virkeligt er et element af tvang over de seksuelle ydelser, er problemet faktisk alt for alvorligt til blot at blive omtalt af en avis. Så er det en forbrydelse der skal meldes til politiet.

 

For det er selvfølgelig ikke iorden at krænke andre eller aftvinge pigerne (især ikke hvis pigerne er under 15 år) seksuelle modydelser for en fest. Men hvad to eller flere seksuelt myndige personer finder ud af i fællesskab at foretage sig ved og med hinanden, det kommer ingen andre ved.

 

Heller ikke en bekymret institutionsleder, der kommer temmelig tæt på at bryde sin tavshedspligt ved at gå til en landsdækkende avis for at råbe op om problemet. Medmindre hun har spurgt samtlige piger om tilladelse til at udbasunere hvad de gør til fest, er det ikke i orden at en leder omtaler nogle temmeligt intime detaljer om dem hun bør beskytte.

 

Faktisk lader omtalen til at gå lidt imod ‘det individuelle relationsarbejde’, der skal øge ‘selverkendelsen og refleksionen over egen adfærd’, som Pigegruppen fornuftigt nok har som formål. Det virker på mig blot som slut shaming og udbredelse af skamfølelse, hvad den enkelte pige måske har rigeligt af i forvejen.
Slutteligt vil jeg som historiker påpege at der var masser af unge mænd i 1950’ernes København der også havde transaktionel sex, altså sex for lidt penge eller smøger og andet godt. Og at bekymringen over de unges sexliv er en god gammel traver, der ikke nødvendigvis bliver mere sand af at blive gentaget.





Feminisme – who cares

31 10 2014

forsamling_mennesker

 

Af Nina Søndergaard

 

Den femte november kl. 1630-1800 skal jeg diskutere om feminisme stadig er relevant (ja da!) med Camilla Scwalbe, tidligere formand for DSU. Ulrik Frost, forkvinde i Selskab for Ligestilling og Janni Iben Stevn Hansen, medlem af livmoderfeministisk basisgruppe.

Det koster gratis og er arrangeret af Institut for Menneskerettigheder. Meld dig til ved at følge dette link.

 








Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 26, der følger denne blog