Hvad er det, de vil?

af Eini Carina Grønvold

Debatten om kriminalisering af købesex har kørt intenst i nogle år efterhånden. Stærke kræfter på dele af venstrefløjen i samarbejde med kristne organisationer arbejder med en indædt dedikation efter at få gennemført et svensk forbud i Danmark.

Senest har Mette Frederiksen og Marianne Jelved meldt ud, at de ønsker at gennemføre et forbud, hvis der kommer et regeringsskifte.

Det på trods af, at der ikke er så stor enighed om dette i deres bagland, som de ønsker at signalere. Læs mere her og her.

Hvad der slår mig, er, at der ikke rigtig er nogen, der ved, hvorfor de ønsker dette forbud.

Der er ingen undersøgelser, der viser, at et forbud gavner hverken de prostituerede eller modvirker de urimelige vilkår for kvinder i trafficking. De alt for få saglige vurderinger og undersøgelser, der er foretaget om emnet, viser faktisk det modsatte. Politiet i Sverige har bl.a. udtalt, at prostitutionen er gået mere under jorden, hvilket har besværliggjort deres arbejde, efter lovens indførelse i Sverige.

De prostituerede selv udtrykker heller ikke noget ønske om at få forbudt deres erhverv. Tværtimod gør Sexarbejdernes Interesseorganisation det gang på gang meget klart, at der skal rettigheder og legalisering til, hvis man ønsker at hjælpe dem.

Der er ikke engang et ønske om forbud hos befolkningen. Meningsmåling på meningsmåling viser varierende grader af et flertal imod sexkøbsforbud.

Så hvad er det, de vil?

Dårlig Samvittighed

Af Tamiko Taguchi

En af bivirkningerne ved et såkaldt karriereliv er evig dårlig samvittighed. Med karriere, mener jeg altså ikke bare direktører og folk, der driver egen virksomhed. Det er også gennemsnits-lønmodtagere (som mig selv), der kan lide deres arbejde og har en vis grad af ambition omkring det. Dvs en ret stor del af den arbejdende befolkning. P.t. er det mit store projekt at eliminere al dårlig samvittighed fra mit liv. Jeg har nemlig langt om længe erkendt, at det ikke kan bruges til andet end at forårsage en alt for tidligt død af stress. Fremgangsmåden er at tale mig selv til fornuft.

Dårlig samvittighed er ikke et særegent kvindeligt træk, men det forekommer mig, at kvinder lider mere af det end mænd. Det kan have noget at gøre med, at mange kvinder forsøger at gøre alle omkring sig tilfredse (chefer, kolleger, forældre, mand, børn), og det er en opgave, som er dømt til at mislykkes. At dele vores tid optimalt imellem alle de ting, vi ønsker at nå i det daglige, er også et dødsdømt projekt, og dermed bliver samvittighedskvalerne en fast følgesvend. Den største kilde til dårlig samvittighed er ofte børnene. Netop hensynet til børnene er hovedårsagen til, at mange kvinder vælger, eller i hvertfald drømmer om, at gå ned på deltid.

Personligt er jeg nu blevet virkelig træt af at styrte ned i vuggestuen med hjertet oppe i halsen, som gælder det mit barns liv, hvis hun bliver hentet et minut senere end 16.20. Det er ikke rationelt at have det sådan. Ti minutter ekstra brugt på at ankomme til stedet med en rolig entré var nok en bedre investering for alle. Alligevel oplever jeg at drives af en stemme (som jeg slet ikke er enig med), der fortæller mig at institutioner er dårlige for børn, at karriere og penge er usunde idealer, at mit barn lider og jeg er en dårlig mor.

Betragter man sagen nøgternt, er børn i Skandinavien blandt verdens heldigste og mest misundte børn. Mangen et mindre bemidlet barn ville give en hel del for at leve det liv, de fleste danske børn lever: mad i køleskabet, pædagogiske dag-lege-tanter, Playstation og kvalitetstid med mor og far i weekenden. Hvorfor er det så svært for os at være tilfredse med den tryghed og velstand, vi kan tilbyde vore børn, en velstand som bl.a bygger på den tid og energi, vi hver dag putter ind i arbejdsmarkedet?

Noget af forklaringen, har jeg opdaget på det seneste, ligger i, at kvinder er fantastisk gode til at holde hinanden fast i en konstant opmærksomhed på, hvad der er god og dårlig opførsel. Det gør de bl.a ved heletiden at reproducere argumenterne for den dårlige samvittighed og slå hinanden oveni hovedet med dem.  Hvis det ikke er en kritik af denne og hin måde at håndtere sine børn på, så er det hvem der ”aldrig tømmer kontorets opvaskemaskine”, eller hvem der ”ikke bruger toiletbørsten efter toiletbesøg”. Hvor mange gange har man ikke hørt den feminine fordømmelse, når talen falder på karrierefamilier. ”Hvorfor overhovedet få børn, hvis man alligevel ikke har tid til dem?”, lyder konsensus. Svaret er jo i virkeligheden enkelt: de fleste får selvfølgelig børn for at opleve den kærlighed, der er forbundet med det, og for at videreføre vore egne særlige værdier til dem.

Den faktiske tid, vi har med vore børn i dag, er måske mere sparsom end for 100 år siden, men vi bruger tiden fuldstændig anderledes, og er på mange måder tættere på vores børn, end jeg tror, man var dengang. Vi har det sjovere med vores børn. Og vi har langt mere frihed med dem, en frihed, der følger af, at vi har ”fritid”, og endvidere af vores relative økonomiske uafhængighed. Jeg kunne godt tænke mig, at vi i højere grad forstod at sætte pris på vores moderne livsstil, og være stolte af det, vi har skabt – i stedet for at dyrke den tilbage-til-naturen forherligelse, som på mærkelig vis har vundet indpas i vores i-lands mentalitet. Det er en diffus ide om, at det var bedre dengang, vi levede tæt på naturen, hvor kvinderne gik hjemme med deres børn til de skulle starte i skole, hvor al landbrug var bæredygtigt, hvor vi syltede og hæklede og der ikke fandtes noget plastik eller nogle tilsætningsstoffer. Idealet er som sagt diffust, det er et romantisk bluff, for når alt kommer til alt, er det virkelig få mennesker, der ønsker at leve primitivt og uden den komfort og tryghed, vores rigdom giver os. Den komfort og tryghed, som sjovt nok er præcis det, de fleste mennesker i mindre udviklede og industrialiserede lande stræber efter.

Er dårlig samvittighed også en måde at straffe os selv på, fordi noget i os siger, at vi helst skal lide lidt? I hvertfald er det en uskik, som jeg hermed har erklæret blodig krig.

Michael Laudrups tænder og Jette Hansens øjenvipper

af Nina Søndergaard
Nu er jeg også hip og har læst Camilla Stockmann og Maise Njors korrespondance fra 2005. Det var en positiv overraskelse, for jeg er generelt lidt lunken ved moderne, meget hverdagsnær litteratur. Jeg føler mig ofte snydt, når jeg læser om gummistøvler og at hovedpersonerne drikker kaffe, noget som jeg selv gør og derfor ikke behøver at læse om.

Men de her to kvinder skriver godt (ellers ville de ikke være journalister) og selvom deres liv ikke er just er på kanten, så er det en forfriskende ærlighed der lægges for dagen.

Der er allerede skrevet meget om de to, derfor behøver jeg ikke at sige hvilke pinligheder de disker op med. Men lige netop disse ret så sjove pinligheder med dem selv i hovedrollerne, har trigget en på dansk grund kendt feminist.
Hun hedder Jette Hansen og er dybt bekymret over hvordan kvinder nu reagerer som mænd med at arbejde og drikke. Hansen hæfter sig ved at Njor var så fuld på et tidspunkt at hun måtte støtte sig til barnevognen. Derudover mener Hansen at kvinder ligger under for et umenneskeligt pres fra arbejde og familien. For at lette presset drikker kvinder sig fulde og brækker sig. Hvilket ikke hjælper på kvindefrigørelsen. Inden jeg kommer til hvad kvindefrigørelse kunne tænkes at være, vil jeg lige påpege et par ting.

For at få ret må Jette Hansen ty til lidt kildesjusk, som ikke var gået på mit studie. Hun tager nemlig fat på, at sex efter en fødsel føles som at smide en cocktailpølse ind i Peterskirken. For at vise hvordan kvinder går med på mandschauvinismens værste sider, nemlig ved at disse ægte kvindelig skaberkraft. Men, der er bare den hage ved det, at det er ikke, som Jette Hansen påstår, Camilla Stockmann der skriver dette, men derimod den nybagte mor Maise Njor, der citerer Michael Carøe. Altså viser det Njors selvironi og måske lidt om Michael Carøes pik. (Han kom forresten fuld hjem efter at være blevet kåret til Danmarks lækreste mand, vækkede sin kone og pralede med det. Svar: Nå, jeg er Danmarks søvnigste kvinde, og så sov hun videre. Ingen har dybdeanalyseret hvordan Carøes mandighed har det efter denne omgang). Njor oplever i øvrigt sin første sex-løse uge ca. 40 uger efter sin fødsel, så helt galt kan det næppe være.

I en parentes får Hansen nævnt at Njor skriver om sine tre pigebørn med stor kærlighed og omsorg. Ikke kun det. Njor lægger faktisk sit liv om på grund af sine børn, så hun ikke genoptager sit redaktørjob, men skriver på freelance basis for sjovs skyld. (Noget som kun lader sig gøre fordi manden tjener en del. Ikke for at disse Njors valg, men blot for at påpege at det er svært at undslippe strukturer). Stockmann fravælger børn, indtil videre, da hun ønsker at pleje sin karriere, arbejder til midnat og i øvrigt er noget skræmt over hvordan hun selv bliver som moder. Det forekommer mig at være to meget bevidste og ansvarlige valg.

Hansen skriver at hun ikke har tal på hvor mange gange de to pisser og brækker sig samtidig. Njor henviser til sin ungdom, Stockmann drikker fordi hun kan og glorificerer ikke sine søndage i sengen med tømmerkvinder. At Njor bliver, så vidt jeg kunne tælle, fuld tre gange i løbet af et år, får ikke mine alarmklokker til at ringe. Slet ikke når Njor i ædru tilstand er hjemmegående husmor og tager sig meget godt af sine børn. Desuden er hele korrespondancens formål at afprøve hvor ærlig man tør at være. Det inkluderer også at fortælle om ustyrligt pinlige ting, som de fleste holder kæft med. Altså kan deres eskapader (som er samlet sammen i løbet af i alt 65 år) sagtens forekomme grove og groteske. Næppe fordi det er enestående at vælte uelegant ind i en masse cykler, men fordi man ikke plejer at skrive til offentligheden om det.

Mere grundlæggende så hylder Hansen kærligheden. Vel at mærke den monogame (og helst heteroseksuelle) af slagsen. Den kærlighed har åbenbart gjort Hansen blind for at Njor og Stockmann også lever i kærlighedsforhold og at de er meget glade for den mand de har fundet. Altså er de tre, Hansen, Njor og Stockmann jo faktisk rørende enige og vi kan dermed gå videre til næste punkt.

Njor skriver om stress og spørger om vi bare er tyndhudede, det er livets væsen eller om der er noget helt galt med vores samfund når vi stresser sådan. (Hertil vil Hansen nikke til dette gode spørgsmål). Njor fortsætter med et eksempel på en forarget kollega, der ikke forstod hvorfor en mor til tre var på arbejde stadigvæk, den var jo over fire! Njor gør ikke mere ud af det, men hun nævner på et tidspunkt Behagesygen. Noget som halvdelen af jordens befolkning lider af. Og som hun langsomt er ved at vriste sig ud af og gøre hvad der passer hende. Hun nævner også Klynkeretten, for det ”går aldrig så godt at man ikke lige kan mestre lidt klynk, når man bliver spurgt, hvordan man har det.”

Her går Njor imod Hansen. For Hansens løsning er netop at tilbageerobre retten til at sætte grænser og brokke sig. Og det kvinder skal brokke sig over, er hvor hårdt det er at have fuldtidsarbejde og være mor samtidig. For det er Moderskabet og Kærligheden der tæller i Hansens verden. Vover man at opprioritere karrieren er man en ravnemoder. Og det er jo interessant at kvindefrigørelsen for Hansen i 2009 er Küche und Kinder…

Hansen overser bekvemt de spørgsmål og emner som de to tager op, og fokuserer på at de skriver skægt om det. Det er at gå med på mandschauvinismens præmisser, mener Hansen, at udstille sig selv som amatør i sit eget liv. Men det er altså bare en brevveksling og ikke tung litteratur. Den slog dog Fuga med mange hestehoveder, alene fordi jeg grinede højt af (og med) de to kvinder.

Latter regnes ellers traditionelt set for at være frigørende og forløsende, men det mener Hansen åbenbart ikke at det er i denne sammenhæng. Når Njor og Stockmann får mig og andre læsere til at grine højt, er det jo ikke kun af dem, men også af os selv. Det er sjovt fordi man kan genkende det og fordi man er lettet over at det ikke var én selv der sendte recepten mod skedesvamp med i jobansøgningen. Hvis Njor og Stockmann har fået bare én kvinde til at overveje en gang til, hvorfor hun smører endnu et lag foundation i hovedet, stresser over at en gæst får ikke-matchende bestik eller hvordan det kan være verdens undergang at barnet får en rød pølse, så er vi nået et lille stykke videre mod kvindefrigørelse. For hvis der er noget kvinder er gode til, så er det at være behagesyge perfektionister, hvilket er en meget energikrævende sygdom.

Tilsidst skal det siges at jeg sagtens kan følge Hansens kritik af det moderne liv, at det ikke er sundt at drikke meget alkohol og at der er nogle strukturer i samfundet som er med til at holde kønnene på plads. Det forekommer mig bare at være en meget ukonstruktiv måde at påpege disse brister ved at hakke på andre. Især når de endda tager netop de valg som Jette Hansen gerne vil have at de skal tage. I stedet kunne vi arbejde for bedre børnepasning, så det ikke kun tilgodeser kærnefamilier med 8-16 jobs eller nedbryde falske forestillinger om hvad en god barndom er. Et barn behøver måske ikke hjemmebagte øko-boller hver dag, ferier på Kreta eller mærketøj. Eller også trænger vi bare til at smide facaderne og grine højt af livets genvordigheder. I så fald lykkedes Stockmann og Njors mission.