Perspektiv med prosexfeminisme

Af Nina Søndergaard

Grunden til at jeg kalder mig selv for feminist, er at kvinder historisk og globalt set har været andenrangsmennesker. Kvinder har heldigvis fået lige rettigheder her, men andre steder bliver piger og kvinder stadig set som en ulykke, et uheld, et undermenneske.

 

Jeg vil have lige rettigheder for alle kvinder, så vi får en verden hvor en nyfødt pige vækker lige så meget glæde og jubel som en nyfødt dreng, hvor piger går i skole, får en tryg og god opvækst og efterfølgende arbejdsliv, selvvalgte partnere og akkurat lige så mange børn hun ønsker sig.

 

Pigefostre fravælges i stor stil i Asien, afghanske kvinder skal indhylles til de får depression, d-vitaminmangel og mandlige læger selvfølgelig ikke må tilse en fremmed kvinde, slet ikke hvis hun kommer alene hen til hospitalet. Congolesiske kvinder bliver massevoldtaget. Saudiarabiske kvinder må ikke cykle. Eller køre i bil. Eller være alene i det offentlige rum.

 

Det kan jo ikke være rigtigt. Og så længe den form for ulighed foregår er der brug for kvindekamp, feminisme og ligestillingspolitik.

 

Det er der andre typer feminister der også mener, derfor afholdt de en konference, Nordisk Forum. I Sverige, som har flest kvindelige ministre, 13 ud af 25, og i top rent ligestillingsmæssigt. Den blev altså ikke afholdt i Saudi Arabien, for der er det forbudt for kvinder at færdes uledsagede rundt.

 

Der blev til slut fremsat 63 krav. Som Lennart Kiil har fremhævet er det ganske entydigt at kravene er fra kvinder til, eller mod, mænd og regeringer der fremstår som mandsdominerede, hvilket i både Sverige og Norges tilfælde (Norge har 9 kvindelige, 9 mandlige minstre) ikke er sandt.

 

Efter endt læsning sidder jeg med et meget dårligt indtryk: Kravene er med til at fastholde forestillingen om at kvinder er det svage køn der skal have særrettigheder og hjælp til alting.

 

Dernæst er det komplet perspektiv- og proportionsløst: Nogle af verdens rigeste og mest indflydelsesrige kvinder i verdens tryggeste, mest ligestillede og velstillede lande vil have hjælp til at forbyde offerløse ikke-forbrydelser, hvilket blot ville medføre endnu mere vatindpakning af kvinder.

 

Projektet er også faretruende nær kønsessentialisme, hvor kønnet alene giver en person en ganske særlig magt og glorie. Hvorfor skal halvdelen af kommende klimaråd udgøre kvinder? Fordi de er kvinder, ikke nødvendigvis på grund af deres kompetencer.

 

Funktionshæmmede kvinder skal også have bedre vilkår, klart! mere handivenlighed overalt, men hvorfor kørestolsbrugende kvinder er så utroligt meget mere undertrykte og magtesløse end kørestolsbrugende mænd fik jeg ikke fat på. I Danmark og Sverige er de øverste ledere af handicapforbundene kvinder, kun Norge har en mand som leder af handicapforbundet på landsplan.

 

Ønsket om et sexkøbsforbud går igen mange gange, og de enkelte gange hvor tredjeverdens landes kvinder lige nævnes kobles ordet “menneskehandel” gerne på. Det er tilsyneladende umuligt at forestille sig at sexarbejde kan være et alternativ til at sygne hen af fattigdom, endsige at kvinder selv kan vælge at sælge sex eller at frihed (deres slutord) kan indebære sexarbejde.

 

Æresrelateret vold nævnes i en sætning. Det yder ikke retfærdighed for en som Ghazala. Hendes bror skød Ghazala, hvis “forbrydelse” var at forelske sig i afghanske Emal.

I afsnit 4 om vold mod kvinder og piger sammenblandes igen prostitution og vold. Som om det er mere farligt at sælge sex end at være gift med en mand. Jeg så gerne flere Grevinde Danner hjem og mere fokus på vold mod kvinder – både på deres arbejdsplads og derhjemme, men hvordan “skyld og skam skal bekæmpes” ved at forbyde prostitution forstår jeg ikke. Eller mere præcist, at forbyde onde mænd at købe sex af kvinder, der i Sverige gerne må sælge sex og betale moms og skat som prostituerede, mens mænd skal tage ansvar for kvindernes manglende evne til at tage vare på eget liv.

 

Her tager jeg et punkt op, der på sin egen uklare facon viser at disse nordiske feminister hverken taler eller tænker på mine vegne. Min oversættelse.

 

Punkt 8.1 “De nordiske regeringer skal opstille tydelige mål for kvinders reelle muligheder for at være medborgere med opmærksomhed på udsatte gruppers behov og indsatser. Myndigheder prioriterer arbejde med nethad og chikanering af kvindelige politikere og andre kvinder i offentligheden.”

 

Hvilke grupper der er udsatte står uklart, for det defineres ikke. Hvis man ser på Danmark, defineres sexarbejdere som udsatte, men deres forsøg at skaffe sig indflydelse på lovgivning og det ‘hjælpe’-apparat de hører under, er forsøgt saboteret flere gange af netop en af hovedarrangørerne, nemlig Kvinderådet. Den næste sætning er vist ikke helt færdig, men nethad (trolling), altså vrisne kommentarer på blogge og sociale medier er åbenbart en af de største trusler Norden kender mod kvinder. Jeg går stærkt ind for god tone, men ytringsfriheden går altså forud for retten til at stå uimodsagt, hvilket tydeligvis er det disse nordiske feminister drømmer om.

 

At de heller ikke kan forestille sig at de andre uden videre modstand og brok  vil lade sig bestemme over, er skræmmende.

 

Chikane, mord, vold, overfald og injurier er allerede forbudt. Hvad forbud med forbud skal gavne er uklart. Endnu en gang er det forbudsliderlighed der viser sit grimme ansigt, samtidig med at kvinder igen fremstilles som svage væsner der hverken kan svare igen, forsvare sine synspunkter eller tåle den mindste smule modstand.
Slutteligt er jeg overrasket over at kvindelige politikere og andre kvinder i offentligheden nævnes i samme gruppe som udsatte – men med mere end dobbelt så mange ord: Feministerne kan godt forholde sig til kvinder i offentligheden (de er der jo selv!), men ikke til den uklare suppe af de andre, de udsatte, dem vi ikke behøver at definere eller inddrage i diskussionen, men blot kan nævne for den gode rare selvfølelses skyld.

Hvis de mente dét med frihed, så er det ikke vejen frem med 63 krav, flere kvindekvoter og at fratage kvinder et erhverv med henvisning til hendes køn. Flere rettigheder, også til sexarbejdere, mere oplysning og uddannelse til alle og mindre formynderi, ja tak.