Kvinder er ikke dumme, fordi de er sexede

Kvinder, der er sexede, er i mange år blevet fremstillet som enten dumme eller psykisk syge, i hvert fald ude af stand til at tage vare på sig selv. På den måde er kvindens seksuelle subjekt blevet skrevet ud af den seksuelle fortælling, og kvinden har udelukkende fungeret som objekt for mandens ensidige begær.

Også denne fortælling er det feminismens opgave at gøre op med. Men hvor det i mine øjne ville være et naturligt mål at bevise, at kvinder, der er sexede, ikke er dumme, har man i den traditionelt fremtrædende feminisme forfulgt et andet mål som løsning på problemet: Kvinder må ikke være sexede.

På den måde kan kvinden så tages seriøst af manden (og af andre kvinder), fordi hun ikke længere giver associationer til seksualitet og dermed dumhed, synes logikken at være. Men prisen, der betales, er høj: Kvinden har på den måde måtte afgive retten til sin seksualitet.

Den traditionelle feminisme har altså resigneret og accepteret, at kvindens seksualitet tilhører manden, og kvindens eneste modsvar er at frarøve manden denne ejendom, ikke at påkræve den selv.

Men hvorfor?

Jeg kan forstå, at der har været et behov for at bryde med den snævre fortælling om kvinden som uvildigt sexobjekt. Det har været nødvendigt at illustrere, at kvinder altså kan være andet end smukke og sexede, og dette har sågar nok krævet en kedeldragt og et buzzcut som oprør, men jeg synes, det er på tide, vi smider uniformerne og i stedet viser, at vi kan være sexede på vores egne betingelser.

Hvis vi skræpper op om nedværdigelse, hver gang, der dukker en kavalergang op på tv (uanset konteksten),  fastlåser vi kvinden i dikotomien ’aseksuel og værdig’ kontra ’seksuel og uværdig’. Denne opdeling er  fuldstændig lige så begrænsende og i virkeligheden komplet i tråd med de snævre roller, patriarkatet udstyrede os med i første omgang.

Målet må være, at man som kvinde kan handle i overensstemmelse med sin seksualitet, uden at det skal være på bekostning af social status. Hvis man ikke ønsker eksempelvis at sende seksuelle signaler med sin påklædning, skal man være fri til at fravælge det, ligesom man skal være fri til at vælge det til, hvis man, som jeg eksempelvis gør, føler det som en del af sin seksualitet.

Det er på tide, vi som kvinder tager vores seksualitet tilbage og erklærer, at vi nægter at spille på patriarkatets opkridtede bane, men i stedet  vil tegne vores egen – helt som vi har lyst til at have den.

En opfordring

I anledning af den store tilkomst af nye læsere i disse dage, vil vi her på bloggen bringe en opfordring til dem af jer, der går med en skribent i maven. Vi tager meget gerne imod gæsteindlæg. Du behøver ikke definere dig selv som prosex-feminist; du kan bare gå med nogle tanker om køn, seksualitet og feminisme, som du har lyst til at diskutere med andre.

Vores erklærede mål med denne blog er at skabe mere rum til divergerende holdninger inden for feminisme (deraf feminismer), da vi oplever, at store dele af det feministiske landskab er præget af en ”vær enig eller hod kæft”-stemning, som er dræbende for debat. Vi mener, man godt kan have samme mål, samtidig med, man diskuterer, hvordan man bedst når målet.

Du er altså meget velkommen til at sende os et indlæg samt et par linjer om dig selv. Du kan godt være anonym. Skriv til: prosexfeminisme@gmail.com

“Feminister elsker da sex” – en artikel om prosex-feminisme

I dagens politiken har Camilla Stockmann m.fl. lavet et portæt af nye feministiske bevægelser i skandinavien, med fokus på prosex-feminisme. I artiklen interviewes bl.a. Nina Søndergaard fra nærværende blog.

Artiklen kan læses her: http://politiken.dk/kultur/kunst/article864277.ece

“Vi bør frelse os fra offergørelsen. Jeg synes, det er meget ubehageligt, at man pådutter 50 procent af verdens befolkning at være offer, fordi de har æggestokke og kromosomer, der engang betød, at de blev betegnet som det svage køn.”

– Nina Søndergaard