af Nina Søndergaard
Kvindehistorie (modstykket til mandehistorie), nu med kompleksitet. Det er nemt at fortælle en historie om at førhen var kvinder undertrykte stakler, men så gik det fremad og nu, nu, er der ligestilling. Det er ikke altid helt rigtigt, her følger et par punktnedslag i kvindehistorien.
Kvinder med kniv
Kvinder gik førhen (vist fra vikingetid og indtil ca. 1700) med kniv. Det gjorde alle inden gaflen blev udbredt. Man havde en spids kniv på sig og tog den frem ved spisetid: Man skar en tyk skive brød som fungerede som tallerken, og så skar og stangede man kød og grønt med kniven. Nå ja, de fleste havde også en ske på sig, men kniven blev vist (fore)trukket i pressede situationer, som da en kvinde henne i 1500-tallet blev sur over sin dom. I selve retssalen drog hun sin kniv og stak en mand ned.
Overgrebsmænd er givetvis blevet stukket ned med madkniven. En wannabe voldtægtsforbryder har fået med kniven, og så kom den sag ikke frem for dagen. Voldtægt kunne, indtil 1933, medføre dødsstraf og der er faktisk mænd, der blevet henrettede for voldtægt.
Voldelige kvinder
Samfundet var ubegribelig voldeligt indtil så’n ca, 1750, hvor mere fredelige samværsformer vandt indpas (i takt med at brændevin blev udskiftet med kaffe!). Kvinder stak hinanden lussinger og kom i håndgemæng i kirken – især over rangrækkefølge, skal smedens kone have en finere plads end tømrerens?
I 1693 blev en kvinde dømt for vold mod sin tjenestepige, man måtte godt give éns underordnede en kindhest, men ikke give dem næseblod, give utallige blå mærker og slå så tjenestepigens ‘hoved ophovnede og blev fuld af knuder’.
I 1585 sværdfægtede to mænd. Den enes hustru blev vild af raseri, tog en skovl og gik løs på sin mands modstander, der huggede hendes ene hånd af. Dét lod hun sig ikke standse af i første ombæring og slog løs på ham.
Stærke kvinder
Førhen var mange kvinder rent faktisk fysisk stærke, i hvert fald de lavere klassers kvindfolk. De fik lige fra barnsben lov til at hente vand, noget af det tungeste arbejde dagligdagen kan byde på. At malke, muge og slæbe foder er heller ikke let. Tøjvask var en temmelig tung omgang og inden barnevognen skulle de små også bæres.
Mange gamle billeder viser kvindelige overklasseløg, der ikke behøvede at udvikle en stærk core eller solide biceps.
Umyndige kvinder med egen virksomhed
Kvinden var formelt set underlagt manden, som biblen fastslog. Men. Dronning Margrethe den første regerede rent faktisk og der var masser af godsejerfruer, der først byggede og siden forvaltede godset. De køber og sælger korn, kvæg og jord, de ansætter og fyrer folk, laver regnskab, betaler skat o.s.v.
Faktisk trumfede klasse køn. Indtil 1660 beholdt en adelskvinde sit fødenavn i ægteskabet, komplet med sit våbenskjold og arveret til forældrenes gods. Fik hun ikke børn med sin mand, gik hendes arv tilbage til hendes familie, ikke til mandens.
Lige siden middelalderen har der været masser af ‘sælgekoner’. Restaurationsbranchen har, så langt kilderne rækker, også budt på mange kvinder: Ølkoner, barmutre og bryggersker.
Kvinder var ofte medhjælpende hustruer i deres mands forretning eller værksted, og selvom hun sådan set skulle være gift igen for at drive virksomheden, var der mange enlige enker der drev virksomhed. I løbet af 1700-tallet kunne en hustru også have egen selvstændig forretning, og altså ikke være ansat af sin mand.
Før næringsfrihedsloven af 1857 var der i København i 1855 levede 9801 kvinder af industri og 1014 levede af handel, henholdsvis 22,6 % og 14,6 % af de industridrivende og handlende. Der var 4.790 syersker, 175 kvindelige modehandlere og 3 mandlige modehandlere. 10 kvindelige bogbindere, 38 kvindelige bagere, 31 kvindelige brændevinsbrændere, 29 kvindelige snedkere, 63 kvindelige skomagere. 69 lærerinder samt 20 kvindelige hjælpelærere.
Kvinder som fødemaskiner
Mjar, nogle var, og dem kan vi også huske. Dels fordi de stod ud fra normen, som i 1800-tallet var to-fire børn, dels fordi de fik jo børn som kunne skrive slægtshistorie om dem. De barnløse kvinder udgjorde godt 30 % af alle kvinder – 10 % blev aldrig gift og af ægteskaberne var ca. 20 % barnløse.
Frugtbare kvinder kan i princippet få et barn hvert eller hvert andet år, men det var faktisk kun et fåtal der nåede op på det niveau. I 1737 klagede en økonom (mandlig, selvfølgelig) over at danske kvinder åbenbart brugte ‘skøgemidler’, altså prævention, og undlod dermed at mangfoldiggøre sig og gøre kongen rig på folk… Måske har nogle kvinder gjort som ægypterne og brugt en citronskal som livmoderhætte? Offentlige fruentimmere havde fra 1874 og frem ofte pessar, lavet af gummi.
I hvert fald var en gennemsnitlig dansk husstandsstørrelse 4,25 personer i 1850. Bevares, børnedødeligheden var også forfærdende høj og det er et gennemsnit, dækkende over store individuelle forskelle, men det er stadig kun to-fire børn ikke ti.
Kilder:
Gold, Carol: Women in Business in Early Modern Copenhagen, 1740–1835
Jacobsen, Grethe & Ninna Jørgensen (red.): Kvindernes renæssance og reformation
Kragh-Nielsen, Niels H: Straffet på livet – Henrettelser i Danmark 1537-1892
Prosex-feminisme 
Skriv en kommentar