Misforhold

Af Nina Søndergaard

Når jeg syntes det var en god idé og værd at komme ud af det polyamourøse skab, så er der flere grunde. Dels er det jo altid dejligt med endnu flere fæller og venner, the more the merrier! Dels mener jeg at polyamori kan mane til eftertanke og afføde reflektioner som jeg mener alle burde have over deres eget liv og kærlighed. Om de vælger det ene eller andet er mig ligegyldigt, men hvis jeg har været så heldig at dryppe lidt eftertænksomhed ind i folk, så er min mission fuldført.

Når man ser tingene fra sidelinjen som jeg gør, så er der nogle misforhold der falder i øjnene. Der er en række betingelser vi og samfundet sætter op for vores kærlighedsliv, og de kan være modstridende og ret besværlige at manøvrere rundt i. Her sætter jeg nogle begreber op, som er styrende for vores opfattelse af kærlighed og sætter fokus på at de to størrelser kan konflikte med hinanden.

 

Tosomhedsidealet og virkeligheden

Det har slået mig hvor meget idéen om og fremstillingen af tosomheden fylder i medierne og i hovederne på folk, når virkeligheden desværre ser anderledes ud. Der er stort set kun to glade mennesker i film, reklamer og forsider. Nu kan det måske godt være to glade personer af samme køn, men én glad eller flere glade…?

I virkeligheden lever flere og flere mennesker alene, og 40 % af alle ægteskaber ender med skilsmisse. Det er ikke entydigt skidt at folk nu bliver skilt, fremfor at leve glædesløst eller med vold og misbrug. Men vi har stadig en idé om at voksne mennesker skal have én anden partner, tosomhed er vores default setting og de andre er modpolen og hedder “singler” eller “enlige”.

Der er mange der ikke rigtig kan finde sig til rette med hverken parforholdet eller aleneheden, og har kan polyamorien måske være et bud.

 

Forelskelse og monogami

Nu om stunder mener vi at et ægteskab skal være mellem to, og kun to, forelskede personer der har valgt hinanden med hjertet. Det er dejligt og det er en smuk tanke, men som bekendt holder forelskelsen op på et tidspunkt. Og hvad så?

Kravet om monogami siger at de to skal blive sammen, uden at lukke andre ind. Det kan koste ægteskabet at blive forelsket i en anden. Og hvad så?

Polyamoriens bud på en mulig udgang er at fastholde ægteskabet, men at blive og være forelsket i en tredje, samtidig med at den første tosomhed kører videre. Det er, trods manges forundring faktisk muligt, og det kan være et alternativ til den serielle monogami, hvor hver forelskelse er enden på det gamle forhold og begyndelsen på et nyt.

Forelskelse og livslange forhold

Forelskelser varer, ligesom depressioner, højest halvandet år og oftest kun uger eller måneder. Det ved vi alle sammen godt, men forelskelsens rus af hjernekemiske trylle- og lykkestoffer gør os afhængige og mange søger derfor forelskelsen igen og igen. Denne interne kokainrus hænger meget dårligt sammen med idealet, nej kravet, om livslange forhold.

Den gamle løsning var at nedtone forelskelsen, som man anerkendte eksistensen af, men som slet ikke blev anset som godt og det eneste saliggørende. Det var tilladeligt og endda fint, hvis to gifte personer blev forelskede i hinanden, men intet krav. Det var måske lidt naragtigt at være forelsket, og intet at regne for glæden ved et langt ægteskab. Der gennemsnitligt varede i femten år.

Idag er kravet til de to gifte at de er, eller i hvert fald har været, smaskforelskede. Og de to kan, når de bliver gift i en alder af nogle-og-30 år få mange, mange år sammen.

Det kan være en klaustrofobisk tanke, og mange vælger at blive skilt og opleve nye forelskelser. Ofte med en skygge af skyldfølelse og nederlag over ikke at kunne få de to modstridende krav om evig forelskelse til at hænge sammen med et livsvarigt forhold.

Igen kan polyamorien være et bud på at forelskelser, også i helt andre, kan få plads i livet som tilvalg og et ekstra gode, ikke på bekostning af andre. Den andens glæde kan nemlig også smitte og give medglæde.

Store følelser og skemaer

Den romantiske kærlighed indebærer store følelser, stormfulde højder, ubændighed og foragt for samfundets smålige regler. Det kan derfor komme til at knibe en kende at få denne enorme følelsesfuldhed stoppet ned i de kasser der sandelig også findes til kærligheden.

Her taler jeg ikke bare om at monogamien kun har én kasse, og at man kun kan og skal elske én og ikke flere på samme tid, men om de regler kærlighedsforløb skal følge.

Suzanne Brøggers essay ”Den allersidste tango” i ”Fri os fra kærligheden” kredser om disse regler. Tangoen er som en dødedans siger hun. ”Det er et mekanisk ritual ligesom den romantiske kærlighed, der holder andre mennesker ude.” Hun mente der var regler for kærlighed, og at alle andre fastsatte reglerne.

Et forløb skal være som følger: To mennesker møder hinanden, de skal fatte godhed for hinanden og så skal forelskelsen bygges op.

De skal ud at spise og drikke rødvin, de skal i biografen, de skal kysse og måske også have sex. (Allerede her kan det være så komplekst at det falder til jorden: Må man knalde på første date? Hvem ringer først – endnu en forvirring for homoer, når nu de heller ikke kan sige at det er manden der skal jagte… Hvad skal man spise og hvem skal betale? Hvordan skal man sige til den anden, at vedkommende boller dårligt? Hvorfor vil den anden kun se komedier, når nu man længes efter franske kunstfilm?)

Efter et par måneder skal forældrene have besked, kæresten skal præsenteres for vennerne. Efter endnu et par måneder skal man flytte sammen, og et par et sted i 30’erne skal så have børn. Man skal tage på ferie sammen, men have hver sin arbejdsplads.

For heteroer er der endnu et sæt regler der handler om forvaltningen af køn og kønsroller. Manden skal stadig helst tjene mere, tilgengæld skal kvinden have bløde værdier og tage en lang barsel for at vise at hun ikke vægter sin karriere over sine børn. Kvinder må godt have bukser på og gå uden makeup, men mænd må sandelig ikke gå i nederdel eller tage mascara på på arbejde. Det er også bedst hvis manden ser fodbold, mens hun er ude med sine heteroveninder.

Hvis du grinede, var det måske en Homer Simpson-latter: It’s funny cuz it’s true. Men alle der ikke har passet ned i de fine kasser ved at det kan være ret besværligt ikke at drikke rødvin, ikke at ville bo sammen, men måske have en butik i fællesskab. Det er mærkeligt og måske slet ikke sand kærlighed…

Forhold og tavshed

Alt det ovennævnte har en præmis: Stiltiende samtykke. Det ligger implicit. Det ved man da og sådan er det bare.

Der er også axiomer og slogans der hylder tavsheden: Tale er sølv, men tavshed guld. Forhold er private. Man kan snakke tingene ihjel. Den anden behøver ikke at vide alt. Kærligheden er et spil. Det er sundt at holde hemmeligheder for hinanden.

–          Det er også skønt når det bare kører, og det kan jeg unde alle, men nogle gange kører det ikke. Overhovedet ikke. Og så kan det være at en samtale kan om ikke løse problemet, så løsne op. Samtaler kan afstemme forventninger, udrede misforståelser og gøre parterne trygge og frie.

Beskyttelsen af sit privatliv er fuldt forståelig, og mit hippieråd handler heller ikke om at alle skal snakke mere med alle om deres private forhold, men at dækket nogle gange også kommer i vejen for en åbenhed i forholdet. Mange skjuler meget for deres partner af frygt og forlegenhed, og dermed bliver det måske mindre tosomhed end to gange ensomhed.

Den store modstand jeg har mødt mod mere samtale er forunderlig. Det har givetvis noget at gøre med de forskellige erfaringer vi gør os. Jeg har stort set kun møde glæde, varme, frihed, tillid, tryghed og forståelse i mine samtaler. Andre er måske blevet afvist, bange, vrede og sårede. Men tilhængerne af (total) tavshed skylder mig en forklaring på hvordan de fx fik deres arbejde og eventuel lønsforhøjelse – ved at tænke sig til det? Og de skal vise at samtaleterapi overhovedet ikke nytter. For hvis folk har kunnet komme igennem de værste traumer over krig, psykoser og voldtægt gennem samtaler, så tror jeg også at samtale mellem elskende har en chance.