Hyldest til alle Ama’rpi’r

Af Nina Søndergaard

Tak til alle amagertøser derude. Tak fordi I deler jeres smukke krop så gavmildt med os. Tak fordi I ikke skammer jer over jeres krop. Tak for jeres sexede styrke.

Med amagertøser mener jeg alle kvinder i alderen 12-50, der går i kropsnært tøj og som ofte viser temmelig meget hud. Amagertøs har intet med om man kommer fra Amager eller ej, ej heller har det nødvendigvis noget med socialklasse at gøre. Amagertøser kan stamme fra Amman, Amerika, Abuja, Aceh. Amagertøser fåes i alle hudfarver.

Amagerpiger er ofte stærkt pyntede, har bling smykker, dristige tatoveringer, hår der er gjort en masse ved (ikke nogle naturlige høstakke her), går i imponerende stramme hvide jeans, lige lovlig korte kjoler og har tit tre kilo makeup på.

De er meget populære at pege fingre ad og rakke ned på. Det sker så tit, at der sikkert er nogle læsere der i tvivl om jeg mener denne hyldest, og det gør jeg.

Som prosexfeminist mener jeg at det er deres selvfølgelige ret at klæde og udsmykke sig som de vil. Uanset hvilke bevæggrunde de end bliver skudt i deres højhælede sko.

Som biseksuel kvinde er det mig en stor glæde, nogle gange på sådan en lidt suspekt gammel gris-agtig måde, at se deres vidunderlige kroppe som de stiller til skue og beundring. Her forstår jeg fuldt ud heteromænd: Kvindekroppen er smuk og skøn at skue, og det er dejligt at få lov til det. (Desværre er mange amartøzer ramt af heteroseksualitet og heteronormer, så jeg nøjes bare med at kigge lidt. Diskret).

Nogle af dem slår mig som toppunkterne af kvindelighed: Jeg har som klodset, grim ælling i fodformede sko, praktisk og varmt tøj og med rygsæk på, tit beundret dem når de kom valsende forbi med store øreringe, smarte tasker, usandsynligt høje sko, lækkert hår, pæne lange negle (hvordan gør de det?!) og en duft af pige efter sig.

Men selvglæde, selvtilfredshed og høj erotisk kapital er meget ildeset her. Vi lader til at mene at kvinder ikke bør fixe sine medfødte mangler, stille alt for meget hud til skue eller gøre alt for meget ud af sit udseende.

Og det er jo en kedelig idé. Om man deler min begejstring for amagerpigernes æstetik er underordnet. Pointen er at de er kvinder der meget aktivt og højlydt forvalter deres erotiske kapital – de er stolte af deres krop og er ikke bange for at vise den frem. Den attitude er der desværre alt for lidt af, hvilket er forståeligt, når man ser hvordan amagertøser bliver svinet til.

En typisk indvending er at de blot overtager pornoæstestikken, de hopper med på patriarkatets vogn og gør sig til ”for mændenes skyld”. At meget nutidigt porno er skåret over en Pamela Anderson-læst viser blot at det er populært, intet andet. At popularitet så kan anses som et bevis på lav intelligens er jo blot et surt påfund fra elitært hold…

Naturlighedsargumenterne er næsten for ringe til at jeg gider at gendrive dem her, men nøjes blot med at skrive, at alle personer der ikke er stærkt handicappede vælger noget om deres udseende: Man vælger selv at tage Aldi-bukser på, ikke at skifte brillestel i 10 år, ikke at blive klippet ordentligt, ikke at gå på gaden iført balletskørt og bikinitop. Det er måske grimme, tidsbesparende og trygge valg, men det er valg og dermed udtryk for en vilje og æstetik i ikke mindre grad end amagertøsernes.

Den sidste indvending kan jeg delvis være med på, det er synd hvis ikke hun SELV får noget ud af det eller føler sig veltilpas. Men gør hun det, har jeg intet at indvende. Finten er nemlig det er et feedback-loop: Hun ser tiltrækkende ud: Hun får opmærksomhed, ros og højst sandsynligt sex på grund af sit udseende. Det er dejlige skulderklap (som vi alle har brug for) og det øger selvtilliden og sexetheden og så fremdeles. Det er en positiv spiral jeg under alle at komme ind i, hvad enten de selv vil ligne en amagertøs eller ej…

Min taknemmelighed handler ikke om hvorvidt jeg selv vil gå klædt som dem, eller om den pågældende stil er et eksempel til efterfølgelse, det handler om at amagertøser deler generøst ud af deres skønhed og seksualitet og dét takker jeg dem for.

En prosexfeminist slår til lyd for aseksualitet!

Af Nina Søndergaard

Aseksuelle mennesker findes. Selvfølgelig er der mennesker der praktisk taget ikke har nogen seksualdrift. Hvis man kan tænde på de særeste ting (bryster, balloner, bæ, briller), kan man selvfølgelig også IKKE tænde på noget. Men samfundet er parat til at fordømme og forkertse alt og alle der drister sig udenfor de meget snævre normer. (Aseksuel er selvfølgelig også noget man kan blive, ligesom dét at være hetero nu ikke garanterer mod en senere biseksualitet).

Sex siger ikke alle lige meget, måske er det nok at bare ligge i ske, måske er et enkelt håndtryk alt rigeligt. Jeg vil til hver en tid kæmpe for at alle får det lykkeligst mulige liv, og den nemmeste måde at opnå dét på er gennem samtale og forståelse.

Det smerter mig meget at læse om folk der ikke gider at have sex, men synes de bliver nødt til det. Hvis éns partner har mere lyst må man tale sig til rette om en ordning, – som på alle andre områder hvor vi støder på ønsker og behov der ikke matcher vore egne 100 %.

Dét er der heldigvis intet nyt i at sige (selvom det dårligt kan siges tit nok). Det er dybt set en fjollet tanke at vi overhovedet skal have en partner for at opnå det gode liv. Eller at vi absolut skal tænde på vores livsledsager(ske), dén vi har børn med, vores bedste ven(inde).

Hvem i alverden fandt på dét? Det er jo et helt absurd krav der er med til at gøre ægteskab en ”ekstremsport for tosser”. Hvad er det for nogle rigide normer at sætte? Hvor stift kan man opfatte seksualitet, kærlighed og venskab? Tsk tsk siger jeg bare.

Der er sikkert læsere der er skuffede nu: Jeg er lige nu biseksuel og polyamourøs – det lyder saftigt og sexet, og så siger jeg bare at det er helt fint ikke at have sex… Men der er flere grunde til at jeg føler trang til at forsvare aseksualitet. Det er en form for seksualitet der er i mindretal og som tilmed knap bliver taget alvorligt. Det har jeg svært ved at døje, både som seksualpolitiker og som privatperson der har sat sig ud over samfundets normer. Og disse normer er bare meget snævre, og det kræver mod og opbakning ikke at leve op til dem.

Hvad nu hvis det var helt i orden at bare bo sammen med sin bedste ven og livsvidne? Måske sove i ske i dobbeltsengen, men ellers ikke have sex sammen? At udlicitere sex til andre, hvad enten det er en sexarbejder en gang om året eller et par elskere eller tre kærester? Eller bo alene, kæresteløs, uden at velmenende mennesker prøver på at få én ud af skabet…

Igen. Jeg er glad for al den glæde voksne mennesker kan finde sammen og få ud af hinanden, og hvis et ægtepar kan holde gnisten ved lige i alle 50+ år de har sammen er det smukt. Men fratager det virkelig noget af det skønne og vidunderlige to (eller flere) mennesker kan dele, at man ikke absolut skal dele alt, heriblandt sex? Kan et ægteskab ikke også være godt og stærkt helt uden sex? Kan et liv ikke være smukt og dejligt alene?

Forsvar for sexede dukker

Af Nina Søndergaard

Det er altid synd for børn og sidste skud på stammen af endeløse bekymringer over børns ve og vel er ”Clawdeen Wolf’s Monster High”, der ligner en Bratz-dukke på en prik, men som i virkeligheden er en varulv og derfor skal barberes hver dag for ikke at blive afsløret blandt mennesker. (Opfindsomt!)

Næsten 78 % af Ekstra Bladets læsere mente (2011.3.10) at de moderne pigedukker giver et forkert billede af skønhed og psykologer, pædagoger og forældre ærgrer sig om kap over hvilket fordærv dukkerne leder ungdommen i.

Nu er det naturligvis dejlig nemt for en barnløs at pege fingre af børneopdragelse, men jeg vil gerne ærgre mig over ærgrelsen! Jeg er lunken ved både selve dukkerne og moden nu til dags og jeg kan såmænd godt forstå hvis lille Emma-Amalie ikke må få g-strengs trusser på i nulte klasse.

Men. Hvorfor er det nu lige at unger gerne må lege med voksen-ting i miniformat, sålænge der ikke er sex i horisonten?

Virkelig meget legetøj er en forberedelse til voksenlivet og der er ikke ret mange mennesker, der alvorligt mener at det er skadeligt for børn at lege med legetøjsbiler (så de kan blive køreskolelærere?), bondegårdsdyr (kommende svineproducenter?) eller ’børnenes postkontor’ (så de kan blive gode borgere der betaler til tiden og husker at komme godt med porto på posten?). Men sex skal altså med vold og magt holdes ude af legen: Små piger må endelig ikke lære at forhøje eller forvalte deres erotiske kapital, men forventes at være komplet aseksuelle væsener indtil deres 15-års fødselsdag?

Jeg er queer nok til at være skeptisk overfor stærkt kønsstereotypt legetøj: At piger får babydukker, så de kan lære at blive gode mødre – drenge får plasticpistoler så de kan lære at blive gode mordere… Men her vender jeg mig imod den komplette disneyficering af barndommen, hvor kønsorganer ikke findes og det sex som vi stort set alle er kommet af, er strengt forbudt. Og her mener jeg selvfølgelig det sex børn selv putter ind i legen, ikke det som pædofile påtvinger børn.

Fra oplysningstiden og frem har der været en stærk bevægelse i borgerskabet om at reservere barndommen til leg, glæde og aseksuel ansvarsløshed. Inden da var barndommen ikke rigtig anset som en helt speciel periode i livet, groft sagt skulle langt de fleste børn arbejde med det de nu evnede så snart de kunne. Børn fik deres del af afstraffelse, disciplinering og blev næppe forskånet for at høre sjofle vitser eller at se mennesker og andre dyr parre sig.

Men alt det blev lavet om, folkeeventyrenes ofte ret utilslørede erotiske karakter blev rensede for sex, og så fik man eventyr til børn. Børn fik særligt tøj på og skulle bruge krudt på at lære og løbe og lege, fremfor at knokle løs på gården, fabrikker eller i miner. Det er jeg selvfølgelig glad for, og det her er ikke bagstræb eller længsel efter de ”gode” gamle dage, men blot en påpegelse af at vi måske er gået lige vidt nok i bestræbelserne på at gøre barndommens land til totalt aseksuelt område.

Hvis vi gerne vil have at vores unger vokser op og bliver hele mennesker, og dermed forhåbentligt også gode kærester for deres kommende partnere, så er det måske ikke helt heldigt at fjerne sex aldeles fra deres mentale kort over verden.

Det kunne være at vi i stedet skulle lade ungerne lege løs med sexede dukker og  legetøjsstetoskoper og i øvrigt fortælle dem om sex og de glæder og farer erotikken byder på, fremfor at bare vrisse ”fy fy skamme, det måååå du ikke!”