Reklame for Samtalen om Sex

Af Nina Søndergaard

Karina Kehlet Lins: Samtalen om sex, Hans Reitzels forlag, 2018. 250 DKK.

Forfatter og psykolog Karina Kehlet Lins har begået en meget fin, letlæst, lækker, sjov, klog og inspirerende bog om at behandlere overalt i sundhedssystemet bør få gang i samtalen om sex. Det kan jeg naturligvis kun støtte helhjertet op om.

Hendes påstand om at samtalen om sex i den grad mangler, er pr. definition svær at bevise. (Lytte med ved alle konsulationer og psykologtimer? Nej vel). Så gik jeg på uvidenskabelig manér på et større folkebibliotek for at se på bøgerne der.

Ud af omtrent en hyldemeter bøger (under 61.37) var hun den eneste psykolog, der havde skrevet om sex. To filosoffer, tre læger, en sygeplejerske, en jordemoder, en akupunktør, en fisseslikker og resten var forfattere og sexologer af alskens art.

Sygeplejebøgerne havde titler á la ‘den gode samtale’ og ‘om åndelighed i sygepleje’, men ingen af bibliotekets smallere bøger nævnte sex eller erotik. Sygeplejebogen i 3 tykke bind, mere end 1000 sider, har ti udmærkede sider om seksualitet i sygepleje. Og tredive sider om vandladning.

Derudover har jeg hørt en sosu-assistent, en jordemoder og en sygeplejerske sige at de er blevet direkte instrueret i at ikke skrive noget om seksualitet i patienternes journal. Det er ellers et lovkrav. Der er tolv punkter på tjeklisten, og der skal i alle fald skrives at der er taget stilling til et punkt. Men punkt nummer otte udfyldes sjældent: “Seksualitet, f. eks. samlivsforstyrrelser som følge af sygdom eller lægemidler.” Jeg tvivler på at næste punkt om smerte i samme grad springes let og elegant henover.

Bevares, det her kan afskrives som løse rygter og hörensagen, men for mig ligner det mangel på omsorg for den erotiske side af livet. Det er trist at vi stadig ikke helt tør anerkende seksualiteten som en del af et helt, komplekst og godt liv, og at sygdom og svækkelse sættes lig aseksualitet.

Jeg tillader mig at håbe at bogen her kan bringe os et lille skridt videre mod en mere rummelig og skamfri opfattelse af sex.

Note: Facebook vil afsløre at jeg er så heldig at være venner med Kehlet Lins. Derfor er dette en oprigtigt ment reklame og ikke en anmeldelse.

Anmeldelse af Himlen under Jorden

Af Nina Søndergaard

 

Niels Lyngsø: Himlen under Jorden, Gyldendal 2016, roman

 

Plottet er lige til at få gymnasiale mareridt af at skulle gengive: Hovedpersonen leder efter Bartmaan (Bartvrouw!). Samtidig leder hendes halvbroder efter hovedpersonen. Det foregår i Paris’ undergrund, i Schweiz, i Skovlunde, i 2009 og 1965, 1985. Det er omtrent lige så snirklet som de underjordiske gange der bliver beskrevet smukt i bogen.

Det handler om kvinder, kollektiver, sex, sidespring, skam, samkønnede forhold og S/M. Og mere til!

Når man som jeg mestendels læser faglitteratur er det dejligt at bogen er så nørdet. Man bliver klogere af at læse den, det meste er skam sandt som i det-mener-videnskaben-på-nuværende-tidspunkt-er-rigtigt.

Det er godt og opbyggeligt, for Lyngsø har tydeligvis noget på hjerte. Det er en moralsk bog, han vil fortælle os noget, oplyse og opløfte os og ikke blot komme med mere eller mindre slatne, banale hverdagsbetragtninger der ikke rokker ved noget. Det monolitiske monogame parforhold får nogle gevaldige slag. Demonteringen af tosomheden er ikke komplet eller kærlighedsforladt, der er nok af tvetydigheder at tænke over.

Persongalleriet er mindst lige så kringlet og komplekst som katakomberne. Her er noget for næsten enhver, uanset hudfarve, køn eller seksualitet. Den kvindelige hovedperson er en antropolog af arabisk afstamning, hun dyrker parkour, snaver mænd og kvinder i gulvet og er en storbysnob der holder af stilheden. Men hey andet kunne dårligt passe: Hendes fader er en dansk ingeniør, komplet med børnehadende ordenssans, snorlige skilning, mangelfulde sociale og sproglige kompetencer, men med en dragende, kølig mystik og storslået evne til at dominere. Sådan! Kompleksiteten folder sig lige så langsomt ud, altså får læseren tid til at tro på personerne.

Den er fængende og tankevækkende og har givet mig uventet lyst til at se mere på hulemalerier: Anbefalet!

 

Sugardating – intet nyt under solen

af Nina Søndergaard

Medierne har atter fået øjnene op for sugardating, transaktionel sex, gråzoneprostitution eller sex for shopping.

Kært barn har mange navne, men hvad end man kalder knald for kontanter er det 1) et gammelt fænomen. 2) Altid noget umådeligt svineri, hvor der er et offer og en skurk – men hvem der er hvem er ikke altid klart. 3) I erkendelse af at det er svært at styre seksualitet og pengestrømme kan platformen altid mistænkeliggøres. 4) Kvinders forbrug er altid mistænkeligt. 5) Jeg er ikke moralist, men. Der hersker altid en idé om romantisk, fri, lige og jævnbyrdig kærlighed og den rette form for sex.

 

1. I 1800-hvidkål

-Var gråzoneprostitution også noget der diskuteredes. Tøser solgte kys for hårbånd. Utallige kvinder supplerede deres indtjening ved lejlighedsvis sexsalg – kaldet hemmelig prostitution. Dengang var der to lejre: Dem der mente at alt sexsalg skulle reguleres, dem der mente at det skulle udryddes og forbydes. De to fløje var dog enige om at det var et stort problem.

 

2. Det er synd for hende/ham/samfundet/mig

Prostitutionsmodstandere argumenterer stort set altid udfra en offervinkel. Prostitution er synd for nogen, men at magtbalancen i forholdet mellem sex og penge ikke er entydig eller nem at fastholde, ses af at den enkelte modstander roder rundt i hvem det er synd for.

I artiklen “Om offentlige fruentimre i Kjøbenhavn” fra 1837 er både sørgeligt at prostitution findes, og trist at “svage Fruentimre blive Ofre for Forførelse” – og et skændigt og foragteligt skørlevned. I 1800 ansås kunderne som både håbefulde, dydige yndlinge og nedrige, ryggesløse skabninger der udnyttede kvinder – der spredte ulykke til hele samfundet i kraft af deres sexsalg.

Den skizofrene splittelse mellem at ville frelse de stakkels kvinder fra prostitutionens svøbe og samtidig se ned på “fissehullerne” er altså meget ældre end Anne-Grethe Bjarup Riis.

Nu fremstilles sexsælgerne som purunge piger, der hverken har erfaring, bagland eller selvrespekt. De skal frelses fra dem selv og onde mænd, gerne af hjælpeorganisationer.

På den anden side er der mænd som ensomme og handicappede Erik. Han fik først medlidenhed med de piger han fandt på sugardaters.dk, siden blev han snydt. Pludselig er pigerne ovenpå i magtspillet: Han er alene og kan åbenbart ikke score i byen, han får ikke gratis fisse, men må betale for det – af onde bedrageriske kapitalistkusser.

BT har selvfølgelig også glemt at minde os om at den slags svineri foregår hele tiden, helt uden at der penge indblandet. Folk, med og uden handicaps, bliver ganske gratis brændt af hver eneste dag. Dagligt knuses håb og hjerter af svigefulde dates, elskere og elskerinder, kærester og røvhuller M/K.

 

3. Prostitutionens platform bør destrueres

Det skrives nogle gange lige ud at da det er umuligt at komme prostitutionen til livs, så det næstbedste er at begrænse den, gerne ved at angribe prostitutionsscenen.

Han: Vil De ikke tage denne brochure med hjem, jeg er sikker på den vil gavne Dem.
Hun: Men jeg er ikke et socialt onde, jeg venter blot på bussen.

Gader har alle dage været et problem. Storbyens anonymitet og de utallige muligheder for møder har altid været anset som en trussel mod det bestående. Anstændige, borgerlige kvinder skulle endelig ikke færdes alene på gaden – for så var hun jo ude på noget (var et socialt onde) og et frit bytte for de farlige mænd.

Før var det de offentlige huse, altså bordellerne, der helst skulle nedlægges. Dernæst var det smugkroer og skumle værtshuse, der dækkede over sexsalg. Så var det dansehaller som Figaro, Valencia og Prater der godt måtte lukkes, fordi nogle af damerne dansede (nudge, nudge, know what I mean, eh?) ikke gratis.

Idag er det især hjemmesiden sugardaters.dk der er i søgelyset, fordi den muligvis i er strid med rufferiparagraffen, der i 2013 trods alt ikke længere indeholder ordene “utugt” og “forlede”.

 

4. Kvinder skal må ikke more eller pynte sig

‘Ikke alle kåber, sjaler eller bøger er tjente ved “nålen”’ sukkede den anonyme skribent i 1837, hvilket på nudansk betyder at nogle kvinder tjente til deres tøj eller læsestof ikke ved at sy (agtværdigt), men ved at sexe (foragteligt). Idag er det burgers, byture og tøj der er i høj – og helt forkert- kurs.

Moralen er dog den samme: Kvinder må ikke have et forbrug, være forfængelige eller være forlystelsessyge. De skal gå derhjemme, være tarveligt klædt og være så nøjsomme at de ikke gider at hverken læse, danse eller drikke drinks.

Gråzoneprostitution rammer også lige ned i det ømme punkt, der hedder kvinders selvforsørgelse. Det er åbenbart ok at en kvinde lader sig forsørge af én ægtemand, eller af alle samfundets borgere, men at hun er entreprenant og udnytter sin kvindelighed til at tjene penge på nogle få mænd – det skulle gerne forbydes, for hendes eget bedste, begribeligvis.

 

5. Jeg er ikke moralist, men

Ligesom man ved at at der kommer noget racistisk gøgl efter “Jeg er ikke racist, men…”, så ved man også at der kommer et moralsk opstød efter men’et i ovenstående sætning. Og det er helt fint! Det er ok at være moralist! Det er virkelig fint og forståeligt at man synes at noget er bedre end andet. Fx at sex er noget der bør være en gave mellem to mennesker, der holder af hinanden, noget der opstår, gives og modtages frit og uden gusten beregning om gengældelse og kompensation. (Det er tæt på min egen personlige holdning i mit privatliv, andre har sikkert anderledes idéer).

Kan vi diskutere sexsalg uden at fordømme? Kan vi se nærmere på det samfund vi har skabt, hvor lykken sættes lig med forbrug? Kan vi rumme at piger og kvinder indhenter seksuel erfaring på deres egne præmisser, eller skal også dét styres og kontrolleres ned til mindste knald og indkøb?

Uagtsom voldtægt nej tak

af Nina Søndergaard

 

Begrebet “uagtsom voldtægt” diskuteres igen og SF ser på muligheden for at indføre denne paragraf i straffeloven for at få fældet flere voldtægtsforbrydere.

 

Det er virkeligt prisværdigt at ville øge retfærdigheden og retssikkerheden for voldtægtsofre, men blot at lave endnu flere love med det eksplicitte formål at smide flere i fængsel i op til 8 år, er for mig at se ikke vejen frem.

 

Istedet vil jeg foreslå mere selvforsvar. Piger og kvinder skal vide, at de har ret til at gøre hvad de end kan, for at modsætte sig en voldtægt. Det hedder nødværge. At slå sig fra kan muligvis forhindre voldtægten, men selv i de begrædelige tilfælde hvor voldtægten alligevel fuldbyrdes, vil voldtægtsofret 1) stå bedre i en retssag pga. de fysiske mærker efter kampen, 2) have bedre chancer for at komme sig psykisk.

 

Der er ofte en størrelsesforskel på mænd og kvinder, hvilket han som den største og stærkeste vil forsøge at udnytte i en voldtægt. Det giver det kvindelige voldtægtsoffer en paradoksal fordel i nødværge: Hun må bruge AL sin kraft og magt og hvad hun end kan finde af våben for at standse stodderen: Skrige, sparke, skubbe, jage en blyant, en nøgle eller en stilethæl i hans øjne, pik eller halspulsåre. Hun kan med fordel gå efter halsen, for selvom han er nok så stor skal han have ilt, så en slukket ilttilførsel stopper alle.

 

Selvforsvar og viden om at hun må gøre alt, og her menes virkelig alt, for at forsvare sig, er efter min mening bedre bud. Det kan give den enkelte mere selvsikkerhed at vide hun kan og må forsvare sig. Kombineret med mere nænsom og respektfuld behandling af voldtægtsanmeldere, end hvad der lader til at være gængs i dag, tror jeg er vejen frem.

 

Drenge og mænd skal have genopfrisket at en pige/kvinde må sige nej når som helst i forholdet, forførelsen og samlejet, og det nej skal respekteres. Når hun ikke vil mere, er legen slut og det er ikke sjovt og sexet længere. Hun må gå klædt som hun vil, flirte, kysse og knalde hvem som helst hun har lyst til. Det er hendes krop og jeres sam-leje. Hvis ikke det er selvindlysende klart for en dreng eller mand, kan han måske overveje hvordan det vil være hvis en kæmpestor mand synes han var en hottie, der lige skulle bolles uanset hvad, og som syntes at han havde “spillet op til sex” ved at gå i jeans.

 

Problemparagraf

En tilføjelsesparagraf om uagtsom voldtægt løser næppe problemet. Voldtægt af en bevidstløs person er selvfølgelig allerede strengt forbudt. Drugrapes forekommer desværre stadigvæk, men er ulovlige og strafbare. (Det samme er usømmelig omgang med lig. Det er dybt forkasteligt og sygt at bedøve en person for at have sex med vedkommende).

 

Flere love er politikernes yndlingsløsning på alt lige fra problemer med spildevandsrensning til svindel, men enhver kan se at 117 nye love om året ikke får hverken forurening eller bedrageri til at forsvinde. Hvordan en ny paragraf om noget så alvorligt som voldtægt tryller problemet væk, vides ikke.

 

Den meget lave domsfældelsesprocent i voldtægtssager skyldes næppe et dybt kvindehad, men snarere en kompleks problemstilling kombineret med mangel på beviser.

 

Voldtægtssager kan ofte ende med at være påstand mod påstand, og derfor slipper skyldige desværre fri, fordi der stadig er dommere der håndhæver princippet om at folk er uskyldige indtil det modsatte er bevist. Med den tankegang kan skyldige godt gå fri, men det anses som et mindre onde end justitsmord, hvor uskyldige bliver fængslede for forbrydelser de ikke har begået.

 

Det er sandelig ikke for at forklejne det ubehag det også vækker i mig, at voldtægtsmænd går frit og ustraffede rundt. Men jeg ville heller ikke sove bedre af at vide at der kom endnu flere uskyldige i fængsel, og min retfærdighedssans bliver heller ikke øget af at jeg eller mine mandlige venner kan smides i spjældet i otte år, fordi en person har set sig sur på mig eller på dem.

 

Det er nemlig et problem i visse voldtægtssager. Er det reelt eller er det et hævntogt? Fortrød kvinden sin nedsatte dømmekraft og anmeldte manden, som hun alligevel ikke kunne stå inde for? Hvis de to har været fulde og væltet rundt, hvis hukommelse er så mindst skadet?

 

Skam er desværre også med til at forhindre voldtægtssagers opklaring, fordi mange slet ikke kan rumme at anmelde voldtægten lige når den er sket. Mange går også i bad for at vaske skyld og oplevelselsen af sig, men på den måde ødelægges beviser i form af sæd også.

Pæne piger siger aldrig nej

Begrebet uagtsom voldtægt har også sin betændte rod i en kultur, der fremelsker pæne piger. Pæne piger siger aldrig fra og vil gå uendelig langt for at behage. Det pleasergen volder som regel den pæne pige utallige problemer, måske endda voldtægt. Det er ikke for at skyde skylden på ofret. Det er lige præcis det jeg ikke vil, nej jeg vil have en anden kultur, en anden opdragelse af piger. En opdragelse der lærer dem at mærke grænser og sige til og fra.

 

Tankelæsere eksisterer ikke, og at antage at en mand skal være så hyperopmærksom på kvindens ikke-eksisterende signaler, at han alene og til hver en tid skal kunne regne ud at hun ikke vil mere, er forkert på mange planer.

 

Et af de største problemer er at alt ansvar væltes over på manden. Kvinden reduceres til at være passiv og et rent offer, uskyldigheden selv som krænkes af mænd, der burde kende hende bedre end hun kender sig selv. Det er samme dybt problematiske tankegang der ligger til grund for det svenske sexkøbsforbud: Mænd skal tage ansvaret for kvinder, der gerne må lade sig momsregistrere som prostituerede. Manden må dog tage voksenansvaret på sig og undlade at købe sex af den kvinde, der lider af falsk bevidsthed og tror hun gerne vil sælge sex.

 

Her skal manden også være mere ansvarlig end kvinden i seksualakten og åbenbart ikke stole på at hun er liderlig, før hun har underskrevet en samtykkeerklæring.

 

Forslaget om uagtsom voldtægt er fremkommet bl.a. fordi der har været sager hvor kvinden føler sig voldtaget, men har var lammet af frygt og derfor hverken sagt eller gjort noget. Det er meget trist og skrækkeligt, og jeg føler oprigtigt med de kvinder der uheldigvis er blevet krænket to gange, først af voldtægtsmanden, så af systemet.

 

Men at blot udstrække tavshed til at være lig uvilje lader ikke til at være optimalt heller. Hvad nu hvis en kvinde slet ikke siger noget mens hun har sex? Nogle kvinder nyder i stilhed og får uhørlige orgasmer  – skal en mand der har fornøjet hende nu være nervøs for om han kom til at voldtage hende?

 

Pæne piger har kun pæne lyster

En anden skummel understrøm i præmissen “han burde da kunne have sagt sig selv at det var voldtægt” er de uudsagte idealer om romantisk, blid sex mellem jævnaldrende med ens BMI, charme og årsindtægt. Salig juraprofessor og fortaler for indførelse af uagtsom voldtægtsbegrebet Vagn Greve, var den der kom tættest på at italesætte dette. “… er denne retstilstand rimelig? Skal en fed ældre mand, der kl. 18 giver en fuldstændig fremmed 16-årig pige et lift i sin bil have lov til at have så fast tro på sine evner som Casanova?”

 

Hvad der er sket i den pågældende sag ved jeg ikke, men jeg ved at lyster er irrationelle. Verden er kompleks, sex er et underligt fænomen og der er sket mærkeligere ting end at en ung pige har fået lyst til at knalde en “fed ældre mand”. Måske kan en ung pige finde glæde i den ældres begær, måske får hun et kick ud af at knalde grimme mennesker, måske har han den største pik, måske er det spændende fordi hun aldrig kommer til at se han igen.
At kriminalisere alle forhold der er blot en lille smule atypiske, er det samme som at sige at alt, der ikke er gængs er skadeligt og strafbart. Faktisk er vi nær ved at være tilbage til den væmmelige og komplet unødvendige snagen i kvindens fortid under en voldtægtssag. Hvem hun har knaldet førhen har ingen betydning. Ligeledes bør det heller ikke være op til en tilfældig jurists bedømmelse og fantasi at vurdere hvem hun burde have lyst til eller ej. Det kan kun hun vide og hendes ansvar er at kommunikere denne (mangel på) lyst videre til sin sexpartner.

Mikkels Pik

En e-boganmeldelse af Nina Søndergaard

Anders Haarh Rasmussen: Mikkels Pik, forlaget Zetland 2012

Mikkels Pik er sjov og klog! Ja, nu taler jeg selvfølgelig om singlen, e-bogen, ikke om den fysiske pik der sidder på ”Mikkel”, en af Rasmussens venner.

Rasmussen er freelancejournalist og har ofte beskæftiget sig med seksuelle emner. Han er desværre en af de meget få journalister der også anvender kildekritik når talen falder noget med ”sex”, det ses også her i Mikkels Pik, der sandelig ikke er den omgang sludder for en sladder meget andet seksuelt stof er.

Med udgangspunkt i at Mikkels pik er flot og aftvinger vennerne beundring og nysgerrighed, udforsker Rasmussen veloplagt hvordan det kan være at de her heterogutter kan beundre og endda røre ved Mikkels pik uden at blive bøsser af den grund.

Vi kommer vidt omkring: Pakistan, victoriatidens London, nutidens sommerhuse i Nordsjælland, Latinamerika og selvfølgelig oldtidens Grækenland. Det er skægt og spændende og Rasmussen er en dygtig formidler af tungt stof. Fx får han lige opsummeret Judith Butler (hvis overlæssede tekster med et skyhøjt lixtal jeg aldrig har læst) på et par linjer. Det er sejt!

Rasmussen diskuterer de meget nære mandevenskaber som florerede her sidst i 1800-tallet, og at mænd i dagens Pakistan snildt kan gå hånd i hånd uden at nogle tænker at de er bøsser og kærester. For mig er der en ret enkel forklaring (sikkert FOR enkel – men modbevis mig endelig) på det fænomen. Nemlig behovet for kropskontakt. Alle mennesker har brug for berøring, det være sig i form af en krammer, aening, samleje eller at gå arm i arm. Og i stærkt kønsopdelte kulturer, så må man ty til hinanden.

H.C. Andersen kælede for sin ven og er skiftevis blevet set som bøsse, aseksuel og som hetero, og der er utallige krumspringsforklaringer på ordet ”kæle”, for HCA kan af folk som Johannes Møllehave sandelig ikke ses som homo. Suk. Hvad nu hvis grænsen mellem venskab, sex og kærlighed slet ikke er så fast endda? Er det virkelig så frygteligt at ligge i ske med sine venner? Ordene ’nært venskab’ antyder også at der ikke er stor afstand mellem parterne, og måske også fysisk nærhed.

Rasmussen skal have tak og ros for at bringe fællesskaber på banen, når vi taler om seksualitet. Meget ofte ses seksualitet som noget der kun angår de to mennesker – og alligevel formår etiketterne homo/hetero at præge alt muligt i livet. Det er noget af det Rasmussen tager fat på, når han undersøger sit mandefællesskab og for min skyld måtte Rasmussen gerne skrive endnu mere om hvad venskaberne betyder for folk og omverdenen.

Hvis jeg har et hjertesuk over Mikkels Pik, så er det at bøsser er, trods al snak om rettigheder, ikke ligefrem er forbilleder. Bøsser er den modpol som de her heterofyre i hvert fald ikke er. Overhovedet. Det er ikke noget særegent for Rasmussens venner, det ved jeg godt, men det er alligevel lidt ærgerligt at der er brug for skræmmebilleder og bussemænd – her altså de bøsser heteromændene sandelig ikke er. Men igen, jeg har heller aldrig forstået heteroseksualitetens selvhad (det må være mærkeligt at rende rundt med et kønsorgan man grundlæggende ikke kan lide).

Det er sådan en god læseoplevelse der venter i Mikkels Pik, at jeg ikke vil spolere ved at give de svar Rasmussen kommer frem til, i stedet vil jeg lige sende et spørgsmål ud i æteren: Er sex altid et magtspil? Ser den der penetrerer virkeligt ned på den vedkommende penetrerer? I så fald er det vel svaret på at kvinder verden over har lang vej endnu til toppen..?

Hyldest til alle Ama’rpi’r

Af Nina Søndergaard

Tak til alle amagertøser derude. Tak fordi I deler jeres smukke krop så gavmildt med os. Tak fordi I ikke skammer jer over jeres krop. Tak for jeres sexede styrke.

Med amagertøser mener jeg alle kvinder i alderen 12-50, der går i kropsnært tøj og som ofte viser temmelig meget hud. Amagertøs har intet med om man kommer fra Amager eller ej, ej heller har det nødvendigvis noget med socialklasse at gøre. Amagertøser kan stamme fra Amman, Amerika, Abuja, Aceh. Amagertøser fåes i alle hudfarver.

Amagerpiger er ofte stærkt pyntede, har bling smykker, dristige tatoveringer, hår der er gjort en masse ved (ikke nogle naturlige høstakke her), går i imponerende stramme hvide jeans, lige lovlig korte kjoler og har tit tre kilo makeup på.

De er meget populære at pege fingre ad og rakke ned på. Det sker så tit, at der sikkert er nogle læsere der i tvivl om jeg mener denne hyldest, og det gør jeg.

Som prosexfeminist mener jeg at det er deres selvfølgelige ret at klæde og udsmykke sig som de vil. Uanset hvilke bevæggrunde de end bliver skudt i deres højhælede sko.

Som biseksuel kvinde er det mig en stor glæde, nogle gange på sådan en lidt suspekt gammel gris-agtig måde, at se deres vidunderlige kroppe som de stiller til skue og beundring. Her forstår jeg fuldt ud heteromænd: Kvindekroppen er smuk og skøn at skue, og det er dejligt at få lov til det. (Desværre er mange amartøzer ramt af heteroseksualitet og heteronormer, så jeg nøjes bare med at kigge lidt. Diskret).

Nogle af dem slår mig som toppunkterne af kvindelighed: Jeg har som klodset, grim ælling i fodformede sko, praktisk og varmt tøj og med rygsæk på, tit beundret dem når de kom valsende forbi med store øreringe, smarte tasker, usandsynligt høje sko, lækkert hår, pæne lange negle (hvordan gør de det?!) og en duft af pige efter sig.

Men selvglæde, selvtilfredshed og høj erotisk kapital er meget ildeset her. Vi lader til at mene at kvinder ikke bør fixe sine medfødte mangler, stille alt for meget hud til skue eller gøre alt for meget ud af sit udseende.

Og det er jo en kedelig idé. Om man deler min begejstring for amagerpigernes æstetik er underordnet. Pointen er at de er kvinder der meget aktivt og højlydt forvalter deres erotiske kapital – de er stolte af deres krop og er ikke bange for at vise den frem. Den attitude er der desværre alt for lidt af, hvilket er forståeligt, når man ser hvordan amagertøser bliver svinet til.

En typisk indvending er at de blot overtager pornoæstestikken, de hopper med på patriarkatets vogn og gør sig til ”for mændenes skyld”. At meget nutidigt porno er skåret over en Pamela Anderson-læst viser blot at det er populært, intet andet. At popularitet så kan anses som et bevis på lav intelligens er jo blot et surt påfund fra elitært hold…

Naturlighedsargumenterne er næsten for ringe til at jeg gider at gendrive dem her, men nøjes blot med at skrive, at alle personer der ikke er stærkt handicappede vælger noget om deres udseende: Man vælger selv at tage Aldi-bukser på, ikke at skifte brillestel i 10 år, ikke at blive klippet ordentligt, ikke at gå på gaden iført balletskørt og bikinitop. Det er måske grimme, tidsbesparende og trygge valg, men det er valg og dermed udtryk for en vilje og æstetik i ikke mindre grad end amagertøsernes.

Den sidste indvending kan jeg delvis være med på, det er synd hvis ikke hun SELV får noget ud af det eller føler sig veltilpas. Men gør hun det, har jeg intet at indvende. Finten er nemlig det er et feedback-loop: Hun ser tiltrækkende ud: Hun får opmærksomhed, ros og højst sandsynligt sex på grund af sit udseende. Det er dejlige skulderklap (som vi alle har brug for) og det øger selvtilliden og sexetheden og så fremdeles. Det er en positiv spiral jeg under alle at komme ind i, hvad enten de selv vil ligne en amagertøs eller ej…

Min taknemmelighed handler ikke om hvorvidt jeg selv vil gå klædt som dem, eller om den pågældende stil er et eksempel til efterfølgelse, det handler om at amagertøser deler generøst ud af deres skønhed og seksualitet og dét takker jeg dem for.

En prosexfeminist slår til lyd for aseksualitet!

Af Nina Søndergaard

Aseksuelle mennesker findes. Selvfølgelig er der mennesker der praktisk taget ikke har nogen seksualdrift. Hvis man kan tænde på de særeste ting (bryster, balloner, bæ, briller), kan man selvfølgelig også IKKE tænde på noget. Men samfundet er parat til at fordømme og forkertse alt og alle der drister sig udenfor de meget snævre normer. (Aseksuel er selvfølgelig også noget man kan blive, ligesom dét at være hetero nu ikke garanterer mod en senere biseksualitet).

Sex siger ikke alle lige meget, måske er det nok at bare ligge i ske, måske er et enkelt håndtryk alt rigeligt. Jeg vil til hver en tid kæmpe for at alle får det lykkeligst mulige liv, og den nemmeste måde at opnå dét på er gennem samtale og forståelse.

Det smerter mig meget at læse om folk der ikke gider at have sex, men synes de bliver nødt til det. Hvis éns partner har mere lyst må man tale sig til rette om en ordning, – som på alle andre områder hvor vi støder på ønsker og behov der ikke matcher vore egne 100 %.

Dét er der heldigvis intet nyt i at sige (selvom det dårligt kan siges tit nok). Det er dybt set en fjollet tanke at vi overhovedet skal have en partner for at opnå det gode liv. Eller at vi absolut skal tænde på vores livsledsager(ske), dén vi har børn med, vores bedste ven(inde).

Hvem i alverden fandt på dét? Det er jo et helt absurd krav der er med til at gøre ægteskab en ”ekstremsport for tosser”. Hvad er det for nogle rigide normer at sætte? Hvor stift kan man opfatte seksualitet, kærlighed og venskab? Tsk tsk siger jeg bare.

Der er sikkert læsere der er skuffede nu: Jeg er lige nu biseksuel og polyamourøs – det lyder saftigt og sexet, og så siger jeg bare at det er helt fint ikke at have sex… Men der er flere grunde til at jeg føler trang til at forsvare aseksualitet. Det er en form for seksualitet der er i mindretal og som tilmed knap bliver taget alvorligt. Det har jeg svært ved at døje, både som seksualpolitiker og som privatperson der har sat sig ud over samfundets normer. Og disse normer er bare meget snævre, og det kræver mod og opbakning ikke at leve op til dem.

Hvad nu hvis det var helt i orden at bare bo sammen med sin bedste ven og livsvidne? Måske sove i ske i dobbeltsengen, men ellers ikke have sex sammen? At udlicitere sex til andre, hvad enten det er en sexarbejder en gang om året eller et par elskere eller tre kærester? Eller bo alene, kæresteløs, uden at velmenende mennesker prøver på at få én ud af skabet…

Igen. Jeg er glad for al den glæde voksne mennesker kan finde sammen og få ud af hinanden, og hvis et ægtepar kan holde gnisten ved lige i alle 50+ år de har sammen er det smukt. Men fratager det virkelig noget af det skønne og vidunderlige to (eller flere) mennesker kan dele, at man ikke absolut skal dele alt, heriblandt sex? Kan et ægteskab ikke også være godt og stærkt helt uden sex? Kan et liv ikke være smukt og dejligt alene?

Mænd bestemmer selv. Kvinder skal styres.

Af Nina Søndergaard

Det lille y-kromosom som gør fostre til drenge rummer åbenbart også evnen til at tænke og vælge selv, dér sidder den frie vilje.
Sådan må tankegangen være, når velmenende mennesker kan påstå at en prostitueret kvinde har færre valg end en mandlig handicappet.

 

Velmenende folk vil nemlig gerne forbyde købesex, da alle prostituerede i deres øjne ikke selv har valgt det, men er tvunget ud i det af væmmelige bagmænd eller en barsk barndom. Og de velmenende synes ikke at den pris en håndfuld handicappede må betale i form af påtvungen cølibat er for høj.

Debatten raser i skrivende stund (november 2010) i Viborg.
Velmenerne må gå ud fra det radikalfeministiske synspunkt at en mand er altid stærkere end en kvinde. En mand har altid mere magt og en kvinde er altid undertrykt.

 

Også når det er en mand, der er plejekrævende og som har brug for en hel del hjælpemidler for at få sit liv og dagligdag til at fungere. En mand der måske har brug for hjælp til at tisse, få vasket tøj eller blive vendt i sengen er pludselig blevet til et monster, en overgriber og et udtryk for patriarkatets uundslippelige magt.

 

En kvinde der selv er gået derhen, selv har medbragt sexlegetøjet, selv har indrykket annoncen, selv momsregisteret sig, selv har truffet beslutningen om at sexarbejde (måske på baggrund af egne oplevelser i plejesektoren) er altså svagere og langt mere hjælpe- og magtesløs.

 

Den tager vi lige igen: En handicappet mandlig sexkunde er så meget stærkere og mere magtfuld end en kvindelig prostitueret, at købesex skal forbydes og han skal stå til ansvar for at hun engang traf det valg at blive sexarbejder.

 

Hvad behager.

 

Der er intet i vejen med at være handicappet. Eller sextrængende. Eller mand. Eller kvinde. Overhovedet ikke.

 

Min pointe er, at begrundelsen om at skulle frelse kvinder fra den åbenbart frygtelige skæbne det er at være sexarbejder med speciale i handicappede, er mildt sagt på et tyndt grundlag. Præmissen er at kvinder er pr. definition svage og dét i alle sammenhænge og situationer. Det er bare en forenkling af denne verdens kompleksitet som er så langt fra de virkeligheder vi færdes i, at det er falsk og løgn.

 

Måske kunne det endda tænkes at det snarere var den handicappede kunde, der skulle beskyttes af en fuldstændig afkriminalisering og niveaustilling af prostitution, så sexarbejde blev ligestillet med andre kropslige ydelser som fysioterapi eller wellness-massage, hvor forbrugerne er beskyttede mod de værste svindlere og overgribere…

 

Alle mennesker har en seksualitet. Alle voksne mennesker har ret til at forvalte deres egen seksualitet sammen med andre samtykkende voksne. Derfor har handicappede selvfølgelig lov til at købe seksuelle ydelser. Derfor har kvinder og mænd og transpersoner selvfølgelig lov til at blive sexarbejdere. Sex er basal drift i os. Sex kan medføre megen lykke. Det er forkert at fratage andre mennesker deres mulighed for lykke og hvis to eller flere voksne personer finder ud af at have sex er der ikke nogen der skal ødelægge deres mulighed for at få lidt lykke ind i livet.
PS: Eftersom det er så klokkeklart at velmenerne ser alle sexkunder som mænd og overgribere og alle sexarbejdere som kvinder og ofre, så gad jeg ikke at komme ind på min k(n)æphest, nemlig at der findes kvindelige sexkøbere og mandlige sexsælgere. Og jeg orkede slet ikke at påpege hvilken himmelråbende mangel på fantasi de gør sig skyldige i, når de kun betrager verden udfra et heteroseksuelt synspunkt.

Mere om kærligheden tilbage i dagene

Af Nina Søndergaard

En anmeldelse af Dorthe Sondrup Andersens ”Guldalder uden forgyldning” og ”Kærlighed i klunketiden – En kavalkade om Danmark 1880-1900”

Alting har en historie og det har ægteskabet, kærligheden og seksualiteten også.

Litteraten Sondrup Andersen har skrevet to underholdende og veloplagte bøger om emnet. Det er ikke tung videnskab vi møder i bøgerne, snarere en kalejdoskopisk gennemgang af datidens skønånder, deres liv, værker og problemer. Hun skriver forrygende flydende og jeg måtte le højt af nogle vidunderlige vendinger.

 

En fordel, i mine øjne, ved den meget lette gennemgang af de mange værker der bliver refereret til, er at det er så langt fra gymnasietidens gennemtrampning af ”Guldhornene” eller ”Stuk”, at man får lyst til at genlæse dem. Nu lidt klogere…

Nå, hendes tese i ”Guldalderen uden forgyldning” er at guldalderen, ca. 1800-1850 rigtig nok var en kulturelt rig periode, men på det personlige og kvindelige plan var det måske slet ikke så sjovt endda.

Med datidens samfundsstruktur, hvor manglen på en velfærdsstat gjorde forsørgelsen af familien meget mere vigtig end idag, var der ofte meget stor aldersforskel på mand og kone. Især i det bedre borgerskab. Manden skulle nemlig have sig en god stilling før han kunne gifte sig. Det kunne tage sin tid at blive professor, men så kunne man også gafle sig en ung kvinde.

Et par eksempler: Kamma Rahbek var 15 år yngre end sin mand, Knud Lyne Rahbek. Hr. Heiberg var 21 år ældre end fru Heiberg. Der er selvfølgelig intet fordækt eller forkert i en stor aldersforskel, Sondrup Andersen ser bare det som endnu en stor forskel de to måtte overkomme, da pigerne levede meget beskyttet og i nogle tilfælde nærmest var funktionelle analfabeter. Mændene var derimod som regel seksuelt erfarne, berejste og belæste. Hun ser også en sammenhæng mellem ungkarlelivet og kreativiteten. Her er Adam Oehlenschläger det klareste eksempel på at ægteskabet og forsørgerpligten drænede ham for inspiration. Hun forsvarer derfor Søren Kierkegaards forlovelsesbrud med Regine Olsen med at han godt havde set hvad der var ham i vente, når han skulle forsørge hende.

Det skal ikke forståes sådan at alle ægteskaber var det rene jammer. Overhovedet ikke, der er masser af eksempler på dyb og inderlig kærlighed og hengivenhed (fx mellem Anders og Sophie Ørsted), men der var klart en struktur der vanskeliggjorde lige vilkår, og kvindernes rolle og verden var meget begrænset.

”Kærlighed i klunketiden” har en tese om at den hæftige fortielse af seksualdriften i 1880-1900 havde ulykkelige konsekvenser for mange. Hun tager afsæt i det spektakulære dobbeltselvmord som Sixten Sparre og Elvira Madigan foranstaltede på Tåsinge i 1889. Hun læser deres død som en protest mod et samfund der ikke levnede plads til kærlighedsforhold baseret på seksuel tiltrækning. Sex var noget smuds man endelig ikke måtte tale om, men som fik sine afløb med prostituerede og gav sig udslag i tårnhøje syfilisrater.

Hun tager os med på en spændende turné i datidens kunstnermiljø, lige fra Studenterforeningen til Café Bernina og kunstnerkolonien i Skagen. Det er belæst Billedblad, og hun gør det rigtig godt. Nogle anmeldere har set hendes udstilling af dobbeltmoralen som ondskabsfuldhed, men jeg ser det nærmere som en understregning af hvor svært det var for datidens mennesker at undslippe disse uheldige strukturer og få det frie kærlighedsliv de besang. Efter endt læsning er det svært ikke at føle en vis taknemmelighed over at nyde godt af de seksuelle revolutioner…