Pige pas på!

27 11 2014

af Nina Søndergaard

 

“Unge drenge gør dumme og livsfarlige ting for at blive socialt accepterede. -Et stigende antal drenge står på skateboards og laver tricks for at få blæsere af piger. ‘Det er et problem at drenge føler sig pressede til at bruge deres krop på en potentiel farlig måde, bare for at gøre indtryk på pigerne. Drengene kan risikere at få ar på knæene hele livet’ siger Mikkel Andersson, projektleder på Nøvling kommunes tilbud til drenge “Stop Skateboardet””

 

Det er mit modsvar til metroXpress’ historie 2014.11.26 om at især “socialt udsatte” piger tilsyneladende rask væk giver fyre blæsere for at komme med til fest.

MX20141126

 

Spøg til side. Det var blot for at tydeliggøre at bekymringerne over det åbenbart usandsynligt svage kvindekøn vil ingen ende tage. Piger skal åbenbart stadig pakkes ind i vat, og endelig ikke lære at forvalte deres egen seksualitet. At sex kunne være en del af det sjove er åbenbart heller ikke faldet nogen ind.

 

Det er anstrengende at se hvordan piger stadig anses for at være svage væsner, ude af stand til at hverken tænke selv eller føle lyst. Når unge kvinder har sex, eller hendes valg af seksualpartner ikke lige falder i “moders” smag, kan hendes valg fremstilles som et udslag af svaghed. Hvilket det måske også er. Det kan ingen andre end pigen selv vide, og ingen af pigerne udtaler sig her i artiklen.

 

Hvis der virkeligt er et element af tvang over de seksuelle ydelser, er problemet faktisk alt for alvorligt til blot at blive omtalt af en avis. Så er det en forbrydelse der skal meldes til politiet.

 

For det er selvfølgelig ikke iorden at krænke andre eller aftvinge pigerne (især ikke hvis pigerne er under 15 år) seksuelle modydelser for en fest. Men hvad to eller flere seksuelt myndige personer finder ud af i fællesskab at foretage sig ved og med hinanden, det kommer ingen andre ved.

 

Heller ikke en bekymret institutionsleder, der kommer temmelig tæt på at bryde sin tavshedspligt ved at gå til en landsdækkende avis for at råbe op om problemet. Medmindre hun har spurgt samtlige piger om tilladelse til at udbasunere hvad de gør til fest, er det ikke i orden at en leder omtaler nogle temmeligt intime detaljer om dem hun bør beskytte.

 

Faktisk lader omtalen til at gå lidt imod ‘det individuelle relationsarbejde’, der skal øge ‘selverkendelsen og refleksionen over egen adfærd’, som Pigegruppen fornuftigt nok har som formål. Det virker på mig blot som slut shaming og udbredelse af skamfølelse, hvad den enkelte pige måske har rigeligt af i forvejen.
Slutteligt vil jeg som historiker påpege at der var masser af unge mænd i 1950’ernes København der også havde transaktionel sex, altså sex for lidt penge eller smøger og andet godt. Og at bekymringen over de unges sexliv er en god gammel traver, der ikke nødvendigvis bliver mere sand af at blive gentaget.