Anmeldelse af Skilsmisser

Skilsmisser af Karen Vallgårda, del af 100 danmarkshistorier, Aarhus universitetsforlag, 2020 anmeldt af Nina Søndergaard

Skilsmisser er en del af et dejligt projekt som Aarhus universitet har taget på sig, nemlig at få historie ud til folket for en hundred-lap. Det er i stil med Tænkepauser, også fra Aarhus universitetsforlag, hvor forskning bliver præsenteret ganske kort og overskueligt.

Formatet er pendlervenligt med sine 100 sider i A5 format, flotte fotografier, ingen skræmmende kedelige grafer (øv) og en lige-på-og-hård start med en dato og så derudaf.*

Og derudaf med snak i første halvdel af bogen hvor ingen af vore forestillinger om fortiden udfordres: Kvinder gik derhjemme og fik ‘store børneflokke’ og udholdte ‘druk, vold og utroskab’. Eller også havde nogle kvinder (også gifte) lønarbejde, og nogle kvinder fik mange børn og andre ingen (hvilket gjorde at den gennemsnitlige børnefloksstørrelse var på fire styks i 1840). Har Vallgårda gennemgået skilsmissebegæringer og fundet ‘utroskab, druk og vold’, og så er den undersøgelse blevet skåret væk af pladshensyn?  

Det var førhen gængs at søskende blev delt mellem fraskilte forældre, som regel den yngste til mor og den ældste til far.

Det er i hvert fald nogle lidt tamme linjer hun trækker op, især fordi billedet af offer og skurk bliver nuanceret så fint af de små historier: Mads og Mariannes dårlige ægteskab, som de måtte blive i og hvordan ægteparret Magda og Buster der beholdt henholdsvis Agnete og Anker efter deres skilsmisse i 1924. Marianne forekommer ikke det mindste smule undertrykt, og Buster var tilsyneladende en god (og ædruelig og fredsommelig?) far for Anker.

Der hvor Vallgårda brillerer, er at få fremstillet skilsmisserne så nøgternt som muligt. Eller faktisk ligner det en skjult hyldest til skilsmissen. Kendisser som Karen Blixen, Henrik Pontoppidan og Suzanne Brøgger citeres grundigt for deres tanker om skilsmissen som en vej til frihed og autenticitet. “De, der bliver skilt, er med andre ord dem, der både kan, vil, må og tør.” (p. 19) Modstandere af skilsmisser er ganske få millimeter fra at blive fremstillet som reaktionære (DF’ere, say no more), men målgruppen af læsere er antageligvis også selv fraskilte, så…

Skilsmisser ses i høj grad som et frigørelsesprojekt for kvinder, fra den teoretiske mulighed i 1536 – inden da var ægteskabet et ubrydeligt sakramente i den katolske kirke, til lettere og lettere adgang til skilsmisse, indtil videre kulminerende med NemID-skilsmissen fra 2013.

Både grevinde Alexandra og Frederik den 7. blev begge skilt to gange. Prins Joachim og Martin Jørgensen. Og fra prinsesse Vilhelmine og dernæst Mariane af Mecklenburg-Strelitz (og til sidst gift med sin bedste vens kæreste).

Det er interessant at Danmark åbenbart har gået enegang ved at lette vejen til skilsmisser i 1790, hvor det var nok at gemytterne var enige om at være uenige, og at graden af ligestilling har været ganske stor: Hollywoodskilsmisser hvor konen ender med at tjene styrtende på eksmanden er/var vist ikke så udbredte? Vallgårda nævner ingen eksempler på spektakulære udplyndringer. Der hvor bogen bliver rigtig spændende, er i bogens anden halvdel “Forskellige skilsmisser”, hvor emner som foreningen Far og skilsmisseraterne i muslimske minoriteter og blandt homoseksuelle tages op.

Skilsmisser er i mine øjne snarere en perspektivering end danmarkshistorie som sådan, jeg finder tidsrammen, reelt kun 105 år, vel kort og jeg savnede enten flere (års)tal eller små historier der netop ‘rammer eller rører’. 

*Hvilket jeg udleder af to andre bøger i samme serie (om Svenskekrigene og Velgørenhed – ikke læst endnu).