Et forbud gavner

16 10 2009

Et forbud mod prostitution vil være til gavn for flere ting.

Først og fremmest vil det gavne det kriminelle miljø, der profiterer på, at de prostituerede som konsekvens af en kriminalisering ikke har mulighed for at arbejde, leje lokaler og hyre hjælp inden for lovens rammer.

Det vil gavne politikerne, der kan score billige værdipolitiske point ved at profilere sig i en moralsk sag på bekostning af en marginaliseret gruppe med ringe mulighed for at protestere.

Det vil gavne den kultur-moralske elite, der ikke følelsesmæssigt kan bære, at der findes mennesker, der lever på andre måder end hvordan de dikterer ‘det gode liv’.

Det vil gavne de mange forfattere og filmskabere, der fortsat kan tjene kassen i penge og moralsk valuta ved at masseproducere historien om det ultimative kvindelige offer – den ufrivillige luder – baseret på intet andet end andre forfatteres og filmskaberes skildring af samme.

Det er muligvis også til gavn for befolkningens demokratiske dovenskab, når man ikke behøver bruge energi på at sætte sig ind i forskning og politiske dilemmaer, men kan nøjes med at tage stilling ud fra fordomme.

Men det vil ikke gavne de prostituerede. Det er der intet – hverken undersøgelser eller saglige vurderinger – der tyder på. Tværtimod er det netop de prostituerede, der betaler prisen for de ovenståendes økonomiske, politiske eller moralske profit ved et forbud.

Det er på tide, vi holder op med at dømme ud fra vores egen egoistiske vinding.

Det er på tide, vi lytter til de prostituerede og respekterer dem på deres præmisser frem for at tage den bekvemme vej og presse vores værdier ned over hovedet på dem.

At ville hjælpe andre mennesker på betingelse af, at de kun træffer de valg, man selv ønsker, de skal træffe, er ikke at hjælpe. Det er i bedste fald en måde at støde en befolkningsgruppe fra sig på og i værste fald social blackmailing.

Legaliser sexarbejde som erhverv, giv rettigheder til sexarbejderne og hjælp dem, som beder om hjælp på den måde, de ønsker at blive hjulpet.

Hvis I altså virkelig er interesserede i at hjælpe?