Dårlig Samvittighed

Af Tamiko Taguchi

En af bivirkningerne ved et såkaldt karriereliv er evig dårlig samvittighed. Med karriere, mener jeg altså ikke bare direktører og folk, der driver egen virksomhed. Det er også gennemsnits-lønmodtagere (som mig selv), der kan lide deres arbejde og har en vis grad af ambition omkring det. Dvs en ret stor del af den arbejdende befolkning. P.t. er det mit store projekt at eliminere al dårlig samvittighed fra mit liv. Jeg har nemlig langt om længe erkendt, at det ikke kan bruges til andet end at forårsage en alt for tidligt død af stress. Fremgangsmåden er at tale mig selv til fornuft.

Dårlig samvittighed er ikke et særegent kvindeligt træk, men det forekommer mig, at kvinder lider mere af det end mænd. Det kan have noget at gøre med, at mange kvinder forsøger at gøre alle omkring sig tilfredse (chefer, kolleger, forældre, mand, børn), og det er en opgave, som er dømt til at mislykkes. At dele vores tid optimalt imellem alle de ting, vi ønsker at nå i det daglige, er også et dødsdømt projekt, og dermed bliver samvittighedskvalerne en fast følgesvend. Den største kilde til dårlig samvittighed er ofte børnene. Netop hensynet til børnene er hovedårsagen til, at mange kvinder vælger, eller i hvertfald drømmer om, at gå ned på deltid.

Personligt er jeg nu blevet virkelig træt af at styrte ned i vuggestuen med hjertet oppe i halsen, som gælder det mit barns liv, hvis hun bliver hentet et minut senere end 16.20. Det er ikke rationelt at have det sådan. Ti minutter ekstra brugt på at ankomme til stedet med en rolig entré var nok en bedre investering for alle. Alligevel oplever jeg at drives af en stemme (som jeg slet ikke er enig med), der fortæller mig at institutioner er dårlige for børn, at karriere og penge er usunde idealer, at mit barn lider og jeg er en dårlig mor.

Betragter man sagen nøgternt, er børn i Skandinavien blandt verdens heldigste og mest misundte børn. Mangen et mindre bemidlet barn ville give en hel del for at leve det liv, de fleste danske børn lever: mad i køleskabet, pædagogiske dag-lege-tanter, Playstation og kvalitetstid med mor og far i weekenden. Hvorfor er det så svært for os at være tilfredse med den tryghed og velstand, vi kan tilbyde vore børn, en velstand som bl.a bygger på den tid og energi, vi hver dag putter ind i arbejdsmarkedet?

Noget af forklaringen, har jeg opdaget på det seneste, ligger i, at kvinder er fantastisk gode til at holde hinanden fast i en konstant opmærksomhed på, hvad der er god og dårlig opførsel. Det gør de bl.a ved heletiden at reproducere argumenterne for den dårlige samvittighed og slå hinanden oveni hovedet med dem.  Hvis det ikke er en kritik af denne og hin måde at håndtere sine børn på, så er det hvem der ”aldrig tømmer kontorets opvaskemaskine”, eller hvem der ”ikke bruger toiletbørsten efter toiletbesøg”. Hvor mange gange har man ikke hørt den feminine fordømmelse, når talen falder på karrierefamilier. ”Hvorfor overhovedet få børn, hvis man alligevel ikke har tid til dem?”, lyder konsensus. Svaret er jo i virkeligheden enkelt: de fleste får selvfølgelig børn for at opleve den kærlighed, der er forbundet med det, og for at videreføre vore egne særlige værdier til dem.

Den faktiske tid, vi har med vore børn i dag, er måske mere sparsom end for 100 år siden, men vi bruger tiden fuldstændig anderledes, og er på mange måder tættere på vores børn, end jeg tror, man var dengang. Vi har det sjovere med vores børn. Og vi har langt mere frihed med dem, en frihed, der følger af, at vi har ”fritid”, og endvidere af vores relative økonomiske uafhængighed. Jeg kunne godt tænke mig, at vi i højere grad forstod at sætte pris på vores moderne livsstil, og være stolte af det, vi har skabt – i stedet for at dyrke den tilbage-til-naturen forherligelse, som på mærkelig vis har vundet indpas i vores i-lands mentalitet. Det er en diffus ide om, at det var bedre dengang, vi levede tæt på naturen, hvor kvinderne gik hjemme med deres børn til de skulle starte i skole, hvor al landbrug var bæredygtigt, hvor vi syltede og hæklede og der ikke fandtes noget plastik eller nogle tilsætningsstoffer. Idealet er som sagt diffust, det er et romantisk bluff, for når alt kommer til alt, er det virkelig få mennesker, der ønsker at leve primitivt og uden den komfort og tryghed, vores rigdom giver os. Den komfort og tryghed, som sjovt nok er præcis det, de fleste mennesker i mindre udviklede og industrialiserede lande stræber efter.

Er dårlig samvittighed også en måde at straffe os selv på, fordi noget i os siger, at vi helst skal lide lidt? I hvertfald er det en uskik, som jeg hermed har erklæret blodig krig.

The Naked Feminist, 2004

Det er vanskeligt at få blogget midt i dette liv, som det meste af tiden handler om alt muligt andet end refleksioner over feminisme og seksualitet. Jeg har længe gået og fiflet med tanker om et indlæg omkring hele ideen om Patriarkatet, men det lader vente på sig, primært fordi læsningen af de bøger, der ligger ved siden af min seng, går så uendelig langsomt.

Lidt anden inspiration får jeg dog ind i mellem, og jeg vil her i hast gribe chancen for at anbefale en utrolig god dokumentar, jeg så i går. Den hedder The Naked Feminist (af Louisa Achille, 2004), og er bygget op omkring interviews med en række amerikanske pornoskuespillerinder, som hver i sær har en vision omkring det, de fortager sig. De fandt sammen i midt-firserne i en slags feministisk støttegruppe, som de kaldte Club 90 (Annie Sprinkle, Veronica Vera, Gloria Leonard, Veronica Hart, Candida Royalle, Kelly Nichols and Sue Nero). Filmen er oplysende og overraskende, og den tegner et billede af nogle utrolig spændende og stærke kvinder. Bør ses, hvad enten man er for eller i mod pornografi!

9 to 5 Days In Porn

Af Tamiko Taguchi

Vi har i den feministiske studiekreds talt om, at der er brug for nye og anderledes fortællinger om kvindens, og for den sags skyld mandens,  seksualitet. Det er der bl.a. fordi de mest gængse fortællinger har det med at fastfryse kønnet i nogle bestemte stereotyper, for kvindens vedkommende kunne det være: romantisk, følende, modtagende, omsorgsfuld. Ikke at de nævnte kvaliteter er forkerte eller aseksuelle, men man kan savne alternative kroge at hænge sin seksuelle identitet op på. En dissekering af vanetænkningen omkring kærlighed og køn kan måske føre til mere kreative måder at løse konflikter i privatlivet på og kan være bevidstudvidende for begge køn (vi læste Bronwyn Davies: ”Kvinders Subjektivitet og Feministiske Fortællinger”).

Derfor fandt jeg på at anmelde filmen ”9 to 5 Days In Porn”, som er en række miniportrætter af mænd og kvinder, der arbejder i pornoindustriens Hollywood: San Fernando Valley i Californien.
Filmens kvinder strækker sig fra de handlekraftige og manipulerende pornstars til nogle mere triste typer, som ikke helt synes at have magten over den situation, de har sat sig selv i. I den første kategori finder vi den smukke, naturlige Belladonna, som, trods sin katolske opdragelse, har kastet sig i nydelsesfuld grams i pornoens mørke afkroge, og sammen med sin mand har opbygget et mindre imperium. Hun spiller, caster, instruerer og markedsfører selv sine film og har så vidt jeg kan udlede den fulde kontrol med sit brand. Hendes mand filmer, klipper og producerer, og er udelukkende blevet trukket ind i branchen pga hende. Hendes blide, venlige væsen og aldeles upumpede fremtoning står i kontrast til de billeder, man kan have på nethinden af silikonefyldte solariebrændte Barbiekvinder (ikke et ondt ord om dem), og det samme gør hendes insisteren på at afsøge grænserne for sine mest outrerede perversioner.

Endnu mere intens er den unge upcoming stjerne, Sasha Grey. Hun har ventet med længsel på sin 18 år fødselsdag, hvor hun endelig kunne forfølge sit mål: at revolutionere pornografien og opfattelsen af, hvad kvinder må, kan og tør seksuelt. At dyrke det mest beskidte, perverse sex, hun kan komme i nærheden af, og at blive en stjerne, hvilket hun lykkes med ret hurtigt. Hun har en nærmest intellektuel tilgang til sit projekt, som hun dokumenterer på dagbogsagtig facon, og hun støttes i det private af sin stille og rolige kæreste, som ikke har nogen forbindelse til branchen.

 

I den anden ende af spektret møder vi Audrey Hollander, endnu en ung smuk kvinde, som man aner har kastet sig ud i at spille porno, ikke fordi hun søger sig selv, men fordi hun vil anerkendes af den mand, hun desværre har forelsket sig i og siden gifter sig med. Manden kan man sådan set ikke klandre: han er en rimelig utiltalende, selvfed pornoproducer med rockstar-attitude, og har ikke den store respekt for sin kones meninger eller følelsesliv, men han er ikke uærlig eller på andre måder skummel. Hende kan man derimod godt få lyst til at ruske i, da hun forekommer mere og mere ulykkelig, sølle og alkoholpåvirket som filmen skrider frem. Nej, det er ikke særlig behageligt at være vidne til en pige i Audreys forfatning blive revet rundt foran et kamera af en stor, tatoveret marinesoldat med kvælertags-fetish.

Som en slags meta-tilstedeværelse over de forskellige skæbner hører vi løbende udtalelser fra ex-pornoskuespillerinderne Sharon Mitchell og Nina Hartley. Mitchell lavede pornofilm i 20 år, og var afhængig af heroin. Efter et meget voldsomt overfald besluttede hun sig for at vende pornoen ryggen, og var, som hun selv siger det, meget  tæt på at ende som  ”reformed whore”, pga de mange smertefulde oplevelser hendes livsstil havde ført med sig. I stedet tog hun tyren ved hornene og uddannede hun sig til læge, og driver nu den private klinink AIM, som er et sundhedstilbud rettet mod sexindustrien. Hun og Nina Hartley (pro-sex feministisisk celebrity) rådgiver via oplysningsmateriale mænd og kvinder om faldgruberne i branchen, og Mitchell står for at udstede en stor del af de obligatoriske HIV-test certifikater, som pornoskuespillere jævnligt må tage.

Noget af det interessante, som filmen tematiserer, er de fællesnævnere, der er for disse kvinder, som på den ene eller anden måde drages til eller havner i porno. Nemlig at de fleste i forvejen identificerer sig som misfits og outsidere i de miljøer de kommer fra, f.eks grundet en ”abnorm” seksualitet, eller fordi de føler sig anderledes på andre måder. De drives af en trang til at gøre op med normer, at gå imod strømmen og være unikke og at udforske sig selv og verden. Pornoen er et identitetsprojekt. Med andre ord, og set med den voksne bagklogskabs briller på, er det i pricippet forholdsvis normal ungdomsadfærd – blot med en ekstra tand af vovemod, egotrip, sexhunger eller for nogles vedkommende selvdestruktions-drift.

Hvis ikke pornoens aktører rent faktisk lavede business, kunne man fristes til at se fænomenet som en subkultur på linie med kulturer omkring musik, stil og underholdning. Den ser ud til at mobilisere nogle af de samme følelser af fælleskab, tilhørsforhold, ”os imod systemet” og glimtvis glamour, der gør sig gældende i andre universer, der tiltrækker søgende, rastløse mennesker. Det er også tydeligt, udfra de de sexscener i ”9 to 5 Days”  som går godt, at aktørene leger, griner og fjoller med hinanden under og imellem DPs og cum shots, og man fornemmer den bonus, det hårde fysiske arbejde også må kaste af sig i form af den endorfin-inducerede lethed i sindet, som masser af seksuel aktivitet giver. Men altså også at mange af disse mennesker laver denne form for arbejde, fordi det udover at være velbetalt, er sjovt.

Man kan godt undre sig over, at porno til trods for de gode indtjeningsmuligheder, den lave forekomst af kønssygdomme (lavere end i en alderssvarende ikke-porno-skuespiller kontrolgruppe), og det grundige kendskab, man har mulighed for at tilegne sig om sin egen og andres kroppe, stadig er et område, som rigtig mange ikke ville ønske at deres nærmeste eksperimenterede med (måske kun matchet i bekymrings-faktor af eksperimenteren med stoffer). Jeg ser antipatien som et udtryk for forestillingen om, at en kvinde får uslettelige ar på sjælen af at dyrke sex med for mange mænd. Lige præcis den fortælling om kvinder, synes jeg, er værd at gøre op med. Ganske vist kan man opleve, at man fortryder de valg man tog i sin ungdom, og man kan erkende, at man dengang så på verden lige lovligt sort-hvidt. At det oprør, man mente var revolutionerende, i dag klinger hult og måske ligefrem latterligt. Men det er sådan set vilkårene ved at gå i gennem livet og blive klogere, og vi må alle hver især lære at leve med de valg, vi har taget. At kvinder, som lige præcis har eksperimenteret med seksualiteten, skal tilbydes at blive svøbt i en efterfølgende evighedsoffer-kappe, er ude af proportioner, når vi tænker kvindelig seksualitet som noget mere hårdført, og den unge kvinde som ansvarlig for sine handlinger på linie med den unge mand. Sex kan, for både kvinder og mænd, opleves som noget intimt og privat, som åbner op for det allerinderste i den udkårnes nærvær. Men sex kan lige såvel anvendes i leg, som en ekstremsport, eller et eksperiment med kroppens og sindets formåen.

http://www.9to5-themovie.com/

Definitionen på porno

Definitioner i debatten om seksualitet

af Tamiko Taguchi

På vores tredje studiekredsmøde læste vi teksten ”Defining Pornography”, som er et uddrag fra libertarianeren Wendy McElroys bog ”XXX: A Woman’s Right to Pornography” (1995). Teksten er del af hendes kampskrift for pornografi, og i den taler hun om vigtigheden af objektive definitioner i debatten om sex. Hun beskriver bl.a., hvordan radikale feminister (som Andrea Dworkin) i USA har haft held med at definere pornografi som ”vold imod og udnyttelse af kvinder” (det samme gælder prostitution). Den holdning er ikke ualmindelig herhjemme, og stammer bl.a. fra dette feministiske ideophav.

Definitioner, der som denne, baserer sig på subjektive følelser om et emne, er farlige, da de udover at være ekstremt ensidige, implicit bærer en moralsk dom, som det kan være svær at modsige. Man kommer nemlig til at fremstå som et usympatisk menneske, hvis man gør det – der er jo tale om ofre her, og hvem vil være bekendt at træde på nogen, som ligger ned? Disse definitioner får desværre ofte en stor gennemslagskraft i offentligheden – netop pga. sin direkte tale til følelserne og den kollektive forargelse.

Et eksempel herhjemmefra på en slagkraftig definition, som har farvet debatten, i dette tilfælde om sexkøb, er Jens Høvsgaards yndlingsord ”sexslaver” (fra bogen ”SOLGT TIL SEX”, 2007). Uden skelen til statistik og kun med udgangspunkt i sin egen private undersøgelse lykkes det ham at give et billede af, at alle udenlandske prostituerede er ofre for trafficking. Dette virkelighedsfjerne billede satte sig fast i rigtig mange menneskers bevidsthed som fakta.

Et andet eksempel er Kenneth Reinickes udtryk ”at onanere i en andens krop” om det at dyrke sex med en prostitueret – et udtryk, som signalerer en ubehagelig afstumpethed, som de fleste instinktivt får lyst til at tage afstand fra.
Stærke definitioner glider umærkeligt ind i sprog og bevidsthed, og former vore holdninger og moral. De bliver til pejlemærker for, hvad der er rigtigt og forkert, acceptabelt og uacceptabelt. Derfor er det uhyre vigtigt, at vi gør vort bedste for at afgrænse og afdække virkeligheden med de ord, vi bruger, fremfor at fedte dem ind i følelser eller moralske dagsordner.

Wendy Mc Elroys endelige definition af pornografi lyder sådan: den udpenslede kunstneriske skildring af mænd og/eller kvinder som seksuelle væsner. Den siger ikke noget om, hvorvidt pornografi er godt eller dårligt. Den beskriver bredden af området og afgrænser det samtidig skarpt. Definitionen har intet med afsender eller modtagers intention eller reaktion at gøre. At en person tænder på undertøjsreklamer fra Føtex gør ikke reklamen til porno. Derimod vil en beskrivelse af et samleje i en bog være porno, selvom forfatteren måske vil påstå at vedkommende ønskede at bruge samlejet som en protest mod fascisme.

Teksten inspirerede mig til at tænke over definitioner i debatten om seksualitet herhjemme, som jeg synes formidler en moral, jeg ikke kan tilslutte mig. Her er nogle eksempler:

Tingsliggørelse / objektgørelse – bruges negativt om kvinder, der er fremstillet på en måde, som fokuserer på deres seksualitet – f.eks i reklamer, film, blade. Definitionen baserer sig på, at det skulle være et minus for en kvinde at fokusere på sin seksualitet offentligt eller i kommercielt øjemed. Den indeholder det præmis, at en kvinde, der fremstilles som et seksuelt væsen, ikke i andres øjne kan besidde andre kvaliteter, f.eks intelligens. Det ene udelukker åbenbart det andet. Dette er ikke en debat, der finder sted, når det handler om mænd i reklamer o.l.

De unge skal lære sig et realistisk forhold til sex – siges i forbindelse med unges forbrug af porno, som altså skulle give et urealistisk forhold til sex. Men hvem bestemmer, hvad der er realistisk sex? Sex er utroligt meget andet end elskov mellem ægtefæller.  Desuden viser undersøgelser, at de fleste unge kan skelne mellem pornofilm og virkelighed – selvfølgelig. Det er arrogant at antage andet. Unge mennesker tror jo heller ikke de kan flyve, fordi de ser en Superman film.

Pornoficering – som regel af ”det offentlige rum”. Ordet er en kritik af det fænomen, at seksuelle signaler og nøgenhed optræder langt mere i vores omgivelser end tidligere. Kritikken plejer at omfatte kapitalismen eller ”forbrugermentaliteten”, da det som regel drejer sig om sex i reklamer.  Det er indforstået i denne sammenhæng, at pornografien (og dens formodede stereotyper) er negativt, unaturligt og forvrængende, og ødelægger eller fordrejer noget oprindeligt i vores forhold til krop og seksualitet.
Ja, vi er i højere grad er omgivet af seksuelle billeder. Men dem, der frygter eller væmmes ved disse, glemmer muligvis, at denne virkelighed er frugten/konsekvensen af den seksuelle frigørelse og ytringsfrihed, som nogle andre har tilkæmpet sig før vores tid. Friheden til at vise nøgenhed uden at skamme sig og åbenlyst skilte med sex er ikke en selvfølge – særligt for kvinder burde det være en sejr, da vi bestemt ikke altid har måttet have en seksualitet.
At ønske at begrænse den frihed, fordi man synes at nogle mennesker bruger eller fortolker den forkert, eller produktet af den frihed ikke falder i ens smag, er at ville gå baglæns.

En anden side af sagen er, at porno i dag er så mangesidig, at man faktisk ikke kan tale om en særlig stereotyp mainstream. Porno er også bare almindelige mennesker, der har sex på tusind forskellige måder.