Voksne må også gerne lege med dukker

Af Nina Søndergaard

 

Bekymringen, denne afhængighedsskabende følelse af ansvarlighed, vil ingen ende tage. Alle dage har sex givet anledning til bekymring og nu, takket være teknologi, er turen kommet til ting. Ting. Sexdukker. Som påståes at forrå og devaluere alle køn.

Disse påstande ligner til forveksling al anden foregående dæmonisering af sex og køn, og naturligvis mener jeg at alle (de forholdsvis få) interesserede der måtte være, skal have lov til at udleve deres lyster i fred.

 

Mistænkeliggørelse af mænd

Endnu engang ligner det en sygeliggørelse af mænds seksualitet. Hvis en mand køber en dukke, der er formet som en kvinde, er det åbenbart fra klamt til frastødende til et tegn på psykopati og det som værre er. At en kvinde køber en dildo er neutralt/ok/prisværdigt at hun tager ansvar for sin egen seksualitet.

Det er også bare ok til lattervækkende, hvis en kvinde har sex med en He-man dukke, en legofigur (bind snor i!), mannequindukke eller en fotostat af Elvis. Men puha, hvis en mand boller en dukke! Det leder jo til voldtægt af ægte kvinder og krig og alt muligt….

Legesyge og fantasi er med andre ord kun ok for det ene køn, nemlig det gode kvindekøn, det eneste køn i stand til at skelne legetøj fra levende mennesker. Not.

 

Uopfyldte behov

Uanset om vi vil (erkende) det eller ej, så er der folk, der er ude af datingloopet. Dét at finde en kæreste er for disse mennesker svært. Men behovet for kropskontakt, krammere, sex og samvær forsvinder ikke af den grund. Afholdenhed er åbenbart det eneste anstændige valg, mener somme. For hvis de kæresteløse køber sex af mennesker er det forkert, og det er også forkasteligt, hvis de køber en sexdukke til at dække deres behov.

Hvis man synes det er så synd for de her personer, vil jeg naturligvis opfordre til at man selv gør en god gerning og knalder rundt.

 

Robotter erstatter de levende

Kælesælrobotter er med til at gøre dementes liv bedre. Løfterobotter kommer nok snart til at gøre sundhedspersonalets liv lettere. De her to eksempler kan måske vække undren, men vist ikke skingrende foragt og væmmelse.

Som sexdukkernerne altså gør. På grund af sex. S-e-x er stadig forbeholdt de unge, de smarte, de charmerende, de sunde, de smukke, de adrætte. De gamle, de kiksede, de klodsede, de syge, de grimme, de handicappede – de skal sandelig ikke have sex. De må ikke. De må aldrig nogensinde opleve erotikkens glæder, det skal moralens vogtere, Moder Stat og Almindelig Anstændighed sandelig nok sørge for. Mad, medicin, husly, tøj og måske endda et par ferske og ufarlige glæder: Ja da, selvfølgelig! I menneskelighedens navn, men sex? Nej!

Det er en grim måde at se på sex og kønsmodne mennesker, og jeg har lov at håbe at tiderne skifter inden jeg selv er hjælpeløst i kløerne på nederdrægtige plejere.

 

Sex slukker fornuft og balance

Det lader til at sex er et paradox. På den ene side, er det grimt og farligt. På den anden side, lokker det som intet andet gør. Det er fuldstændig og aldeles uimodståeligt og dragende.

Bekymringsfløjen mener jo at gøre samfundet en tjeneste ved at skærme os for sexdukker. Antagelsen er vist nok, at sexdukkerne vil erstatte menneskekærester, eller gøre folk komplet ufølsomme og lede til voldtægt af levende personer. Jaså.

Det er alligevel meget at forlange af et dødt produkt.

Alverdens producenter af frituregryder, parasoller, violiner og vingummier må være misundelige på den voldsomme appel sexdukker lader til have. Og dog. Sexdukkefabrikker har (endnu) ikke overhalet hverken Coca Cola, Apple eller Microsoft, hvilket de burde have gjort i følge dem der råber agt i gevær.

Det får mig til at tro, at sexdukker er et nicheprodukt der kun har appel for de ganske få. Og at sexdukker snarere ses som et supplement til onani end reelle kæresteerstatninger for langt de fleste. Al andet sexlegetøj har, trods både bekymring og dårlige vitser, ikke på nogen måde udfaset romantik, endsige overfløddiggjort kæresteri og ægteskaber.

 

Alle sexdukker er ok, også dem udformet som børn

Puritanske Norge har i 2017 beslaglagt en del sexdukker, hvoraf nogle var udformede som børn. Dernæst har det norske politi anholdt køberne. Se mere her.

Hvor gustne jeg end finder disse dukker, er reaktionen dog værre. Tænk sig at blive smidt i fængsel (på ubestemt tid!) for at købe et stykke plastik! Dét er forkert.

I disse hysteriske tider ser jeg mig nødsaget til at komme første indvending i møde: Er jeg selv pædofil? Nej. Bare nej.

Det burde ikke være nødvendigt at nævne, men p-ordet er pauseknap for al fornuft. Det er sløjt og sigende for moderne debatter, at første træk er at mistænkeliggøre modstanderen. Det i sig selv, er nok til at jeg mistænker at der ikke er meget rationalitet bag den angribende holdning. Ellers var det nok kommet til torvs, inden man begynder at svine den der formaster sig til at være uenig med én.

Så nej. Det er på ingen måde mine egne lyster jeg forsvarer her. Ligesom mit principielle forsvar for regnbuefamilier, aseksualitet  eller sexarbejderrettigheder heller ikke er direkte forbundne til mit eget (sex)liv. Det er blandt en del af voksentilværelsen, at man opdager at man ikke er verdens centrum, og at folk og fænomener eksisterer uafhængigt af én selv.

Mit forsvar er af principiel karakter, det drejer sig om retten til at leve i frihed og fred sålænge man ikke skader andre. Og dét liv må gerne være anderledes, ja endda afvigende uden at det volder andre skade.

Jeg er blot en gammeldags dinosaur, der tror på at man er uskyldig indtil det modsatte er bevist. At offerløse forbrydelser egentlig ikke er forbrydelser, og følgelig ikke skal straffes. Og à propos bevis. Var jeg stødt på ordentlig, redelig, nøgtern og uangst forskning der fastslog at årsagskæden for overgreb mod børn vitterligt var og er først at bolle børnesexdukker, dernæst rigtige, levende børn havde jeg naturligvis ganske uforbeholdent støttet den norske handlemåde. Selvfølgelig. At misbruge børn er så uacceptabelt, at der næppe findes ord for det.

Men dukker er IKKE børn. Og eftersom pædofili desværre fandtes længe før moderne siliconestøbningsteknikker, har jeg en kraftig mistanke om at pædofili ikke smitter og ikke udsondres af visse typer plastik.

 

Dukker er døde

Dukker er ting. Genstande. Dimser. Vi er ligefrem kodede til at menneskeliggøre alting: Skyer, brændte toastbrød, tinsoldater, tepotter, stoppenåle. To pletter og en streg er et ansigt for os. Verden over bliver der passet godt på dukker og bamser, fordi vi lader os narre. Denne egenskab plejer vi, om ikke vokse fra, så i hvert fald kunne distancere os fra, men åbenbart ikke når det drejer sig om dukker der ligner børn. Så får følelserne lov til at tage over. Bemærk at artiklen stort set kun nævner chokket og de stærke følelsesmæssige reaktioner som fuldstændig overskygger det uomtvistelige faktum at dukkerne er genstande. Livløse genstande. Gav politifolkene også dukkerne mad? Lagde tæpper om dem? Sang vuggeviser for dem? Det må jo have været ubehageligt at have været spærret inde i en papkasse, efter at være blevet hevet ud af en matrice og klistret kunstige øjenvipper på sig….

Selv hvis vi sætter lighedstegn mellem dukkerne og levende børn i den forstand, at de er værgeløse, er der stadig noget der halter: Hvem skulle sørge over “overgrebene” på dukkerne? Kobberminen, der gav dukken sine ledninger? Formen som støbte den og hundrede af andre? Postbudet, der intetanende bar den?

Hvad når dukken bliver gammel? Denne fastfrosne genstand, der ikke kommer til at vokse en eneste millimeter eller få rynker endsige kunne huske noget som helst, skal den så også have psykologhjælp?

Jeg ved faktisk ikke hvad der er sket med dukkerne i Norge. Er de blevet lagt på en hylde? Eller brændt? Destrueret? Det er dog også en krank skæbne, hvad både grantræet og tinsoldaten fortæller os…

 

Hvorfor dette forsvar?

Fordi totalitært tankepoliti er forkert. Fordi det er grundlæggende urigtigt at smide folk i kachotten på forhånd. Hvilket den danske stat heldigvis heller ikke har valgt at gøre. Endnu.

Så det er faktisk ikke pædofile som sådan jeg forsvarer, det er retten til at være en fredelig og uskadelig borger eller endda afviger. Stater benytter sig gerne af salamiteknik. Først de uforsvarlige, de udstødte og så…

Alle er rørende enige om at pædoer skal ud/væk/rådne op og alle mulige måder forhindres i at pille på børn. Det tilslutter jeg mig i de tilfælde, hvor der rent faktisk har fundet overgreb sted. Selvfølgelig. Indiskutabelt. Men de inaktive? Dem der rent faktisk tøjler deres begrædelige lyster? Selv gammeldags, sure, snerpede Storbritannien gav folk lov til at være homoseksuelle, sålænge disse ikke ‘begik homoseksuelle handlinger’. Ingen sammenligning i øvrigt, andet end den komplette udskamning af hvad der i høj grad ser ud til at være medfødte tilbøjeligheder.

Hvem ville dog vælge en totalforbudt, pinagtig, skadelig seksualitet, der i sagens natur aldrig kan få et frivilligt eller ligeværdigt udtryk med en partner?

Glæden over at man tilfældigvis selv er heldig at have de rigtige lyster, der endda måske er godkendt af både Gud, skat og alverdens stater må helst ikke overskygge, at nogle ikke faldt så heldigt ud og så længe disse ikke gør noget, skal selv ikke engang de straffes. Tilbage til tankepoliti: De fleste af os har også været så sure og forbitrede, at vi lystigt og skamfuldt har hengivet os til grotesk voldelige fantasier om at skade dem, der har gjort os fortræd. Hvis alle os, der har haft smaddertanker mod andre skulle ind at brumme, var der ikke plads nok på planeten til alle de fængsler.  

Det nævnes i artiklen, at en af køberne er kendt at politiet. Det siger måske ikke så meget, da det letkrænkelige norske politi jo åbenbart arresterer folk, der kommer til at gøre en tolder lidt trist. Men skulle det være en pædofil, er det dog uendeligt meget bedre at vedkommende udlever sin forbandede lyster med en død genstand end et rigtigt, levende menneskebarn. Hvis ikke den tøjlen ligefrem skal roses, så skal den i hvert fald ikke straffes. For det er dét som er sygt, ikke at kunne kende forskel på dukker og børn.

 

Slap af. Løslad de fængslede. Lad voksne lege med dukker i fred.