Håndbog for duller

af Nina Søndergaard
The Ethical Slut – A Guide to Infinite Sexual Possibilities af Dossie Easton & Catherine A. Liszt. Greenery Press, 1997

To kvinder har begået en bog om åbne forhold og hvordan man bedst muligt bliver en dulle, men vel at mærke en dydig dulle M/K. Dydig skal her forstås som en ærlig dulle, der ikke er utro eller ude på at såre folk, men blot at have det sjovt og få så meget sex som muligt. Med andre ord, en takt og tone bog for duller af alle køn. Det lyder selvmodsigende og langt ude, men de slipper godt fra det. Grunden til at bloggen her bringer en anmeldelse af en 12 år gammel bog er at forfatternes ærinde er det samme som mit. Nemlig at åbne mulighedernes verden og at få alle til at tænke selv.
Bogen er inddelt i fire dele: ”I os selv” om hvad vi selv føler og vil. ”Mellem hver andre”, når vi har fundet ud af hvad vi vil. ”I verden”, hvordan andre kan reagere på éns kærlighedsliv. ”At more sig”, hvordan man finder frem til ligesindede. Den er dejlig amerikansk i den forstand, at de forklarer hvad der virker bedst for dem og ansporer dig til at undersøge hvad der er godt for dig. Alt sammen i et letforståeligt sprog med masser af eksempler og nede-på-jorden forklaringer. Det er lige før det bliver banalt, det skyldes nok at vi i Danmark trods alt er mere vant til papirløse forhold og gifte homoseksuelle, men det giver også en følelse af tryghed at forfatterne har tænkt hele vejen omkring problemerne.

De mener grundlæggende at sex er godt, sundt og positivt. Derfor er det forkert at ville begrænse sex i sig selv, men de uheldige følgevirkninger der kan opstå i kølvandet på sex, kan vi gøre noget ved (ved at være ærlige, bruge kondomer etc.). De tror at mennesket er et flokdyr og at vi trives bedst i stammer. Endvidere er de af den overbevisning at kærlighed ikke er et begrænset gode, men noget der kan vokse og trives når blot den får gode vilkår. De betingelser har det svært i denne verden, hvor mange mennesker ønsker at forhindre andre i at elske. Så længe der er begrænsninger på fx homoseksuelles udfoldelser, er det ikke en fri verden vi lever i.

Uanset om man selv er politisk aktivist, er der stof til eftertanke. I hvert fald er bogen én lang opfordring til at tænke selv, blive klar over hvad man føler og forsøge at indrette sit liv efter det. Her er ’målet’ at få forhold til flere mennesker, ofte som i kæreste med elskere (primær og sekundære forhold) og optimere lykken for alle. Også for børnene – der som regel trives storartet i storfamilier, hvor der altid er en voksen tilstede.

Det lyder med andre ord som coaching, bare fra hippier. Og det er nemlig hvad det er!

Så uanset om man selv ønsker at leve i åbne forhold eller ej, er der meget at hente fra bogen. Fx at lære sig selv at kende, lære at være ærlig i kærlighed (det er svært, da vi hele tiden tror at vi sårer folk eller blotter os selv, så de vil afvise os, altså har de fleste forhold en hemmelig dagsorden) og at få styr på sine forventninger. Mere konkret giver forfatterne også gode råd til at lave lister over hvad man tænder på (hvilke ord vil man bruge, hvor langt vil man gå?), hvordan man håndterer jalousi, opnår de mest konstruktive skænderier og passer børn i åbne forhold.

Monogami er fint, men ikke naturligt eller gudgivet. Problemet er at det er normen, som kan være svær at styre udenom, uanset om man vil det eller ej. Altså kan folk komme til at gifte sig, være utro og ødelægge en masse for dem selv og andre. At være en dulle handler netop om ikke at være utro, men at få liv og lyst til at gå op i en højere enhed. Det er ikke lettere end det hårde arbejde, det er at være gift, men det er sjovere lover forfatterne. Man kunne jo prøve ad…

Pissesur og prostitueret

Rock’n’roll røvtur med Virginie Despentes

af Nina Søndergaard

Virginie Despentes er pissesur. Det har hun været længe, og hvis navnet forekommer lidt bekendt, kan det være at det er fordi du har set filmen Blodsøstre (Baise-moi fra 2000) som var en fransk, dogmeagtig udgave af Thelma & Louise, bare helt uden formildende omstændigheder. Den skabte en masse postyr i Frankrig, plakater blev taget ned og filmen blev censureret. Det hjalp ikke just på Despentes’ humør. Men sådan er det, ifølge hende, i dagens Frankrig. Der er ingen lykkelige, hverken mænd eller kvinder, men det er pga. samfundets fallit på utallige områder, ikke kun det kønsmæssige, s. 18. Hun mener nemlig at kvindefrigørelsen har fundet sted, s. 17, og den betyder i hendes optik at man kan leve som man vil. Fx ved at frasige sig ægteskabet og leve som en mand, s. 17. Hun følte sig længe meget fjernt fra kvindesagen, fordi hun ikke så sig undertrykt pga. sit køn.
 
Hun har været meget i punkmiljøet, som hun mener giver styrke og empowerment til masser –især piger der ikke lige passer ind og hun har hængt ud med radikale på venstrefløjen. Det er værd at erindre når hun giver sig til at brokke sig over Coca Cola og makeup reklamer. Det lader nemlig til at være hendes opdragelse i det miljø der får hende til at sige det, mere end egentlig overbevisning, det afsløres især ved hendes meget spændende afsnit om prostitution.

Despentes har selv været sexarbejder, først i Lyon, dernæst i Paris. Før da arbejdede hun i et supermarked og var ”deprimeret over den tid det tog fra mig, over de få penge jeg tjente og over hvor let jeg brugte dem. (…) Måned efter måned lærte jeg at forstå den præcise betydning af et liv som hæderligt arbejdende kvinde.” s. 64. Efter at have tilløb i lang tid prøver hun så og får et kick ud af at blive forvandlet fra en ’gennemsigtig pige’ til en ’syndens skabning’. ”Jeg besad en vildt eftertragtet skat, min kusse, mine bryster, og adgangen til min krop antog en uhyre vigtighed.” s. 66. Som sexarbejder ser hun til sin store overraskelse også en anden, mere sårbar og skrøbelig side af mænd.

Dén skrøbelighed og sørgmodighed mændene viser hende, er for hende det sværeste ved jobbet, for de her sårbare mænd kunne Despentes ikke bare se som pengemaskiner, hun ynker dem og ser sit arbejde som velgørenhed, s. 69. Derudover blev kick’et af selvsikkerhed og styrke sværere at styre, akkurat som coke, s. 67. Men det er i Paris med drønhård konkurrence at Despentes for alvor oplever de negative sider af sexarbejdet. Der kom mistænkelige huller i hendes CV, hun slæbte løgn med hjem til sin kæreste og den lethedsfølelse fra de første sexsalg var forduftet, s. 78.

Et interessant aspekt ved hendes virke som sexarbejder, er at det hjalp hende over den voldtægt hun blev udsat for som 17-årig. Den nat følte hun sig ’forbandet meget som kvinde’, fordi hun ikke turde trække den springkniv hun havde i jakkelommen, s. 49. Hun undrer sig efterfølgende over hvorfor der i disse gadgettider ikke er opfundet en dims til at sætte i kussen, der sprætter pikken op på enhver stodder der stikker pikken derind, s. 50. Hun undrer sig over tavsheden, den mur af tavshed der møder hende – dels taler hun ikke selv om hændelsen, dels kan hun ikke finde noget litteratur om det. Bøger har ellers altid hjulpet hende til at forstå sit liv, fx læste hun Gøgereden da hun blev indlagt på et psykiatrisk hospital, men hvad voldtægt angik fandt hun ikke noget, indtil hun stødte på Camille Paglia der mente at det var en risiko man løb som kvinde. Paglia mener at det er et vilkår, et uheld man kan komme ud for, frem for et mareridt der aldrig må ske, s.44.

 

Hun er træt af at det er så svært at fortælle om det her, fordi hun mødes med nedladenhed, foragt og malplacerede konklusioner, s.77. Det er især belastende når det kommer fra kvinder der er gift, og som anser kærlighed som en underforstået økonomisk kontrakt, s. 80. Penge betyder uafhængighed, og luderen markerer sin uafhængighed fra kærnefamilien og hjemmet ved at indtage byen, s. 83. Mænd behøver ikke at lyve overfor hende, for forholdet mellem den heteroseksuelle mandlige kunde og luderen er en sund og klar mellemkønslig kontrakt, s. 85. Det tror jeg gerne, men det er lidt pudsigt at Depentes synes at kapitalismen er en god idé, når den muliggør at mænd tjener en masse penge og vælger at bruge nogle af dem på at købe en seksuel ydelse af hende, men at det er skidt idé når hun ingen penge har. Det er samme logik man hører i et casino, når folk vinder er poker skægt, når de taber er det råddent. Men kapitalismekritikken er skam med i bogen, dog som en af de mindre overbevisende idéer. Tilslut vil jeg runde af med et citat om de stakkels prostituerede, som jo alle er ofre. Not. Værsgo til Virgines oplevelser på side 72.

”Den første gang jeg blev ansat i en massageklinik, kom jeg fra et miljø på den yderste venstrefløj hvor jeg altid havde hørt, og troet, at piger der prostituerede sig var ofre, enten ubevidste om det de gjorde eller manipuleret til det, under alle omstændigheder var det ikke ud fra deres eget frie valg. Virkeligheden ude i felten er helt anderledes. Den pige der lukkede op for mig på massageklinikken var sort og fik én til at tabe vejret, hun var en af de smukkeste piger jeg har set tæt på. Vanskeligt at få ondt af hende eller føle medlidenhed med sådan en skabning. Senere lærte jeg hende bedre at kende, hun var lidt yngre end mig, meget bedre socialt integreret, havde allerede arbejdet flere år i branchen, havde forlovet sig med en fyr hun elskede højt, hun havde en god humor og rigtig god musiksmag. Jeg syntes hun virkede solid, arbejdsom og beslutsom. Klarsynet og tilfreds med sit liv, i modsætning til mig eller de piger jeg kendte. Hun svarede overhovedet ikke til det billede jeg havde af en professionel sexarbejder. Hun var meget efterspurgt og tjente en formue hver dag, store beløb i kontanter som hun samvittighedsfuldt sparede op.”

Et andet Hjem – andre muligheder

Et andet Hjem – Kvindelig Læseforenings historie 1872-1962 af Helle Hvenegård-Lassen. Museum Tusculaums Forlag/ Det kongelige Bibliotek, 2008.

Af Nina Søndergaard

Kvindelig Læseforening stiftedes inden folkebibliotekernes udbredelse. Lejebiblioteker fandtes, men var ikke sømmelige for borgerskabets damer. Altså dannede de deres eget bibliotek og læsesal, der efterhånden udvidedes med café, studenterforening og – fripladser, foredrag, læsekredse, børnebibliotek og hotelvirksomhed. Kun kvinder sad i bestyrelsen og kun kvinder optoges som medlemmer (de første mange år i hvert fald, senere kom mænd med).

Det var en tid hvor kvinder ikke var velkomne på videregående uddannelser, ikke havde stemmeret eller mange muligheder for at gøre sig gældende i samfundet. Gifte kvinder fik først lov at disponere over egne penge i 1880. Mange af aktørerne i bogen var ugifte, hvilket dengang var langt mere stigmatiserende end nu. Især da det kvindelige ideal og mål så entydigt lå i moderskabet. Selv de barnløse kvinder hyldede moderfiguren (fx Selma Lagerlöf).

 

Hvenegård-Lassen er bibliotekar og hendes kærlighed til biblioteker som videnscentre er tydelig i bogen, som rummer flere historier og facetter end man kunne forledes til at tro. Her er en historie om private initiativer og om en bevægelses fødsel, flytninger, fremgang, fester og fald. Der er litteraturhistorie – fx at finde en balance mellem lødig og populær litteratur og nordisk mod fremmedsproget litteratur. Der er diskussioner om målet for kvinder (interessant at læse at ikke alle kvinderne ønskede politisk indflydelse eller adgang til universiteterne, blot åndeligt frirum) og så er der kvindehistorier i bogen.

Læser man Et andet Hjem med queer-briller er der i hvert fald masser af interessante introduktioner til kvinder, hvis levned gerne måtte undersøges nærmere. Det skal siges at Hvenegård-Lassen beskriver foreningens historie og ikke skriver biografier om kvinderne, altså skal hun ikke klandres for ikke at gå nærmere ind på aktørernes privatliv. Det har andre gjort, men uden at tage fat på de lesbiske temaer der kører som en understrøm i perioden. Fx får vi blot at vide at Selma Lagerlöf flere gange gæstede Damehotellet, men ikke at Lagerlöf var lesbisk. Den karismatiske forkvinde og ugifte Sofie Albertis privatliv afsløres der intet om. Dog får vi at vide at Ellen Branth (medlem af KL og i opposition til Alberti) levede op til fordommene om den mandhaftige kvindesagskvinde med sit slips, herrehat, cigarer og veninden Mylle Petri…

Med så meget fyld på historien om en læseforening er det i orden at Hvenegård-Lassen ikke beskæftiger sig med homohistorie, men fremover kunne det være rart hvis biografer tog fat på dét tema frem for at underspille det. I hvert fald er jeg næppe den eneste der fandt det lesbiske aspekt lige så spændende som diskussionerne om hvilken politisk eller litterær retning KL burde tage.

Prinsessen og playstationen

             

– Eller hvordan det indre kan konflikte med det ydre
af Inge Muurmand Jessen

Situationen: Sen aften, dansegulvet fyldt, musikken høj. Vi er et sted i København – weekenden, hvor alle skejer ud, er fulde, cool, trendy, har masken på og iscenesætter sig selv.

Jeg har gjort det, som jeg tit gør: Taget den fine kjole på. Normalt er jeg til daglig den dovne gråspurv – frysende om morgenen vælter jeg rundt i lejligheden og ifører mig, hvad jeg kan finde – puffer fjerene op og prøver at holde varmen. Det kan blive til nogle lidt crazy kombinationer nogle gange, men mestendels er det ikke imponerende. Jeg når sjældent det med makeup – desuden kommer det også til at se herrens ud hvis det regner, og da jeg aldrig følger med på DMIs hjemmeside, opdager jeg først, at det siler ned, når jeg er nået ud til den våde cykelsaddel.

Nå men, her står jeg så i mit festskrud. Når hverdagen ikke kan tilføres glimmer pga. tidsmangel og pragmatismens herredømme, så må man jo råde bod til festen i weekenden!

Jeg har den store blå kjole på og masser af de smykker på som jeg altid glemmer at bruge, men som der knytter sig så mange minder til. Hvis ham dér spørger…eller mangler noget at spørge om…så kan han jo altid sige: ”Sikken et smukt smykke du har om halsen”…Så kunne jeg begynde at fortælle om den rejse til Mellemøsten, hvor jeg købte det. Hvor dejligt det var, hvor speciel den verden var. Menneskene, aftenbrisen. Den røde sol på sandstenssøjlerne i templet, som vi gik forbi om morgenen. Mine længsler, drømme. Alle de gode ting, som var fanget i lige præcis dét sølvsmykke.

Uha, mange muligheder – jo mere pynt, jo finere dame – des mere at snakke om, hvem ved? Fortælle ud fra. Jeg vil være den smukke dronning i aften. Hende der er lidt cool – hende der betragter på afstand. Jeg ser smukkest ud når jeg ikke smiler, det ser man nemt. Alle de billeder af mig, hvor jeg smiler, ser jeg fjollet og halvlam ud. Nææ, vi skal være kølige. Ikke overstrømmende, ikke overivrige. Det er dér det altid går galt.

Fast besluttet var jeg altså ved aftenens begyndelse om ikke at begå min klassiske fejl. Som den amerikanske komiker Chris Rock har sagt det: At ende i ”the friend zone!” Han jokede naturligvis ud fra sine erfaringer som mand. Mon han nogensinde har tænkt på at også uheldige kvinder kan ende dér? Kvinder som higer efter det feminine i dem selv, men som aldrig har lært det. Som ikke har haft søsteren, som i bedste Jane Austen-stil flettede håret på hende inden sengetid. Hvor veninden aldrig har sagt ”rød er din farve.” Som aldrig har lært at spille kostbar.

Eller set nødvendigheden i det. Måske før nu.

Jeg er en lille pige inderst inde. Som bare ønsker det hele var simplere. Jeg har en drøm hvor vi sætter os op på hver vores My Little Pony med regnbuevinger og går på opdagelse i den gyldne have over skyerne. Hvor vi finder de hemmelige stier og overdækkede kløfter og bygger hule. Jeg kan ikke skjule min begejstring, min iver, når jeg finder spændende nye indtryk. Og det er min fejl.

Illustration: Inge Muurmand Jessen

I min paralyserende frygt, når det går op for mig, at jeg virker overivrig, skifter jeg emne. Hmmm, jeg kan måske redde med coolness: Hvad interesserer ham? Han er IT-fyr…computere er da vildt spændende! Fortæller om barndommen i min fars værksted, hvor han reparerer gamle fjernsyn. Sløjfefangeren i en VHS-maskine – og ja, Betamax var da meget bedre, ikke??

Jeg sad og spillede de gamle adventure-spil på min brors Amiga – når jeg da måtte låne den. Uha, den nostalgiske glæde over den simple grafik men gennemtænkte plots! Jeg bliver overvældet af fryd.

Nej, nej, nej. Overivrig – overnørdet! Fyrene gider ikke nørdede piger –eller jooo, men ikke som den eneste ene. Som kæresten over dem alle, som de ser op til, beundrer. Man bliver lillesøsteren, hende man kan spille spil med, lege med. Se film med. Men invitere ud på fin middag, danse dansen i måneskin, skrive længselsfulde breve til? Det tror jeg ikke, desværre.

Hvad skal jeg gøre? Jeg trådte mine barnesko i et mandligt univers fyldt med Star Wars-figurer og min brors aflagte fløjlsbukser, som jeg fik lov at arve. Jeg kunne alligevel ikke lide at gå i kjole – hvorfor mon? Jeg søgte alternativerne i rollespillernes drengerøvsunivers, hvor jeg helst spillede mandlige roller (jeg ville da ikke være tøsen på holdet…det var nemmere at være ”one of the guys”, hvis man spillede en rolle, der var som deres). Jeg spillede brætspil med dem, lyttede til Primus og Cypress Hill sammen med dem. Gik på samme ungkarle-beskidte lokummer som dem. Senere fik jeg at vide, at de vistnok havde prøvet at score mig dengang. Men jeg opdagede jo ingenting, jeg var så naiv.

Og det er jo spørgsmålet: Er det mig, som ikke kan se? Se tilnærmelserne nu…forstå den danske fyrs måde at se på mig på, kommunikere på? At når han siger: ”Fuck mand, den kjole, dér! Skal du til bryllup?!”, betyder det i virkeligheden, at han synes jeg er sød?

Eller er det mig der ikke kan finde ud af at spille spillet. At være den passive lille søde pige? Den bly viol med øjnene vendt mod gulvet. Som ikke svarer, medmindre jeg bliver spurgt. Ahhh, hende kunne jeg godt tænke mig at være nogle gange. Og han kunne tage min hånd og sige ”Kom her” og tage mig med udenfor og sige, at jeg så sød ud….

Men det gør de jo bare ikke…eller?

Eller også når de det ikke, førend de er ramt af en talestrøm, af mange nysgerrige spørgsmål…af en analyse, af en dyb etnografisk beskrivelse af det absurde sted vi begge er havnet. De når ikke engang at give mig hånden, førend jeg har overmandet dem med ord. Men hvis jeg lod som om og var stille. Så ville jeg ikke kunne gøre det længe. På et eller andet tidspunkt ville ivrigheden overmande mig.

Vi hyggede os bare så meget – dengang jeg var én af drengene. Det gør jeg stadig med de få af dem, som er tilbage, når vi endelig mødes. Snakker om spil: computerspil, rollespil…DVD-film i den bedste udgave med den bedste kvalitet med det mest finurlige plot. De har ikke ændret sig meget – for mig. Jeg har måske ændret mig meget – mener jeg selv.

Jeg kunne ikke blive én af deres kærester. Der er vi for forskellige og for beslægtede. Er vi bror og søster? Eller er vi brødre og de ser ikke mit køn længere? På en måde ser jeg det sidste som en stor ære. At være én af dem. Ikke at blive bedømt på min overflade mere. Jeg er lige så doven som dem, lige så impulsiv efter at få min umiddelbare lyst styret – spil og sodavand og salte lakridser…må man godt det som kvinde?

Gid det bliver sådan også til jobsamtalen, når jeg er færdig med min uddannelse. De kigger på mig: Ung kvinde, omkring de 30. Ingen børn. ”Er du gift?” Nææ, jeg har ikke mødt den helt rigtige endnu. Ved ikke engang om jeg skal ha’ børn, eller hvad. Hvornår kan vi snakke om sjove programmer i fjernsynet eller computerspil? Eller at jeg tegner og godt kan lide hård rock. Kan vi ikke bonde på den måde jeg gør med mine drengerøvsvenner? Jeg er jo ligesom dig, hr. personalechef. Hvorfor kan vi ikke lege?

Jeg har det pæne tøj på til samtalen, mon ikke? Man kan ikke se min kærlighed til ”Monkey Island”-spillene, eller ”Pick of Destiny” på det. Du tror vi ikke har noget at snakke om. Du tror, jeg om kort tid kun kan snakke om baby og børnehave. Men jeg er ikke sådan!

Se, det er sådanne tanker, der frustrerer mig. Og tanken om aldrig at blive inviteret ud på dansegulvet af de søde fyre. De søde, men også i særlig grad de alvorlige fyre. Dem som tager et forhold seriøst, som ved at det er en ”two-way street”, hvor man yder for også at nyde. Hvor begge er kreative og finde på. Hvor vi kæmper og finder på nye lege, hvis det bliver for trivielt det hele.

Men mine kærester sidder tit i sofaen og spiller spil sammen med mig. De foretrækker pizza og film i stedet for en romantisk aften i teatret. Interesserne går forud alt andet. Og hvordan kan jeg blive sur over det? Jeg er jo én af dem. Men jeg ville også være en anden…bare lidt.