Anmeldelse af “En fandens mand”

Af Nina Søndergaard

 

Anmeldelse af Anders Haahr Rasmussen: En fandens mand – fortællinger om nye tider. Gyldendal 2019.

 

Topkarakterer!

 

Journalisten og forfatteren Anders Haahr Rasmussen har i ti år ofte skrevet om sex, og som en af de ganske få journalister været kildekritisk overfor emnet. Stillet hv-spørgsmålene om prostitution, feminisme, kønspolitik og andet godt. Det bliver han heldigvis ved med, men i denne samling tekster bringer han sig selv på bane og det er meget vellykket.

For hvad er en fandens mand egentlig? (Troede at udtrykket var en fandens karl, nå ja ja). Én der gør kvinder små og usikre? En scorekarl? Hvordan kan en mand elske kvinder uden at være klam og overgribende? Hvordan kan man være en heteromand uden at krydre det med homofobi, for bøsse er man i hvert fald ikke? Hvordan kan det være at oralsex for mange mænd er forbundet med en følelse af magt? Og hvorfor forbinder mange kvinder ikke oralsex med magt? Kan man tale kritisk om kønsroller med nænsomhed og uden at gøre de omtalte utrygge? Hvordan kommer vi hen til at mænd og kvinder har (mere, meget mere) sex med hinanden og ikke mod hinanden?

Det er nogle af de spørgsmål han stiller sig selv og en række forskellige eksperter. Rasmussen håber at de her spørgsmål og samtaler bliver taget op til mere samtale og undersøgelse, undren og introspektion. Bemærk at det ikke er en debatbog, omend den nok kommer til at stå i den kategori, det er kapitler ‘hvori forfatteren snakker med et offer for hævnporno som sin begejstring for hævnporno’, eller ‘hvori forfatteren fortæller historier om evigt farlige mænd og skrøbelige kvinder, inden han interviewer en kvinde, der forklarer ham, hvad han har gang i.’

Genialt greb med en hyggelig lille indledning á la Peter Plys til at undre med på de her store komplekse spørgsmål, som ellers ofte bliver en akademisk diskussion med nogle ganske Særligt Udvalgte. Ikke her. Vi bliver alle inviteret med. For Rasmussen er en helt almindelig heteroseksuel mand. Standardbarndom i provinsen. Helt almindelige vaniljelyster. Der popper op på ubelejlige tidspunkter som når han skal være den nøgterne tenniskommentator eller en professionel journalist, der skal interviewe en 70-årig forfatterinde. Genkendeligt, sjovt, flovt og totalt forbudt at sige højt – og så må man læse og skrive om det.

Og skrive rigtig godt om det. Kvindebeskrivelserne er kærlige og nænsomt formulerede: Julie havde ‘små bryster, der måske var lidt uvenner’. Der er fine litterære citater fra nyere kvindelige forfattere. Og så er der ellers stof til et formstudie: Bevidsthedsstrøm, krydsklip, lade stemmer tale samtidig. Men det allerbedste er Rasmussens ærlighed hvor han udleverer sig selv, sine dunkle sider, sin forvirring og sin skriveproces. Fx blev kapitlet “Finker af Panden” skrevet om og rettet og slettet mange gange, for sidst til at “mislykkes bedre, end det gjorde til at begynde med.” Vidunderligt! Rasmussen er et godt bud på et mandligt medstykke til Suzanne Brøgger (der naturligvis bliver behørigt citeret og refereret).

-Sidst jeg anmeldte en paperback fra Gyldendal her på bloggen var det med dyb skuffelse over boghåndværket. Jeg vil gerne bilde mig ind at forlaget har rettet ind efter mig, men i hvert fald er det dejligt med en korrekturlæst, læsbar, bladrbar bog. Dog. Et lille, personligt suk skal lyde herfra. Når teksten flyder så godt på et strålende, mundret dansk, hvorfor så ikke oversætte de forholdsvis mange engelske citater der er på tungt akademisk niveau? Please?  

Mikkels Pik

En e-boganmeldelse af Nina Søndergaard

Anders Haarh Rasmussen: Mikkels Pik, forlaget Zetland 2012

Mikkels Pik er sjov og klog! Ja, nu taler jeg selvfølgelig om singlen, e-bogen, ikke om den fysiske pik der sidder på ”Mikkel”, en af Rasmussens venner.

Rasmussen er freelancejournalist og har ofte beskæftiget sig med seksuelle emner. Han er desværre en af de meget få journalister der også anvender kildekritik når talen falder noget med ”sex”, det ses også her i Mikkels Pik, der sandelig ikke er den omgang sludder for en sladder meget andet seksuelt stof er.

Med udgangspunkt i at Mikkels pik er flot og aftvinger vennerne beundring og nysgerrighed, udforsker Rasmussen veloplagt hvordan det kan være at de her heterogutter kan beundre og endda røre ved Mikkels pik uden at blive bøsser af den grund.

Vi kommer vidt omkring: Pakistan, victoriatidens London, nutidens sommerhuse i Nordsjælland, Latinamerika og selvfølgelig oldtidens Grækenland. Det er skægt og spændende og Rasmussen er en dygtig formidler af tungt stof. Fx får han lige opsummeret Judith Butler (hvis overlæssede tekster med et skyhøjt lixtal jeg aldrig har læst) på et par linjer. Det er sejt!

Rasmussen diskuterer de meget nære mandevenskaber som florerede her sidst i 1800-tallet, og at mænd i dagens Pakistan snildt kan gå hånd i hånd uden at nogle tænker at de er bøsser og kærester. For mig er der en ret enkel forklaring (sikkert FOR enkel – men modbevis mig endelig) på det fænomen. Nemlig behovet for kropskontakt. Alle mennesker har brug for berøring, det være sig i form af en krammer, aening, samleje eller at gå arm i arm. Og i stærkt kønsopdelte kulturer, så må man ty til hinanden.

H.C. Andersen kælede for sin ven og er skiftevis blevet set som bøsse, aseksuel og som hetero, og der er utallige krumspringsforklaringer på ordet ”kæle”, for HCA kan af folk som Johannes Møllehave sandelig ikke ses som homo. Suk. Hvad nu hvis grænsen mellem venskab, sex og kærlighed slet ikke er så fast endda? Er det virkelig så frygteligt at ligge i ske med sine venner? Ordene ’nært venskab’ antyder også at der ikke er stor afstand mellem parterne, og måske også fysisk nærhed.

Rasmussen skal have tak og ros for at bringe fællesskaber på banen, når vi taler om seksualitet. Meget ofte ses seksualitet som noget der kun angår de to mennesker – og alligevel formår etiketterne homo/hetero at præge alt muligt i livet. Det er noget af det Rasmussen tager fat på, når han undersøger sit mandefællesskab og for min skyld måtte Rasmussen gerne skrive endnu mere om hvad venskaberne betyder for folk og omverdenen.

Hvis jeg har et hjertesuk over Mikkels Pik, så er det at bøsser er, trods al snak om rettigheder, ikke ligefrem er forbilleder. Bøsser er den modpol som de her heterofyre i hvert fald ikke er. Overhovedet. Det er ikke noget særegent for Rasmussens venner, det ved jeg godt, men det er alligevel lidt ærgerligt at der er brug for skræmmebilleder og bussemænd – her altså de bøsser heteromændene sandelig ikke er. Men igen, jeg har heller aldrig forstået heteroseksualitetens selvhad (det må være mærkeligt at rende rundt med et kønsorgan man grundlæggende ikke kan lide).

Det er sådan en god læseoplevelse der venter i Mikkels Pik, at jeg ikke vil spolere ved at give de svar Rasmussen kommer frem til, i stedet vil jeg lige sende et spørgsmål ud i æteren: Er sex altid et magtspil? Ser den der penetrerer virkeligt ned på den vedkommende penetrerer? I så fald er det vel svaret på at kvinder verden over har lang vej endnu til toppen..?