Den usynlige kavalergang

15 05 2011

af Eini Carina Grønvold

D. 4. juni kl. 14 mødes vi forhåbentlig en masse kvinder til en happening, en såkaldt “slutwalk”, som er et koncept udsprunget af Canada. Du kan melde dig til og følge udviklingen på Facebook og læse en artikel om bevægelsens opståen i The Guardian.

Det handler om voldtægt og kvindens kropslige ukrænkelighed. Internationalt er der stadig steder, hvor en voldtægt ikke anerkendes som sådan, hvis kvinden ikke er jomfru, eller hvor straffen mildnes, hvis hun ikke er en “ærbar” kvinde. Sådan er det strafferetligt heldigvis ikke i Danmark (selvom det er under 10 år siden, man begyndte at straffe voldtægt mod sexarbejdere lige så hårdt som voldtægt mod ikke-sexarbejdende kvinder), men jeg mener, at det syn, der ligger til grund for denne opdeling stadig har stor indflydelse, og jeg mener, det er vigtigt, at vi gør op med det.

Jeg vil gerne illustrere, på en simpel måde, hvorfor, og dertil vil jeg bruge følgende eksempel:

På facebook i går var der en bekendt, der postede et link til denne video med den mildest talt barmfagre Chelsea Charms: http://ekstrabladet.dk/vrangen/article1554736.ece

Det affødte en kommentar af en fyr, M, og en efterfølgende diskussion, som jeg vælger at gengive her på bloggen, idet den meget tydeligt illustrerer, hvorfor jeg mener, vi skal indtage gaderne. Det er ikke vigtigt, hvem M er, for jeg vil fremsætte den påstand, at han langt fra er den eneste, der tænker og formulerer de ting, han her kommer til at repræsentere.

M skriver: ok, [hun] slår sig ikke når hun falder forover, men er der en hjerne at beskytte?

Eini: hvad får dig til at sige “er der en hjerne at beskytte?” Hun er da ikke specielt ubegavet at høre på.

M: Har ikke haft lyd på, men hvis man bruger brysterne til at få opmærksomhed, så må der mangle noget andre steder.. Har også prøvet at snakke med folk som virker som om hjernen er tiptop end til jeg lærke dem bedre at kende..

Eini: hvorfor skulle der nødvendigvis mangle noget andre steder, hvis man vælger at bruge brysterne til at få opmærksomhed med? Kan man så ikke lige så godt antage, at folk der bruger deres humoristiske sans til det formål, gør det for at skjule, at de i virkeligheden er dårlige til at spille fodbold? Er der en naturgiven modsætning i brystmål og IQ? Kvinder bliver simpelthen dummere, jo mere seksuelle, de er, eller hvad?

Desuden er det jo også en reel mulighed, hun bare selv tænder vildt meget på at have gigantiske bryster. Lidt ligesom nogle tænder på at få horn indopereret i panden.

M: Som du selv giver udtryk for, er der mangt og meget der ligger som dækker over hvordan virkeligheden egentlig er, selvom jeg nu ikke vil drage en samling mellem humor og fodboldt (lige sådan), men som sagt jo.. Hvis en kvinde ikke vil anses som en luder, må hun være begavet nok til ikke selv at fremstille sig som sådan en.. Accepten for hvem man er, er i dette tilfælde egentlig det samme som vejen frem vedr begavelse, kan du ikke acceptere virkeligheden som den er, kan du ikke tage ved lære, og derfor ej heller vokse i begavelse.. Kan ikke sammenligne horn og bryster…

Det er lige meget, hvem M er, og det er ikke en opfordring til at hænge ham ud for sine usammenhængende argumenter, men de ting, han siger, bør vi forholde os til. Jeg kan næsten kun smile overbærende ved kommentarer som ” Hvis en kvinde ikke vil anses som en luder, må hun være begavet nok til ikke selv at fremstille sig som sådan en”, men jeg stejler stærkt og arrigt over hele grundsynet, netop fordi jeg genkender det fra den verden, jeg færdes i hver eneste dag.

Jeg forstår ikke, hvorfor så mange accepterer idéen om, at kvinder kun er nedringede eller på andre måder ekspressivt sexede for ”at få opmærksomhed”. Jeg vil påstå, den opfattelse hænger sammen med en accept af, at kvindens seksualitet er bundet til mandens blik på hende. Et opgør med dette handler ikke om at fjerne mandens blik, men om at insistere på kvindens egen lyst og selvbestemmelse.

Det lyder måske bizart, men i praksis oplever jeg at blive behandlet efter følgende logik: En kvinde er først sexet eller usexet, idet en mand kigger på hende. Indtil da er hendes fysiske seksuelle udtryk ikke-eksisterende. En kvinde har pr. definition heller ikke noget ønske om at dyrke sin egen krops attributter for sin egen tilfredsstillelses skyld. Ergo må det jo være for mandens skyld, at hun tager den kjole på.

Men sådan er det jo – for helvede – ikke! Ja, det KAN være fedt nok, at f.eks. mænd kigger på en og synes, man er fræk eller smuk, OG man kan bruge det som et af de stærkeste våben i flirten og andre sammenhænge, men det ændrer ikke ved, at kvindens kavalergang eksisterer, uanset om manden er i lokalet eller ej. Den tilhører nemlig hende selv.

Så, kære kvinder, det efterlader os med to muligheder: Enten må vi huske at klæde os tækkeligt, så mændene ikke tror, vi er dumme, eller også skulle vi måske samles her og bede folk som M om at tænke sig om en ekstra gang eller måske bare lukke røven.


Handlinger

Information

5 responses

17 05 2011
Sakena

M er en idiot! og mænd der tænker sådan er nogle idioter.

Jeg vil dog stadig mene, at “klæder skaber folk” og hvis man er sexet klædt, bliver man opfattet som useriøs.
Ligsom hvis man er kedeligt klædt, bliver man opfattet som usexet.

Hende på billedet har iøvrigt en fantastisk røv, jeg må poste hende på min mands væg. hehe

17 05 2011
Nina Søndergaard

Jeg tillader mig at knytte et par kommentarer til dine udsagn, Sakena, da jeg tror at jeg nogenlunde er på bølgelængde med Einis holdning.

Du har ret i at der kan være gode grunde til ikke at udsende konfliktende signaler og støj, ligesom det heller ikke nødvendigvis er snedigt at have en t-shirt på med slogans á la “Kill all radicals” hvis man taler om verdensfreden. Der er selvfølgelig også stadig brug for situationsfornemmelse, og jeg tvivler på at Eini kæmper for retten til at gå til begravelse i hotpants og stilletter.

Når det er sagt, så er SlutWalk udsprunget af at kvinder selv var skyld i et eventuelt overgreb, hvis hun gik udfordrende klædt i byen. Det handler ikke om seriøsiteten som sådan, det er jo til fest for fanden da, men M’s tankegang er uhyggelig: En kvindes tøj er et direkte tilsagn om sex -> en kvinde der er stolt af sit ydre er kun yderskal og rummer intet af værdi -> en kvinde der signalerer sex er billig og dum, altså kan man frit forhåne hende eller endda voldtage hende…

17 05 2011
Nina Søndergaard

Måske er vi i den grad blevet vænnet til tanken om at en kvinde er til pynt, en prydgenstand for manden, at vi ikke kan se eller anerkende at hun SELV kan have glæde af sin skønhed? (En vej som radikalfeministerne også har spærret for kvinder, ved at hævde at hun først frigøres ved at slukke for alle ydre seksuelle signaler).

En kvinde skal åbenbart stadig være smuk, men helst kun for sin ægtemand, og deler hun ud af sin skønhed og selv finder glæde ved den, så må hun være en fejltagelse, moralsk anløben og dum.

Jeg tror måske også at det handler om hele vor kulturs sexnegative indstilling, hvis en person har meget erotisk kapital, så er samfundet tilbøjelig til at se ned på vedkommende. Muskelmænd der viser deres styrke anses oftest heller ikke som skarpe eller moralske forbilleder. (Men de kan dog godt blive tildelstatsledere – Schwartenegger. Sammenlign det med den permanente overraskelse over at Dolly Parton er klog…)

17 05 2011
LilleQ

Syntes listen vokser konstant på kvinder (og mænd) der med udgangspunkt i deres seksuelle udstråling har formået at skabe langt mere end de 15 min fame de klandres for.
Man kunne fx tage udgangspunkt i Cleopatra, som er den tidligste jeg kan huske… flere er helt sikkert tidligere beskrevet af den slags kvinder der gør brug af de kompetencer og virkemidler de har ud over deres iq intelligens og har skabt historie.

Og alligevel bliver man ved med at klandre kvinder for at være dumme, lette og ikke mere værd og evigt skyldige i at de står til rådighed for enhver tilfældig mand med voldtægtstendenser…hvor dumme og uintelligente er de mennesker der fastholder det?

18 05 2011

Skriv en kommentar