Kan kvinder se?

23 03 2011

Trine Juul: Kan kvinder se – om fremstilingen af kvindeblikket i ældre og nyere nordisk litteratur. Syddansk Universitetsforlag, 2011.

En boganmeldelse af Nina Søndergaard

Min mednørd udbrød ”næ hvor spændende!”, da jeg glædesstrålende fortalte om bogen, der havde inspireret mig til meget mere tænkning om kvinder, syn og blik.

Juul, der er litteraturhistoriker, tager fat på en række nordiske tekster fra 1890’erne og 1990’erne, hvor hun ser på hvordan kvinder ser og ses på. Det er faktisk, når det er allerbedst, forrygende spændende læsning og tankevækkende.

 

Det viser sig nemlig, til Juuls store overraskelse, at kvinder stadig ikke er aktive seersker. Faktisk er de blevet nærsynede, fået grøn stær eller dediceret døde eller blinde i 1990’erne! I 1890’erne var mange kvinder trods alt nysgerrige og brugte ivrigt stanglorgnet og andre synsforstærkere. Det er egentlig lidt nedslående, kvinder har vundet retten til at abortere, arbejde og arve, sagsøge og studere – men ikke se?

Ærgrelser først, fryd bagefter.

Hvorfor Juul ikke klargør sin egen taleposition noget tydeligere er uforståeligt og irriterende i mine (nærsynede, brune) øjne. Det er en af de dejlige ting ved feminismen, at den netop brister objektivitetsboblen og der er lavet masser af lødig feministisk forskning. Men Juul kommer ikke helt ud af skabet, hun mener vist at kvinder bør glo noget mere, kræve blikket tilbage, se! Det kommer jeg frem til ved at sammenstykke at Germaine Greers billedbog Drengen rummer ”et vist frigørende potentiale” (s. 11) med Juuls forbløffelse over de blinde kvinder der hersker i dansk litteratur i 1990’erne.

Min indre seksualpolitiker bliver også noget skeptisk ved hendes værdidomme over de analyserede figurers seksualitet. ”Der findes ikke mange sunde objektrelationer i nordisk fin de siècle-litteratur, til gengæld findes der hobevis af sindrige bestræbelser på at erstatte den såkaldt ’sunde’ og ’voksne’ seksualitet med perversitet og cerebral erotisme.” (s.71, henvisning til fodnote nr. 19) Hm, hvad mener du, Juul? En mand med meget lidt sexlyst bliver kaldt for frigid (s. 102) og en kvinde med (stor?!) sexlyst er ’lettere promiskuøs’ (s. 126). Det tyder på at der findes en norm, men den ekspliciteres aldrig.

Tekstudvalget er også en gåde for mig. Jeg bliver ved med at køre i samme rille, men hvorfor der ikke ofres nogle linjer på at sige lidt om udvælgelsesmetoden begriber jeg ikke. Hvorfor er det kun danske tekster fra 1990’erne der hives frem fra biblioteket, når Juuls udsyn når til Sverige i 1890’erne? Hvilke tekster er fravalgt? Jeg tror sådan set på Juul, men hvis hendes eksempler er de eneste med kvindeblikstema, så står det nok godt skralt til. Jeg håber derfor at hun har overset et par stirrende seje sild.

Bogen er et sprogligt forhindringsløb. Citater oversættes ikke, hvilket jeg personligt synes er trættende og arrogant – men jeg har selvfølgelig også bare traumer fra dengang jeg havde om den franske revolution, og forfatterne ikke holdt sig for gode til at citere flere sider på fransk (som jeg barbar ikke behersker).

Juul har en udstrakt brug af kolon, hvilket er fint, så ved man der kommer noget guf. Men hun har konsekvent lille begyndelsesbogstav efter kolonet, selvom det citerede har stort begyndelses[b]ogstav. [M]eget læseuvenligt, hvis ikke direkte forkert. I det mindste skifter hun ikke skrifttype for hvert citat… Pludselig er der anvendt ibid. på side 62, men ellers ikke. Understregningen i citaterne fattede jeg heller ikke lige hensigten med, og den er under alle omstændigheder ikke konsekvent og derfor forvirrende. Om det er Juuls eller SDU’s skyld ved jeg ikke, men det nedsatte min læseglæde i betragtelig grad at der ikke skrives noget om hvad markeringen gør godt for.

Men! Alle de suk er også fordi jeg synes at Juuls ærinde er supervigtigt og spændende. Det er virkelig interessant at afkode luder/madonna-komplekser, genstandsgørelsen og at kvindelige forfattere ikke lader deres kvindefigurer se. Juul har også givet mig lyst til at genlæse ”En dåres forsvarstale” – nu med et helt nyt blik…


Handlinger

Information

5 responses

29 03 2011
Rolf Rasmussen

Kvinder hører bedre end de ser.

30 03 2011
Nina Søndergaard

…Og andre fjollede udsagn. Hvis kvinder nu vitterligt ikke ejede en gnist af skuelyst, så ville de nok ikke udgøre flertallet af besøgende på kunstmuseer fx. Ej heller gad de at gå i biografen, læse bøger eller dekorere deres hjem i flotte farver, men havde alle blot lydisoleret væggene…

Det er nogle meget uheldige, grøftegravende idéer der bliver videreført på den måde, og det er næppe den måde kvinder får retten til at voldglo på.

31 03 2011
Rolf Rasmussen

Jeg har læst, at kvinder, der besøger Glyptoteket, siger, at diskoskasteren har en grækerpik. Så der kommer de nok fordi. de har hørt, at man kan se noget interessant.
Med “retten til at voldglo” hentyder du da til mediearbejderen Lone Kühlmanns udsagn: “Mænd ser bedre end de hører” ?

1 04 2011
Nina Søndergaard

Hæ hæ, ja, de gamle grækere havde sig et lidt skuffende ungt ideal…

“Kan kvinder se?” var så spændende og inspirerende, at jeg håber at der kommer et indlæg der tager fat på kvinder og blikket, men det kræver lidt tænkearbejde fra min side og så kan der godt gå lang tid… Det er bare påfaldende og dediceret træls som kvinder stadig ikke har ret til at voldglo.

2 04 2011
Rolf Rasmussen

de gamle grækere havde sig et lidt skuffende ungt ideal

Som historiker har du vel også bemærket, at rødstrømperne opfandt skuffejernet som modtræk til narrefissen.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s




%d bloggers like this: