Kvinder, der kæmper

 

af Eini Carina Grønvold

Søndag d. 8. marts, på Kvindernes Internationale Kampdag, var vi en gruppe kvinder, der gik igennem Vesterbro for at kæmpe for sexarbejderes rettigheder og mod et sexkøbsforbud.

Manifestationen var en historisk begivenhed på dansk grund, da det var første gang, feminister og sexarbejdere demonstrerede for sexarbejderes rettigheder, og det gav hele oplevelsen en særlig aura – finurligt understreget af den sol, der brød igennem sky og regn, da vi indtog Enghave Plads efter 8. Marts-initiativets parade.

For mig personligt var den dag også klimaks på 2-3 heftige uger, hvor en lille gruppe ildsjæle kæmpede intenst for at få manifestationen op og stå. Vi havde hverken tid eller penge, men vi havde en stærk vilje, og det så man beviset på i går.

Da vi havde pakket banneret sammen og sad og fik en nedkølingsøl, havde jeg en følelse af enorm tilfredshed og stolthed. Det var gået rigtig godt. Bedre end man havde turde håbe på med så meget modstand.

Efterfølgende melder tilbageblikket sin ankomst, og hvor handling giver en følelse af kontrol, så er efterrationalisering som et grundvilkår afmægtig. Man føler sig lige pludselig usandsynligt blottet ved at have gået der og gjort sig til og ikke kunne gøre de detaljer, man ihærdigt finder frem fra al succesen, om.

Men hvor jeg dog glæder mig til at stå der til næste år igen!

På Enghave plads holdt jeg en tale. Den kan læses her:

Til at starte med vil jeg spare jer et kort øjeblik for politisk brandtale og ganske enkelt takke hver og en af jer, der er mødt op i dag, for overhovedet at være her.

Tak for det!

Vi er ikke mange, og det kunne man ikke forvente, vi ville være. For det kræver MOD at være her i dag. Det kræver MOD at gøre op med flere tusinde års historier. Historier om kvinden som svag og sårbar. Historier om skamfuld seksualitet og syndefald. Historier om madonnaen og luderen. Historier om horen, skøgen, tøjten som den faldne kvinde, der skal reddes ind på dydens – moralens – smalle sti. Historier om sagesløse kvinder, der bliver begæret og nedlagt og ALDRIG ALDRIG ALDRIG begærer og nedlægger.

En løgn, der siges ofte nok og som ikke afvises og modsvares, kan desværre opnå karakter af en sandhed. En moral, der ophøjes længe nok kan forveksles med et indlysende faktum.

Så hvordan får vi stoppet disse løgne? Hvordan får vi fortalt nye historier, der kan erstatte de gamle? Det gør vi, først og fremmest, ved at stå her i dag.

Få hundrede meter fra hvor vi står nu er en masse mennesker samlet i 8. marts-initiativets demonstration for at forbyde prostitution. Få hundrede meter herfra genfortælles de gamle historier om kvinders sårbarhed endnu en gang.

I mine øjne viser det, at en stor del af kvindebevægelsen er i en sørgelig forfatning. Feminismens navn er blevet taget til gidsel i en sag, der handler om alt andet end det, feminisme BØR handle om.

Det burde være åbenlyst, at der er noget galt, når en feministisk demonstrations hovedtaler er en af tidens mest populære mandlige politikere og demonstrationens formål er at bekæmpe andre kvinders rettigheder.

”Forbyd sexkøb”, siger de. Det skal være den mandlige sexkunde og ikke den kvindelige sexarbejder, der skal stilles til regnskab for usædeligheden.

Men at ulovliggøre sexkøberen ER ultimativt at ulovliggøre sexarbejderen. Den eneste forskel er, at man ikke engang tilkender sexarbejderen ansvarlighed og selvbestemmelse nok til at stille hende til regnskab for sine egne valg. Og dét fordi hun er KVINDE – der er sjovt nok ingen, der hidser sig op over, at mænd sælger sex.

Udover drastisk at forværre sexarbejdernes generelle vilkår, ville netop dén lovgivning også være med til at reproducere en forestilling om, at manden skal beskytte og tage ansvar for kvinden, for kvinden er sårbar og ude af stand til at handle selv.

Det er lige præcis de forestillinger, som det burde være feminismens opgave at slå i tusind stykker.

For kvinder er ikke svage! Vi er stærke, handlende individer, der har ret til bestemme over vores egne kroppe! Der har ret til, som samtykkende voksne, at dyrke sex med hvem vi vil og hvordan vi vil, uanset om der er penge involveret eller ej!

Så hvor er feminismen henne?

Er det fordi, vi kvinder er løbet tør for ting at kæmpe for, at landets største feministiske forsamling kæmper under samme antifeministiske parole for andet år i træk? Det ville visse feminisme-kritikere sikkert sige…

NEJ!

Der ER STADIG en kvindekamp at kæmpe! Hvad vi kæmper for – her – i dag er kvindens frigørelse fra patriarkatets jomfru-ideal!

Vi ønsker at gøre op med forestillingerne om en romantisk, monogam seksualitet som den eneste mulighed for kvinder. Vi vil kæmpe for en kultur, hvor kvinder anerkendes som handlende subjekter med ret til egne tolkninger af det værktøj, der er seksualiteten, og det UDEN for moralske forestillinger om, hvad der er en RIGTIG seksualitet, og hvad der ikke er.

Kampen for sexarbejderes rettigheder er en social kamp, hvor målet er anstændige arbejdsforhold for sexarbejdere, men den kamp er også et symbol for frisættelsen af kvindens seksualitet, og det er derfor, vi står her i feminismens navn i dag!

Tak til Maj Christensen for billeder.