Traditionalister og tudekiks

Af Nina Søndergaard

 

Familie: Tvang, tyranni, dovenskab og respektløshed. Det er nogle af de associationer jeg får til ordet, der plejer at omtales i de mest rosenrøde vendinger. Blodets bånd kan i nogles øjne nemlig holde til at alle normale sociale konventioner om høflighed kan kastes over bord: Den anden kan på grund af sin alder, forpligtelse og gener ikke godt løbe væk, og så er der ellers frit slag for modbydeligheder lige fra komplet uforskammede bemærkninger om de mest personlige sager til druk til incest til vold.

 

Når folk, eller rettere sure gamle mænd, brokker sig over sædernes forfald, familiens opløsning og at der ikke længere er respekt for noget (dem!) klynker de i virkeligheden over at skulle bestille noget derhjemme, hvilket de ikke har været vant til.

 

De jamrer over at de ikke længere har hverken domstolenes eller samfundets opbakning til at være de belastende, bankende, buldrende bøller de havde lov til at være førhen. Nu må de hverken slå kone eller børn, og disse uforskammede væsener forventer tilmed en vis høflighed, respekt og interesse for deres person. Tsk tsk.

 

[Ordet familie er latin og betød oprindeligt en hob af tjenere og ordet æt ejendom. Altså en flok tjenere husbonden ejer ligesom sine slaver og husdyr...]

 

Danske Lov fra 1683 var et knæk for den stolte pater familias tradition hvor kvinder, børn og tyende er husbondens ejendom der kunne disponeres over efter forgodt, eller forilde!, befindende. Næ, forsmædeligt nok sagde loven at husbond ikke måtte bruge egekæppe mod den øvrige husstand, ikke tilføje den varige mén og ikke engang sår. Der var dog heldigvis dødsstraf for at lægge hånd på sine forældre, så chancen for at krapylet gav igen var vel lav.

 

Således stækket i sin autoritet fik husfaderen det næste store knæk i 1921, hvor han ikke længere måtte slå sin hustru eller sit tyende (bemærk sammenstillingen af kone og tjenestefolk).

 

Forfærdelige år henslæbte sig: Kvinder skabte sig mere og mere, gad ikke lave mad, vaske tøj og tog sig endda et arbejde så han ikke længere havde lov at fryde sig over at være eneforsørgeren der havde ret til mad og knald som tak for husly.

 

Endnu et nederlag kom i 1997, hvor han ikke engang måtte slå sine egne BØRN. Ak! Det eneste afløb familiefaderen nu har tilbage er klynk, brok og fnys i stride strømme.

 

Det er meget bemærkelsesværdigt at det ofte er mænd der går ind for det frie marked, for at udrette store ting og blive berømte, er mentalt magelige og socialt sløve. De tager deres familie for givet. De er følelsesmæssigt lade, og orker ikke det jävla hyr med at tale pænt, rose sine omgivelser, sætte pris på deres medmennesker, strenge sig an for andre eller blot være ædru og 100 % tilstede. Med sådan en psykosocial slaphed er det selvfølgelig en overvældende overraskelse at konen skrider og ungerne ikke gider at komme på besøg.

 

Der var kun få grænser for hvor dårligt en husbond kunne tillade sig at opføre sig førhen overfor sin familie som han ejede. Dér i familiens skød kunne han slappe af og dermed droppe den høflighed og anstændighed som han var påtvunget i selskab med ligestillede fæller. Den ligestilling kæmpede feministerne også for, så også mænd fik nogle grænser for uhæmmet magtmisbrug på det personlige plan. Og det er dé grænser og krav ronkedorerne brøler over.

 

Nu kan de ikke længere tæve og voldtage konen, være spritstive dagen lang og svine deres unger til uden at de bliver forladt.

 

Sobre og familieorienterede Kristeligt Dagblad berettede om dem der bryder med familien. Og at der kunne være gode grunde til at voksne børn ikke ønskede at tilbringe tid med forældre, der havde drukket al hygge og venlighed væk. Eller slået dem, voldtaget dem…

Det er i mine øjne en glædelig udvikling: Væk fra falsk familiefølelse som dække over løgn og misbrug, væk fra pligter som blot driver vold og væmmelighed og hen til det hårde, men stærkt berigende og givende, arbejde med at respektere og rose sine nærmeste.

Snerpethed og sexarbejderrettigheder

Af Nina Søndergaard

 

Man kan sagtens være snerpet OG gå ind for sexarbejderrettigheder, for sexarbejderrettigheder handler om arbejdsvilkår og meget lidt om selve den seksuelle akt.

En udbredt misforståelse i prostitutionsdebatten er at forbudsfløjen er snerpede, nypuritanske og imod erotik – modsat den fløj der kæmper for sexarbejderrettigheder: Frisindede, grænseløse og aldeles uden hæmninger.

Det seneste udslag af den tankegang var i radioprogrammet Zornigs Zone på 24/7, hvor Lisbeth Zornig Andersen argumenter meget voldsomt for et sexkøbsforbud. Zornig forstår ikke at hun har kritikere, idet hun har diskuteret offentlige bollerum. Det anser Zornig angiveligt som ægte frisind. Det skal hun være velkommen til, men frisind har bare ikke noget med sexarbejderrettigheder at gøre.

For det første har vi alle vore grænser, også sexarbejdere (og swingere, sadister, støvlefetichister). De subkulturer taler meget lidt om frisind, men nøjes med at konstatere og respektere at seksuelle grænser er en aldeles tilfældig smagssag. Det er også en sær tolkning af ordet “fri”, når frisindet kun strækker sig til at godkende gratis omkringknalden, hvorimod alle former for købt sex skal forbydes som værende ‘onani i et andet menneskes krop’. Der kan rigtig nok være skæve magtbalancer mellem sexkunde og sexsælger, men det kan der jo også være i alle andre forhold, så at dømme alene på pengene er en blindgyde.

For det andet er grænserne ikke i sig selv et gode eller et tegn på højere moralsk stade. Langt de fleste bøsser og ludere, masochister, pornoseere og sexkøbere, er aldeles fredelige folk, der køber ind og passer deres børn og arbejde som alle andre. Det siger heller intet om de fleste heteroer at over 99 % af alverdens diktatorer, massemordere og stjernepsykopater var heteroseksuelle og endda ofte monogamt gift.

For det tredje har ens egne personlige seksuelle præferencer intet at gøre med at sikre sexarbejdere ordentlige, ja ligefrem anstændige arbejdsvilkår. For det er dét sexarbejderrettigheder går ud på. Det går ikke ud på at ‘godkende’ alle former for sex eller at få alle til at prøve en omgang købesex, men blot at sikre at sexarbejdere ikke bliver forulempet af hverken politi, myndigheder og kunder eller kommer i kløerne på skruppelløse udlejere og andre, der vil udnytte sexarbejdets gråzonestatus.

Derfor kan man sagtens have en ganske streng personlig seksualmoral og samtidig gå ind for sexarbejderrettigheder, ligesom man kan støtte at bilmekanikere og pædagoger har gode arbejdsforhold uden selv at have, endsige ønske sig, biler eller børn.

Antiantifeminisme

Af Nina Søndergaard

 

Der er heldigvis allerede stor modstand mod den helt enestående intelligensforladte nordiske rapport om bekæmpelse af højreekstremisme og antifemisme. Problemerne med præmisserne står i kø og her tager jeg fat om dem en efter en.

 

Det første svimlende punkt i rapporten er at antifeministiske ytringer skal gøres strafbare, og at der i øvrigt skal nedsættes en “lavtærskeltjeneste” for at få alle nedsættende udtalelser med, fordi problemet er, ifølge eksperterne, underrapporteret.

 

Det er dumt og uheldigt fordi:

 

• Det forhindrer diskussion.

• Det viser at kvinder stadig opfattes som det svage køn, der kræver særregler for overhovedet at fungere.

• Det øger kønslig ulighed.

• Det er dødsstødet for alle former for fremtidig feministisk analyse eller kritik.

• Det er en kortsigtet magtliderlighed, der ikke kan huske at der rent faktisk var engang hvor feminisme var en modig modstrøm.

• Det er kun forkælede førsteverdenspersoner, der er komplet usolidariske og blottet for historisk sans og empati, der kan ligestille “antifeministiske” ytringer med mord på piger.

• Den samme gruppering som man vil bekæmpe får mere magt.

• Det er dumpt og blindt ikke at skelne mellem ord og handling eller forskellige former for grupperinger.

 

Samtale, diskussion eller skænderier kræver pr. def. flere personer og uenighed. At straffe en person fordi vedkommende har en anden holdning end én selv er dumt, fremskridtsforhindrende og det mest totalitære træk. Og. Deler man svinere ud, så må man forvente at få svinere tilbage. Diskussionen er ikke vundet ved at kalde på mor eller stat for at redde én ud af en diskussion man føler man er ved at tabe.

 

Når det lige præcis er ytringer der kunne tænkes at sige noget kritisk om kvinder, der skal straffes, så får man cementeret at kvinder virkeligt har brug for beskyttelse mod den rå verden. Lige præcis det ækle åg af beskyttelse som kvindesagsforkæmpere før og nu har kæmpet for at kaste af sig: Kvinder kan nu få en uddannelse og et arbejde, selvom det er åh så hårdt. Kvinder må nu selv forvalte deres penge, selvom de kan fejle. Og kvinder der stiller sig op og er kritiske mod systemet, kan ikke på nogen som helst måde påberåbe sig systemets beskyttelse.

 

Ligestilling er netop lige stillede køn. Ikke et forfordelt køn og et med stækkede rettigheder.

 

Når feminisme udelukkende forståes som radikal feminisme, hvor manden altid er den stærkeste og kvinden altid er i en underlegen magtposition, så er det slut med feministisk analyse, når magtforholdet forskubbes til at være i kvindernes favør. Hvisnår forslaget vedtages må al feministisk analyse standse, da mænd og andre antifeminister kan komme i fængsel for at være uenige. Pyrrhussejr…?

 

Feministerne her lider af total mangel på forståelse for historie og at tiderne skifter, når de føler sig sikre på at være i en evig OG god magtposition og tromler opposition – på forhånd. Det er ikke længe siden at feminister forsøgtes fængslet eller på anden måde tvangstiet fordi deres holdninger var i modstrid med gældende tone og lov. Det er hverken klædeligt eller hensigtsmæssigt at lave et israelsk stunt og undertrykke andre med begrundelse i ens egen tidligere undertrykthed, blot fordi man selv synes man er kommet ovenpå i magthierarkiet.

 

Ved at påberåbe sig særrettigheder som del af en gruppe, i dette tilfælde de hellige ukrænkelige rigtige feminister, giver man automatisk magt til andre grupperinger. Også dem der lige præcis er éns modstandere. Fx traditionelle stammefolk der omskærer piger, gifter sig med barnebrude, hænger homoseksuelle og med al magt forhindrer kvinders erhvervsdeltagelse. De er også en gruppe, og de har rent faktisk taget menneskerettighederne som gidsel og reelt ophævet menneskerettighederne i store dele af verden. Sjovt nok lige præcis der hvor der er allermest brug for feminisme. Og husk nu, når selv ikkevoldelig modstand er fængslingsårsag  og al diskussion forhindret, så kan dette ikke gøres om.

 

 

Pigefostre suges ud af livmødre fordi piger er et tab, et uheld og en forbandelse. Malala fik en kugle i kraniet fordi hun gerne ville gå i skole. Der findes næppe en eneste rwandesisk kvinde født i 1979 eller før, der ikke er blevet voldtaget under folkemordet i 1994. Kvinder der har ladet sig voldtage får i visse lande pisk og stokkeslag. Og så kalder disse nordiske, magtfulde personer sig feminister og klynker fordi de får med samme mønt i en internetdebat?! Det er så grotesk ude af proportioner at det er skammeligt, hvis førsteverdensproblemer af uanseelig art skal blæses op til at være noget som en domstol skal tage sig af.

 

At overlade bare det mindste smule magt til folk der ikke kan skelne mellem ord og handling er uhyre bekymrende. Ord er ikke mord. Ord er ikke overgreb. Ord på en skærm kan ikke give kraniebrud. Desuden kan man undlade at læse hvad der kunne tænkes at støde én, noget der ikke kan sammenlignes med at gå på gaden og blive overfaldet og få bank: Et voldsoffer gav ikke sit samtykke til tævene og har desuden givetvis gode til tvangsprægede grunde til at færdes ude (vedkommende skulle hjem!).

 

 

Hvis man kalder sig feminist må man antages at kunne skelne mellem mænd og kvinder og den evne til at differentiere må også være ret sofistikeret når man kan skelne mellem “hadefulde ytringer” og så de gode kærlighedsfyldte. Så holder det ikke en meter derefter at sætte et helt lige lighedstegn mellem galninge som Breivik og folk der ikke ønsker kønskvotering.

 

Lige så hjernedødt som at tage patent på feminisme og tro at den etiket i sig selv er et magisk skjold mod en ond verden.

Exit exitprogrammer

Af Nina Søndergaard

Københavns kommune, der har det virkelig stramt med sexarbejde, vil nu bruge 46 millioner på at få ludere til at holde op med at være ludere.

Nu er der helt sikkert nogle sexarbejdere kan kunne bruge støtte, noget som de i hvert fald ikke får af nogen som helst myndigheder nu, men at anvende så ufatteligt mange penge på at sende et moralsk signal om at sexarbejde er forkert, er mine øjne forkasteligt.

Når du kører i et hul i kommunal vej, så kan du glæde dig over at pengene der kunne have været brugt til at lappe hullet, i stedet er gået til en medarbejder der skal guide en kvinde ud af noget hun højest sandsynligt selv havde forladt uden hjælp. Ligeså når en gammel må ligge i eget lort eller unger gå i en skimmelbefængt skole. Københavns kommune er i det mindste moralsk ren og støtter ikke det der grimme sexarbejde!

Den meget omtale SFI-rapport om prostitution viste at måske 6-700 kvinder hvert år forlader prostitutionen. Helt selv. Helt gratis.

Det er for resten ikke noget der er enestående for sexindustrien. Danmark har europarekord i jobrotation og op mod 800.000 arbejdstagere (med tøj på!) skifter job hvert år. Helt selv.

På nær de arbejdere der dør i en arbejdsulykke. Bygningsarbejdere, landmænd og chauffører har desværre meget høj risiko for at miste livet på arbejde. (Noget som sexarbejdere har meget lav risiko for). Fødevareministeren har ikke afsat en stor millionpulje til at få landmænd til at skifte fag. Årsag? Det er land-mænd, og mænd har jo fri vilje, hjerne og ansvar, noget kvinder ikke fik med på grund af æggestokke.

Fem hustruer og en eks-kone mistede livet sidste år og ca. 28.000 kvinder fik tæsk af deres partner. Er der advarsler i kirke og rådhus for kvinder om at gifte sig med mænd? Er der afsat penge til borgerservices landet over for at tale kvinder fra at indgå ægteskab?

Og ser vi væk fra kønsaspektet, så er det jo endog uhyre mærkeligt at en myndighed synes at den skal bruge skattepenge på at få folk væk fra et skattepligtigt, skattebetalende erhverv. En del af de selv samme penge en sexarbejder har betalt i skat går til at få sexarbejderen ud af det erhverv der gav skattepengene. Knudret? Ja. Sært? Mon ikke.

Så vidt jeg kan se der er ingen kommunale indsatser for at få chauffører væk fra deres skadelige stillesiddende erhverv (til en del af kommunens job er kørekort endda et krav). Jeg fik ingen brochure ”Sådan kommer du ud af erhvervet” stukket i hånden, da jeg startede som flaskepige i Fakta og ingen kommunal medarbejder holdt mig i hånden, da jeg kort efter vadede ind til min chef og sagde op.

Er det det samme at være sexarbejder som at være medarbejder i et supermarked? Nej, men prostitution er altså heller ikke et misbrug som det kræver stor styrke at bryde med, og i et ligestillet samfund må vi stole på at kvinder selv kan vælge erhverv og venner. Uden en morstat i hånden.

RETTELSE!

Jeg havde forstået det som om det var Københavns kommune, der havde afsat midlerne. Det er ikke korrekt. Det er staten der giver pengene til fire kommuner, København, Aarhus, Odense og Ålborg. Det bliver alt ovenstående kun værre af.

Signalværdien er at sexarbejdere i, say, Silkeborg, Svaneke eller Slagelse ikke har brug for hjælp. Tilgengæld bliver det endnu sværere som borger at få politiet ud, få kloge professorer eller få en sag for retten, for dé grupper er statsansatte og er tvungne til at afgive en del af kagen for at støtte en gruppe, der godt selv kan hitte ud af at skifte job.

 

 

Kvindernes kampdag

Af Nina Søndergaard

Glædelig 8. marts! Hvis du kan læse dette uden brug af Google Translate, bor du sandsynligvis i et meget ligestillet land og stort tillykke med det!

Her er kvindernes kamp i høj grad vundet: Piger går i skole, får mad og lægehjælp. Kvinder får lange uddannelser, arbejde og ønskebørn i sikre fødsler. Kvinder ejer halvdelen af Danmarks huse og har fuldt ud så mange økonomiske og juridiske rettigheder som mænd. Kvinder færdes lykkeligvis også frit, de rejser, de pendler, går og cykler. De vælger at bo alene eller sammen med venner, kærester, familier.

Disse helt grundlæggende rettigheder er heldigvis på plads hertillands. Derfor kan jeg tillade mig at minde om igen igen at kvindens krop er hendes egen. Hun har ligesom alle andre mennesker en værdi i sig selv, som menneske, blot fordi hun er, ligesom alle andre personer på kloden, noget ganske særligt. Hun skal ikke tildeles sit værd fordi hun er en mands ejendom, en fødemaskine, noget velbehageligt øjenguf eller et trofæ i det pæne hjem, hun har ret og værdi i sig selv. Så altså:

Kære hunkønsvæsen, du må bruge din krop og dit (under)liv som du vil.

Du må være børnefri eller mor (til en, to, mange).

Du må læse medicin, makroøkonomi, madopskrifter.

Du må gerne være luder, læge, lærer og/eller lammeopdrætter og lastbilschauffør.

Du må gå til fodbold, poledance, stramajbroderi, svejsekurser.

Du må få kærester af alle køn eller lade være.

Du kan gå i lårkort eller heldragt.

Du må få alle de piercinger og plastikoperationer du har ork og råd til.

Du må lade hårene gro, fjerne dem eller klippe dem tæt som karse.

Du kan knalde rundt eller gå i kloster.

Det er dit liv. Det er din krop, din tid, dine lyster, dine ønsker, drømme og ressourcer det handler om. Lad aldrig nogen, med eller uden æggestokke, fratage dig rettigheder for at  “beskytte” dig. Du kan selv. På din egen måde.

Tillykke kvinde!

Fingrene væk fra mine æggestokke

Af Nina Søndergaard

Det kan åbenbart ikke siges tit nok, men en kvinde bestemmer selv over sin egen krop og reproduktion. Det er en evig kilde til frygt, bekymring og irritation for mænd og magthavere at kvinder kan føde børn. Eller lade være.

Det er især det sidste der ærgrer eliten her og nu. Fyrre år efter den fri abort er magthaverne hertillands ved at besvime af bekymring over at kvinder tillader sig at anvende muligheden for selv at bestemme hvor mange -eller få- børn de vil have sådan cirka hvornår i livet de vil have dem. “ Fertiliteten er nu nede på, at hver kvinde i gennemsnit får 1,76 børn.”

I en verden med 7 milliarder mennesker er truslen om snarlig affolkning måske ikke den største, men politikerne står selvfølgelig i kø for at fremme fødelysten. Der kan gerne skrues på systemerne, men grundlæggende har staten ikke en skid at skulle have sagt i forbindelse med hvor mange borgere kvinder skal brygge til statens brug og bedste. Hverken principielt eller konkret.

Det er afprøvet før. Italien har længe været i front med at forsøge at kildre kvinders æggestokke. I 2004 gav Godfather Berlusconi penge til mødre for ‘at fylde Italiens tomme vugger’. Det gjorde hans forgænger Il Duce også. Han fjernede også prævention og muligheden for (lægeassisteret) abort i 1932. Hans ven Adolf gik mere drastisk tilværks og lavede simpelthen avlscentre – der i parentes bemærket heller ikke gav det forventede udbytte hverken i kvalitet eller kvantitet.

Zoomer vi ud kan vi se en stærk trend over det meste af verden. Fødselstallet rasler ned. Det er en meget glædelig udvikling, mange børn er ofte tegn på høj børnedødelighed (som forresten også er for nedadgående). Mange børn er mange munde at mætte og ofte lig med fattigdom.

Den absolut vigtigste faktor for fødelyst er kvinders uddannelse. Piger der kan læse, regne og skrive ønsker sig som regel mindre familier end de piger der ikke fik lov at udvide deres horisont. Færre børn betyder rigere familier, sundere og bedre uddannede familier.

Udover at pigers uddannelse er et af de stærkeste våben i kampen mod fattigdom, så giver uddannelse også færre uønskede graviditeter, men de gennemførte graviditeter forløber også bedre og med færre komplikationer.

Lærdom er naturligvis en af grundene til at Taleban så sig nødsagede til at forsøge at dræbe seje Malala Yousafzai, da hun dristede sig til at ytre ønske om at gå i skole -> skolegang -> færre nye talebanere. Og læring er hovedårsagen til at de lykkeligvis meget veluddannede danske kvinder ikke orker at gentage deres formødres trick med at få rigtig mange børn. Min farmor hed Dusine, hendes lillesøster Elva. Gæt nummeret i søskendeflokken.

Som historiker er det mig magtpåliggende at drage de skumle paralleller fra totalitære samfund og til nu. Staten skal ikke blande sig i hvor få eller mange børn en kvinde ønsker at lægge krop og liv til, men blot sørge for at hun har mulighed for at lave sunde ønskebørn.

Og slutteligt. Staten bør ikke bekymre sig så meget om de få danskere, for cirka lige så længe der har været en centraliseret statsmagt har der været bekymrede skriverier om hvor få børn der bliver lavet. Både i 1770 hvor der var knap en million i det danske rige, i 1935 hvor vi var 3,7 mio. og nu hvor der er 5,6 mio. i Danmark… Slap af, nyd hinanden, læs en klog bog og tag jer godt af de unger der er uden at stresse mig og andre til at skulle brygge flere.

Selvklarheder – det er farligere at være gift end at være luder

af Nina Søndergaard

Fem koner og en eks-kone blev myrdet i Danmark i 2012 (i det håb at ingen går amok i den 52. uge af 2012). Så vidt vides blev ingen kvindelige sexarbejdere dræbt.

Hermed er det vist at det var meget farligere i 2012 at give sex gratis væk end at sælge det.

Dermed er det også snarere ægteskabet mere end prostitutionen der “ikke er foreneligt med et ligestillet samfund”.

I følge 8. marts-initiativets talsperson, Hanne Helth, er “massageklinikker er et af de farligste
steder, en kvinde kan opholde sig”. Det er ikke helt sandt, det er tilsyneladende hjemmet. Det næstfarligste er arbejdspladsen!

I forhold til gifte kvinder har sexarbejdere tilsyneladende en markant lavere risiko for at blive myrdet. Men sexarbejdere har desværre været lette ofre, og er det stadigvæk i andre dele af verden. Og sørgeligt nok er mordsager med sexarbejderofre ofte blevet sjoflet eller skrinlagt af politiet. Det lader dog til at være meget sjældent at sexarbejdere ligefrem bliver dræbt.

Det er straks værre for kvinder at være kærester med mænd, og endnu værre når de går fra deres mand.

Der er rigtig nok flere gifte kvinder end sexarbejdere, men tendensen er soleklar. Indlader en kvinde sig på en mand, så forøger hun risikoen for at blive udsat for vold og drab ganske betragteligt. Også sexarbejdere bliver desværre udsat for partnervold.

Pointen er naturligvis ikke at kvinder skal holde sig fra mænd. Pointen er at sexarbejdere ikke nødvendigvis er svage ofre for overgreb af alskens slags, men at overgrebene lige så godt kan ramme ganske almindelige kvinder med helt almindelige mandlige kærester, for hvem det slår klik.

Vi løber alle risici, især når vi har med andre mennesker at gøre, uanset karakteren af forholdet. Dermed giver det heller ikke mening at ville forbyde alt hvad der kan være grimt og farligt, for det kan alle forhold være – akkurat ligesom de kan være smukke, dejlige, livsforhøjende, morsomme og vidunderlige.
PS: Sexarbejdere kan også være drabskvinder, så sexkunde – behandl hende godt og husk at betale! Kvinder kan også dræbe deres mænd. Eddy Niels Frederiksen blev stukket ned af sin kvinde i april 2012.