Af Nina Søndergaard
Mens vi venter på at verden bliver et mere behageligt, afslappet og tolerant sted at være og elske i, kan vi passende lære at forsvare os mod de røvhuller der mener at have patent på den rette form for kærlighed. Mads Ananda Lodahl viser selvforsvarstricks i Ungeren, i 2400 i København 2012.01.10 fra 1700 og to timer frem. Det er for queers og der vil være kropskontakt - og god stemning. Læs mere på Modkraft. Vel mødt.
Af Nina Søndergaard
Nu vil jeg lege spørgerunde i Folketinget. Skulle nogle, politikere eller andre, få trang til rent faktisk at stille hr. Sareen et eller flere af nedenstående spørgsmål, står spørgsmålene frit til rådighed for dette. Jeg tager udgangspunkt i Ud med bagmændene.
Disse spørgsmål har jeg gået og undret mig over. Det er trist at der stadig sættes lighedstegn mellem menneskehandel og sexarbejde. Der er ingen tvivl om at det desværre foregår, men som feminist er det vanskeligt at frigøre sig fra tanken om at grov udnyttelse og tvangsarbejde kun er sexet og saftigt, når det er kvinder i sexindustrien det går ud over.
Kvinder, de små stakkels viljesvage pus, skal frelses, hvorimod mænd kan få lov at træffe egne dårlige valg og knokle røven ud af bukserne i al ubemærkethed. Men regeringernes indsats mod trafficking er også rettet mod kvindelige sexarbejdere, ikke mandlige byggearbejdere.
Det er fx ikke klima-, energi og bygningsminister Martin Lidegaard, der er i spidsen for kampagnen for at få folk til at holde op med at benytte sig af polske håndværkere i byggebranchen. Det er ikke ham der siger ’jeg kunne godt tænke mig at vi kom derhen hvor det blev totalt latterligt at få en ny carport’.
Nuancerne der rent faktisk ER i kampagnen drukner aldeles i larmen fra hr. Sareens scooter ned ad Istedgade. Jeg kan ikke helt ryste tanken af mig at vi endnu en gang mest af alt er ude på at pudse glorie og smide grimme mennesker ud af landet, snarere end rent faktisk hjælpe folk med at få et nyt og bedre liv: Mænd kan være lige så uheldige som kvinder og alle former for tvang og udnyttelse skal stoppes, uanset hvilken branche det foregår i.
Af Nina Søndergaard
Forbudsfløjen stiller ofte det spørgsmål om hvordan det kan være en ret at købe sex. Det vil jeg gerne forsøge at besvare, men for at de samme personer ikke blot skal få kasteskyts imod mig og sige at jeg støtter misbrug og tvang, bliver svaret i flere led. Jeg håber at du vil læse med – argumenterne er som altid til fri afbenyttelse.
Svaret er kapitalisme og frihed. Og behændigt skjult i det retoriske spørgsmål om dét at købe sex kan være en ret, er modspørgsmålet ”er det en ret at sælge sex?”. Ja, selvfølgelig.
Kapitalisme
Det er kærnen i kapitalismen, at den er kreativ og at man derfor kan sælge alt muligt, både varer og ydelser. Folk lever af at sælge korn, fordi der er nogle der gerne vil købe det. Det samme kan siges om teaterbilletter, tevarmere, tekster til reklamer, til hjemmesider og som kunst. Nogle folk lever af at være dygtige administratorer – og at de ligger inde med en masse værdifuld viden.
Der er kort sagt ingen grænser for hvad der kan sælges – hvis der er et behov for det. Her vil marxister naturligvis protestere mod fremmedgørelsen og at alting bliver til en vare, noget der i deres øjne forråer folk.
Det er muligt, men de må forsøge at forklare hvordan det kan være at lige præcis sex skal pilles ud af pengestrømmen, når nu salget og købet af vand, mad, husly, tøj, musik, viden, kunst og kommunikation ikke i samme grad vækker vrede. Det er alt sammen grundlæggende behov for stort set hele menneskeheden. Personligt forringer det ikke min nydelse af Mozarts musik eller Thorvaldsens skulpturer at deres værker blev bestilt og betalt af hovedrige folk. En orgasme kan gøre underværker, også selvom den er købt.
En del af disse spørgere nyder forresten selv godt af kapitalismens frugter, ved fx at have et velbetalt arbejde, bo i flotte huse, køre i store biler, rejse eller ytre sig i private medier. Det er et paradox at det ofte er de mest pengeligeglade personer der støtter kampen for sexarbejderrettigheder…
Et modsvar til kapitalismens knusende tandhjul er ”End Demand”, og altså at gøre en ende på købesexbehovet. Det er lidt af en opgave at stille sig selv, da sex er en temmelig basal drift og grundlæggende for næsten alle komplekse dyr (der vist endnu ikke har opfundet skyld og skam over dette). Allerede derfor er opgaven næsten dømt til fiasko.
Der er dog heldigvis nogle nye røster, der også mere konstruktivt går ind og foreslår andre tiltag for at dække sexbehovet, i stedet for blot at fratage uden at erstatte med noget andet. At disse personer oprigtigt ikke forstår at der kan findes både sælgere og købere af sex, der tænder på netop salgsaspektet i transaktionen er en anden sag. Det er også uklart hvorfor der skal opfindes andre former for seksualterapeuter, når nu mange sexarbejdere i forvejen gør et glimrende stykke arbejde.
Frihed
Friheden er en nødvendighed for at folk kan gøre det de er bedst til eller helst vil.
Nogle vælger sig en rig ægtefælle at hægte sig på, andre at lave smykker, suppegryder eller supercomputere. Eller at sælge sex. Andre åbner en kiosk og sælger smøger og slik.
Du behøver ikke at bifalde de forskellige valg, men anerkend blot at folk er forskellige og anderledes end dig selv. Dét er frihed, og sexarbejdere har krav på akkurat samme rettigheder, friheder og pligter som alle andre. Det er i alle fald mindre frihed at fratage folk netop muligheden for at sælge sex.
Af Nina Søndergaard
Det er med stor glæde at jeg kan reklamere for en festival af samme navn – og ånd – som denne blogs forgænger. Fra den 9. til den 13. november i år er der feministisk kunstfestival i Warehouse9 i Kødbyen i København. Enkeltdagsbilletter 50 DKR, hele molevitten for 200 DKR.
Af Nina Søndergaard
En del af de personer der stiller spørgsmålet om retten til sexkøb er gifte kvinder. I god gammel 70’er stil vil jeg sige at giftermål er statsanerkendt, legaliseret prostitution.
Især hvis den ene part, stadig ofte manden, tjener flere penge end den anden. Som regel går det jo fint, men der kan også være pression og økonomisk tvang i et ægteskab, og netop det juridisk bindende ved ægteskabet kan få folk til at blive hængende længere end sundt er.
Det er en væsentlig og fastholdende faktor, at der er høj social status forbundet med ægteskabet , og at lade den anden trælle på jobbet er lig med lettjente penge. Disse penge kan omsættes som flere behageligheder som et stort hus, bil, rejser og luksusvarer. Ægteskab giver ofte også en fællesskabsfølelse og samhørighed som mange mennesker bliver afhængige af.
Ægteskabet er et frit valg
Når det gælder så alvorlige sager som ægteskab, så synes stort set alle mennesker, uanset religiøse eller politiske synspunkter, at det står folk frit for at træffe den beslutning (eventuelt i samråd med venner og familie). I alle fald er der ikke rigtig nogen, bortset fra et par germanske herskere der har været ivrige efter at lade staten bestemme hvem der må giftes med hvem.
Der er heller ikke ret mange mennesker, der spørger seriøst ind til hvordan det kan være at folk 1) vælger at gifte sig, 2) hvordan de vælger deres livspartner. Hvis jeg spurgte ind til hvilke overgreb og ensrettende forestillinger kommende ægtefolk havde været underlagt i deres barndom, så ville jeg ikke blive taget alvorligt. Ikke destomindre er den motivgranskning noget som stadig ses i forhold til sexarbejdere, og deres valg af arbejde.
Retten til ægteskab
Vi antager at voksne selv kan træffe beslutninger om hvilke relationer de vil indgå i, herunder vælge en livspartner. Retten til at gifte sig er en væsentlig frihedsbestanddel, noget som homoer verden over kæmper for.
Retten til at blive gift, og på anden måde vælge forhold, er ikke en pligt, det er en mulighed, et tilvalg. Det er også noget der er længere oppe i behovspyramiden end vand og mad, altså kan man sagtens have et godt liv som ugift – forudsat at man selv har valgt det. Giftermål bør være en mulighed for alle voksne, ligesom den samme frihedsgrad skal udstrækkes til at omfatte valget af sexarbejde: Kortvarige relationer med penge som omdrejningspunkt.
Ret bliver ofte forvekslet med pligt, men også med norm og ønsket og statusgivende adfærd. En ret kan sammenlignes med en dør man kan åbne og gå ind ad, man behøver ikke at gøre det, men muligheden er der.
Et eksempel kunne være retten til at sagsøge, noget som danske kvinder først fik i 1857. Så sjovt er det heller ikke at have en retssag kørende, men det er en god ret at have og man er betragteligt dårligere stillet uden den mulighed. (Noget både sexkøbere og sexsælgere altså er afskåret fra, sådan som det er nu. Dermed er der mere eller mindre frit løb for skurkagtigheder og svindel).
Er andres uheld dit uheld?
Modstandere af prostitution vil ofte fremhæve tvang og trafficking i sexindustrien. Det er uomtvisteligt at der også foregår ubehageligheder der, men spørgsmålet er om det er begrundelse for at forbyde hele branchen og dermed stensikkert forhindre lovlighed og regelmæssighed på området. I så fald burde samme begrundelse bruges at forbyde ægteskaber på grund af tvangsægteskaber.
Tvangsægteskaber foregår trods alle gode intentioner stadig, også i Danmark. Det er et åbent spørgsmål om hvor meget afsmitning disse uheldige og ulykkelige ægteskaber har på andre, frivilligt indgåede ægteskaber.
På samme måde som godt gifte personer ikke føler at deres personlige relation tilsværtes af andre gifte personers uheld, må sexarbejdere gerne mene at deres eget arbejde ikke besudles af sager om trafficking og at det i det hele taget er fjernt fra deres verden.
Jeg ser ingen forskel på retten til at gifte sig eller retten til at sexarbejde. Begge dele er ligegyldige absurditeter, hvis ikke der er to eller flere mennesker om det. Det er grundstenen i ligestillingen og respekten for mennesker, at voksne, non-psykotiske mennesker uanset køn, hudfarve, fysiske handicaps og trosforestillinger kan træffe egne valg og selv sige ja og nej til andre mennesker.
af Nina Søndergaard
Information har den 9. oktober 2011 bragt interessante vinkler på sexarbejde. Sexologen og psykoterapeuten Per Holm Knudsen har forfattet en kronik, hvor han viser hvordan nogle mennesker har fået en god hjælp af sexkøb, noget som S og SF gerne vil forbyde: http://www.information.dk/281635
I den forbindelse blev jeg ringet op af en journalist, Elmelund, der lød lidt overrasket over at jeg stillede et spørgsmålstegn ved om endemålet for et godt og vellykket sexliv var at få sig en fast kæreste: http://www.information.dk/281637
Af Nina Søndergaard
Nu har jeg læst en del om sexarbejde og har også talt med et par sexarbejdere, hvilket forresten altid har beriget og moret mig meget – tak til jer! Og for at være med til at nuancere det ultrasorte billede der stadig males af sexarbejde vil jeg her remse noget af det potentielt positive ved prostitution op.
Det er selvfølgelig ikke den endegyldige sandhed for alle, eller noget der føles lige stærkt for alle hver dag på arbejde, men det er ikke desto mindre noget af det jeg har fanget hen ad vejen. Som alle andre menneskelige relationer, så byder sexarbejde også på et hav af forskellige oplevelser, både gode og dårlige, og hvis vi ikke anerkender at der kan findes noget godt i sexarbejde, afskærer vi os fra at overhovedet at kunne begynde at forstå sexarbejdere.
Selvtillid. Sexarbejde kan forøge selvtilliden: Folk vil betale for at komme i nærheden af sexarbejderens krop og meget ofte følger der komplimenter med købet af ydelsen. Komplimenterne går ikke kun på udseendet eller sex-evnerne, men også ofte mere generel ros og glæde ved sexarbejderens væsen og gøren og laden. Og selvtillid er jo nærmest roden til alt godt, det giver ro, glæde, tillid, varme og stolthed, som virker som både som magnet og i feedback-loop, da selvtillid er tiltrækkende og rart og øger andres selvtillid.
Overgrebsbearbejdelse. Sexarbejde kan hjælpe med til at bearbejde overgreb – Virginie Despentes som det fremmeste exempel på en kvinde der overvandt sin psykiske nedtur efter en voldtægt ved at sexarbejde: Pludselig havde hun magt og hendes kusse var guld værd. Det var hende der satte dagsordenen ved de seksuelle møder med hendes kunder, hendes krop spredte glæde.
Forhandlingsevner. Sexarbejde kan gøre den enkelte sexarbejder til en god forhandler(ske): Hvor er grænserne, hvad skal der ske, hvem må hvad, hvor lang tid må processen vare? Forhandlingerne er ofte ikke blot at opremse en række en række forbud og grænser, men også at finde kundens ønsker, tanker og fantasier frem fra et tykt dække af skam.
Grænsekendelse. Sexarbejde kan hjælpe sexarbejderen til at lære sine egne grænser at kende og at forsvare sig selv. Den svenske feminist Petra Östergren underviser i selvforsvar og har haft en del kvindelige sexarbejdere som elever. De er, modsat mediebilledet, ofte de bedste til at sætte de psykiske grænser og tit meget gode til at stå fast på deres ret og rum.
Kropsglæde. Sexarbejde kan være med til at gøre sexarbejderen glad for sin krop og seksualitet: Den krop der måske har ærgret indehaversken er nu penge værd, attraktiv og attråværdig. De fleste kunder vil fx også med stor entusiasme slikke fisse (en god orgasmekilde for mange kvinder) og dermed glæde sexarbejderen.
Sundhed. Sexarbejde kan være god motion! Sex styrker immunforsvaret og får pulsen op. Orgasmer er guld værd for helbredet. Og med så mange skiftende partnere kan de færreste (ingen!) sexarbejdere opretholde de behagelige romantiske og dødfarlige forestillinger om kønssygdomme. ’Vi behøver ikke at bruge kondom, for han/hun er jo meget sød’ er en rar tanke som mange ikke-sexarbejdere fastholder, til tider med triste følger. En tidligere gadepige så sig selv som seksualoplyser når hun traf kunder der havde det svært med kondomer: Hun vejledte dem og har givetvis forhindret en hel del ulykke og sygdom gennem sit sexarbejde.
Samvær. Nogle sexarbejdere kan få gode kolleger og venner gennem sexarbejde, især på bordeller. Det lader til at folk der boller sammen, holder sammen. At frigøre sig fra samfundets forestillinger om seksualitet og køn kan også gøre andre former for socialt samkvem mere afslappet, frit og morsomt.
Som sagt, det er blot muligheder og måske’er, men de er ikke mindre sande eller sandsynlige af at andre sexarbejdere har haft anderledes oplevelser eller fordi mange sviner sex, sexarbejde og sexarbejdere til.
Af Nina Søndergaard
Det her er en klodset, men oprigtig og meget dybtfølt hyldest til alle jer der har seksuelt mod og tør at krydse og udfordre grænserne for ”rigtigt køn og kærlighedsliv”.
Mange af jer gør det i det skjulte, og det forstår jeg egentlig godt. Det er hårdt at stille sig op som skydeskive for aggressivitet, fordømmelse, foragt, hån, jalousi, vittigheder og vold. Omvendt giver ærligheden også overraskende meget respekt og tryghed…
Uanset hvad, så giver et godt kærlighedsliv hvor tingene passer sammen uanede mængder af glæde, lykke, overskud, tryghed og varme. Noget som jeg kan unde alle, derfor – i tilfældig rækkefølge:
Tak til alle jer der nægter at lade jeres køn begrænse af vores enten-eller tankegang og opfinder jeres helt eget køn som I føler jer godt tilpas i.
Skulderklap til de kvinder og mænd der ikke gider at være seksuelt underernærede mere og derfor bestiller en sexarbejder, går ned i nærmeste sexklub eller opretter en skamløs profil på nettet.
Hurra for alle jer der ind- og tilretter jeres krop, så den passer bedre til jeres forestillinger om den – og køber større eller mindre bryster, tager hormoner, træner eller barberer jer.
Cadeau til de mænd og kvinder der går på kurser for at lære at score eller få (bedre) orgasmer – sex kan også læres.
Støtte til alle jer der har rejst jer efter et seksuelt overgreb, fået det bearbejdet og kan nyde jeres kæreste og kærtegn.
Hyldest til jer der har ’anderledes’ lyster og finder andre der også holder af gummistøvler, pels, pisk, seletøj – og som kan se jer som den I virkeligt er.
Respekt til alle jer der af den ene eller anden grund ikke orker ræset og lever alene, med jeres elskede ikke-kæreste eller tre kærester.
Lykønskninger til alle jer der har fundet kærligheden, den eneste ene og jeres drømmes opfyldelse, må kærligheden være med jer.
Listen her er på ingen måde udtømmende, men I er med. Det er stærkt at tage ansvaret for sit eget liv og sin egen seksuelle lykke, hvad enten det er ved at gå til en sexarbejder, tage et orgasmekursus, gå i parterapi, give sin kæreste konkrete anvisninger eller søge ind i fællesskaber på nettet. Må flere følge jeres seje eksempel.
En boganmeldelse af Kærlighedskontrakten af Sara Skaarup
Af Nina Søndergaard
Topkarakter
Bogen får syv hjerter, tolv, 100!
Kærlighedskontrakten er en selvhjælpsbog til dem der gerne vil åbne deres forhold, og få mere kærlighed, glæde og erotik ind i tosomheden. Her forklares det roligt og afdæmpet hvad polyamori er, hvordan nogle par griber åbningen an og hvad nogle af faldgruberne er. Skaarup er en glimrende rejsefører og viser nogle veje ind i en kærlighedsform som kunne være flere forundt. Det gør hun både med teori, eksempler og anvisninger.
Det er både lavpraktisk og konkret – uden at blive kvalmt eller kvælende. Og teoretisk og overordnet – uden at blive belærende, tørt eller højtflyvende. Det er dybtfølt alvor i en verden af pop og alene af dén grund stærkt anbefalelsesværdig.
Målgruppen er heteropar, måske med børn. Men homoer er også velkomne i Skaarups rare kønsneutrale omtale af ’din partner’. Målgruppen tilhører A-holdet med arbejde, hus, bil og passende travlt. Det er ofte mennesker der vil have meget ud af tilværelsen, og som er villige til at arbejde for det. Og arbejde det skal man, hvis man vil det åbne forhold. Skaarup sammenligner selv forholdsformen med fysisk træning eller arbejde, og belønningen er uendelige mængder kærlighed og glæde, der måske har bedre muligheder for at bestå i mere end de berømte syv år et moderne, serielt monogamt forhold varer.
Skaarups guide er fantastisk og så rummelig, at jeg føler mig sikker på at selv ’overbeviste monogame’ kan få udbytte af den. For som Peter siger i bogen, er friheden og viden om den mulige åbning måske mere vigtig end selve det konkrete udbytte.
Medglæde
Åbne forhold er både meget krævende og givende. Meget handler om selverkendelse og kommunikation og følger man ”opskriften”, så bliver man givetvis et bedre menneske uanset seksuel orientering, alder, hudfarve, køn eller livsforhold.
Der er nogle af tingene jeg vil tage til mig, og i andre følte jeg mig stærkt bekræftet, hvilket jeg godt må sige: Hvis man lever sandt og ærligt og i nogenlunde overensstemmelse med sine behov og idealer, så lever man godt, smukt, stærkt og ægte. Det lyder skrækkeligt i en hurtig tid fyldt med pop, jagt på autencitet og nærvær. Jeg fik tårer i øjnene flere steder, fordi det ramte dybt og stærkt. Skaarup formår at skrive om selve kærnen i livet med ro og afklarethed, og så er det jo op til læseren selv at gribe dagen.
At vælge den polyamourøse vej er at forpligte sig til et meget ansvarsbevidst liv. Det forøges selvfølgelig kun af børn, men også uden børn (eller partner eller elskere/elskerinder) er det et liv i ærlighed og kærlighed – og uden de manuskripter og guidelines der for automatheteroer i monogame ’normale’ forhold. Det er hårdt arbejde og usikkert, men måske får man belønning i form af så meget kærlighed og kraft at man kunne drive et kraftværk.
Både bogen her, og alle de polyamourøse jeg har mødt, kredser om begreber som vækst og glæde. Som blandt andet kommer gennem fokus. Skaarup siger faktisk nej og lad være rigtig mange steder. Det er noget helt andet end forvirret flirten og hæsblæsende omkringknalden. Her skal man turde sige farvel til nogle trygge, faste forestillinger om det rigtige liv og parforhold. Skaarup er ikke politisk og mener klart at kærligheden er privat, men alligevel er der noget omkring hvor åben man kan, vil og tør være omkring sit åbne forhold. Et par af eksemplerne viser for mig, at der sandelig er lang vej endnu før vi som samfund er helt så frisindede som vi tror.
Måske handler noget af stivsindet om misundelse, det er i hvert fald en tanke jeg har svært ved at slippe. Det omvendte af misundelse og jalousi er nemlig medglæde, et smukt ord som jeg straks har suget til mig.
Medglæde er når man bliver glad på sin partners vegne, og det lyder måske pudsigt for monogamt indstillede mennesker, men der er utroligt meget glæde og lykke at hente i at se sin partner glad – også når vedkommende er glad for en anden eller har fået et godt knald af en anden. Håndteret med tillid øger og styrker det blot kærligheden.
Hjertesuk over formen
Kære Gyldendal, tak fordi I udgav bogen og dermed gav mig og mange andre mulighed for at læse de kloge ord. Det er det vigtigste og muligvis indirekte medvirkende til mere kærlighed og en bedre verden.
Men det er alligevel træls at I som forlag ikke giver jeres produkter den sidste overhaling. Fair nok at det er en paperback, men derfor skal papirfibrene stadig arbejde med, ikke mod bogryggen (hvilket gør den svær at åbne). Side 128 bliver efterfulgt af side 113-128, igen. På side 65 er der en henvisning til et kapitel ”Ret og rimeligt side xx”. Forfatteren kan selvfølgelig ikke vide præcist hvilket sidetal dét kapitel kommer til at få, og I/i har ikke gidet at sætte det korrekte tal ind.
De lysegrå helsider med myter fungerer ikke, i mine øjne, optimalt i et oktavformat, sort/hvidt og uden illustrationer. Det er noget der hører hjemme i såkaldte coffetable-books, og virker noget meningsforstyrrende. Meningsforstyrrende er også de (heldigvis) få satsfejl som manglende orddelingog andre skønhedsfelj.
Det er trist at se i enhver bog, som koster mange ressourcer fra idé i forfatterens hovede til slutprodukt i læserens hænder: En bog der beriger. Her gør det ekstra ondt, fordi den er alvorlig og handler om noget af dét der kan gøre allermest ondt og godt, og så er der dømt meningsforhindringsløb henover fejlindsatte sider og andet. Det er simpelthen sjusk og under Gyldendals standard.
Af Nina Søndergaard
Sladderen går nu om CDU-politikeren Christian von Boettich (1970-), der nu er kommet i modvind fordi han for nylig var kæreste med en 16-årig kvinde. Det er sørgeligt at se at vi som samfund stadig har så gammeldags idéer om det passende. Den gode og rette form for kærlighed. Og hvor snævre grænserne stadig er, til trods for al vor brysten os af hvor frisindede, liberale og og rummelige vi er.
Jeg kender ikke von Boettich, hans exkæreste, jeg vil næppe stemme på ham (hvis jeg boede i Schlesvig-Holstein) og egentlig rager hans spidskandidatur, politiske karriere og privatliv mig en fjer. Alligevel bliver jeg harm. Det er træls at se hvor fastlåste idéerne om det gode forhold stadig er, det er kedeligt at se endnu en offergørelse af unge kvinder, det er sørgeligt at han ikke turde stå ved sin kærlighed og kæmpe for den.
Hvis mangfoldigheden er at jeg som polyamourøs godt må stå frem med min kærlighed til flere, men han ikke må få en kæreste der er under halvdelen af hans egen alder, så takker jeg nej til mangfoldigheden. Så vil jeg hellere makke ret i den ægte, reelle konformitet, gifte mig med én mand og lyve og leve mit sexliv i fordækthed som alle andre.
Rummeligheden er slet ikke så stor endda, hvis samfundet stolt tolererer pæne, jævnaldrende registrerede par i nydelige Bo Bedre hjem, men samtidig sviner folk som von Boettich til.
Hvad aldersforskellen angår, ja så er det jo pinagtigt som prosexfeminist at se hvordan den unges vilje og lyst fuldstændig udelades. Alle latterlige pseudoargumenter om at ville beskytte den unge er fejlagtige: Livet står aldrig stille, vi kan ikke bare sætte en person på pause, mens vi venter på at vedkommende vokser op og bliver fornuftig – det vil sige, vil vælge akkurat det samme som os. Enhver har ret til at begå egne fejltagelser og vinde egne sejre, som 16-årig, som 39-årig, som 61-årig.
Tamiko Taguchi
Eini Carina Grønvold
Nina Søndergaard
spacesakena
gaesteskribent
Nye kommentarer