A choice of one’s own – Om burka, porno og prostitution

Af Nina Søndergaard

Virginia Woolf skrev for 70 år siden om at kvindelige forfattere skulle have penge og plads til at skrive, foruden kunstnerisk frihed.  Det har vi – og kvindelige kunstnere – heldigvis også fået.

Men spørgsmålet er om alle kvinder har et rum for sig selv og om samfundet er villige til at give dem det, hvis kvinderne vil bruge rummet til noget andet end det den rette mening foreskriver.

 

For hvad med alle de kvinder der enten dækker sig til, smider tøjet for penge eller sælger sex? Der er et kapløb om at begrænse deres udfoldelser med henvisning til mandsdominerede samfund, kommercialiseringen af det offentlige rum, krænkelser af blufærdighed og ligestillingssignaler.

For det grundlæggende, at man den dag i dag stadig ikke tiltror kvinder evnen til at tænke selv og træffe egne valg klinger svært dårligt. Men det er jo kernen i disse forbud. Kvinder er ofre og de er som børn, de skal beskyttes mod de væmmelige mænd, dem selv, fristelser og onde markedskræfter.

Nu skal det ikke lyde som om vi her på bloggen ikke kan kende forskel på en kvinde i burka og en bikini-babe. En væsentlig forskel er fx at burkaer er en kvindedragt. En bikini-babe kan også godt være en mand.

For der findes der både mænd, kvinder og transer indenfor alle grene af sexindustrien. Men i debatten glemmes mændene og de andre køn bekvemt, da de åbenbart har truffet valget selv og derfor ikke kræver indgreb og beskyttelse fra samfundets side.

 Vi vil her citere forkvinden for Kvinder for Frihed, Vibeke Manniche, der til Information 2009.10.30 udtalte:

»Pornografi og tørklæder er to sider af samme sag. Det er luderen og madonnaen. I min konsultation har jeg både unge danske piger, som har prøvet alt for meget, fordi de skal leve op til pornoverdens idealer, og så unge muslimske kvinder, som sidder og skal være kyske. Ingen af dem har en seksualitet som udfolder sig på deres egne præmisser,« siger Vibeke Manniche.

Det er en interessant udtalelse. For det første viser det en temmelig snæver opfattelse af hvad der er passende påklædning for piger og kvinder, de må ikke vise for lidt eller meget. Hvad de selv synes, er der ikke lige plads til at finde ud af.

For det andet er det åbenbart noget skidt, hvis piger ser porno og finder inspiration der. Vi kan ikke se én pornoverden, for der er næsten lige så mange former for porno som der er sexuelle udtryk, fordi mange mennesker har lyst til at se andre have sex eller vise sig mens de selv har sex.

Porno er også mere oplysende end det normalt får credit for. Ved at se porno kan man fx lære at fisser ser uendeligt forskellige ud, at forspil ofte indebærer oralsex og at folk tænder på alle mulige ting, også ting man ikke selv havde tænkt på.

Det kaldes for inspiration og det er en af vores dages bonusser at man ikke selv skal opfinde den dybe tallerken hele tiden, men det er åbenbart en skidt ting når det gælder sex, hvor man selv skal udtænke alting for at det kan blive til den ’gode og rette’ sex.

For det tredje så vil Manniche gerne definere kvindernes egne præmisser. Det er en selvmodsigelse af de helt store: Hun vil skabe det rum hvor i deres seksualitet skal udfolde sig.

Bemærk forresten hvordan danskerne omtales som piger, det skyldes måske et håb fra Manniches side om at de kan vokse op og gøre og klæde sig som hende? Muslimerne er derimod unge kvinder, og i bedste 24-års regel-stil kan man selvfølgelig ikke tiltro dem evne til at træffe egne valg.

Det er selvfølgelig ikke uproblematisk at være teenager, vælge sexindustrien som karrierevej eller vokse op i en forholdsvis patriarkalsk kultur, men vi er meget skeptiske over at fratage mennesker evnen og trangen til at tænke og handle selv.

Det er vores klare overbevisning at folk hele tiden prøver at optimere deres liv indenfor de rammer der nu er, og man hjælper ingen ved at sætte endnu flere begrænsninger og hæmninger op.

Som feminister er vi heller ikke begejstrede når en kvindelig overklasse lige spoler tiden mere end 100 år tilbage. Det eneste nye lille twist at de selv er en del af magthaverne nu, og derfor er i færd med at regulere hvordan de andre kvinder skal klæde sig, hvordan de må indtage byrummet og hvilke erhverv de må vælge. Vi tror på at alle har deres eget valg og det vil vi kæmpe for at de bliver ved med at have.

Anmeldelse af Leny Malacinski’s ”Den dag jeg opdagede jeg var undertrykt”

Det var med stor forventning, at jeg hentede bogen nede hos min  lokale boghandel. Endelig en samfunds-debatterende bog der handlede om noget jeg gad læse, nemlig feminisme/ligestillings-debatten her i DK.

Jeg blev lidt underligt skuffet over at få en bog stukket i hånden der lignede chic-litt (min absolutte hade-genre indenfor både film, gaming og litteratur), men som den eks-folkebibliotekar jeg også er, tænkte jeg at bogen nok vil sælge bedre både i ungdoms og voksen-afdelingen, da mange kvinder har et ømt punkt for klodsede-ups-agtige-kvinder…

Bogen starter med en ganske sigende advarsel: ”Personerne i denne bog er tillagt mere humor, end de besidder i virkeligheden. Det har været nødvendigt for at gennemføre skrivningen”. Oh, hvilken skrivning! Leny Malacinsiy er en fremragende skribent, bogen er hurtig læst og pointerne er skarpe og ikke mindst humoristiske. Med humoren formår Malacinski at skrive om ellers dødssyge situationer og personer. Det er tydeligt at hun er journalist, hendes stil er skarp, pakket ind med chic-litt’ens naive humor. Jeg er fan!

Det er formidlet som var det letbenet underholdning, men hendes bog dybt alvorlig og den bør i den grad diskuteres og blive pensum for alle der interesserer sig for ligestillings-debatten.

Det hele starter den dag Leny opdager at hun er undertrykt og den vil hun ikke finde sig i. Derfor rejser hun land og rige rundt, samtidig med at hun gransker sin indre retfærdighedsfølelse. Kan det passe at vi har det så dårligt som visse feminister påstår? Hen over 8 gode kapitler formår hun at skrive om, feminisme, kønskvoter, ligestilling vs. særbehandling, offerroller, mænd, prostitutionsdebatten, ligeløn og ikke mindst mændenes situation de kommende 50 år.

Værd at nævne er Leny’s kritik af dispensationerne af ligebehandlingssloven, hvor regeringen har givet Københavns Universitet mulighed for at ansætte kvinder med en særlig bonusordning, der udløser mellem 1-3 millioner kr. pr. kvindelige forsker. Som bogen påpeger, giver det mændene ret ringe vilkår til ansættelse. Og man kan spørge sig selv, om det giver det bedste resultat på Københavns Universitet? Derudover er der jo bare tale om bestikkelse på meget højt niveau. Man kan spørge sig selv om bestikkelse er et legitimt redskab til at opnå politiske resultater?

Jeg kunne gå dybere ind min anmeldelse og skrive min mening om dette og hint i bogen. Men mit problem som anmelder er, at jeg længe ikke har læst en bog,  hvor jeg har oplevet at være så rørende enig med en forfatter som ved læsningen af denne bog. Leny Malacinski har i mine øjne begået en helt igennem fantastisk feministisk bog, som jeg mener ALLE kvinder bør læse. Bogen handler om retfærdighed og det er i mine øjne langt vigtigere end at kvinder absolut skal have bestyrelsesposter eller professorater.

Et forbud gavner

Et forbud mod prostitution vil være til gavn for flere ting.

Først og fremmest vil det gavne det kriminelle miljø, der profiterer på, at de prostituerede som konsekvens af en kriminalisering ikke har mulighed for at arbejde, leje lokaler og hyre hjælp inden for lovens rammer.

Det vil gavne politikerne, der kan score billige værdipolitiske point ved at profilere sig i en moralsk sag på bekostning af en marginaliseret gruppe med ringe mulighed for at protestere.

Det vil gavne den kultur-moralske elite, der ikke følelsesmæssigt kan bære, at der findes mennesker, der lever på andre måder end hvordan de dikterer ‘det gode liv’.

Det vil gavne de mange forfattere og filmskabere, der fortsat kan tjene kassen i penge og moralsk valuta ved at masseproducere historien om det ultimative kvindelige offer – den ufrivillige luder – baseret på intet andet end andre forfatteres og filmskaberes skildring af samme.

Det er muligvis også til gavn for befolkningens demokratiske dovenskab, når man ikke behøver bruge energi på at sætte sig ind i forskning og politiske dilemmaer, men kan nøjes med at tage stilling ud fra fordomme.

Men det vil ikke gavne de prostituerede. Det er der intet – hverken undersøgelser eller saglige vurderinger – der tyder på. Tværtimod er det netop de prostituerede, der betaler prisen for de ovenståendes økonomiske, politiske eller moralske profit ved et forbud.

Det er på tide, vi holder op med at dømme ud fra vores egen egoistiske vinding.

Det er på tide, vi lytter til de prostituerede og respekterer dem på deres præmisser frem for at tage den bekvemme vej og presse vores værdier ned over hovedet på dem.

At ville hjælpe andre mennesker på betingelse af, at de kun træffer de valg, man selv ønsker, de skal træffe, er ikke at hjælpe. Det er i bedste fald en måde at støde en befolkningsgruppe fra sig på og i værste fald social blackmailing.

Legaliser sexarbejde som erhverv, giv rettigheder til sexarbejderne og hjælp dem, som beder om hjælp på den måde, de ønsker at blive hjulpet.

Hvis I altså virkelig er interesserede i at hjælpe?

Trafficking eller drømmen om et bedre liv

Af Nina Søndergaard

Anmeldelse af kapitel 12 ”Trafficked Persons or Economic Migrants? Bangladeshis in India”,  Nastasha Ahmad i bogen ”Trafficking and Prostitution reconsidered – New Perspectives on Migration, Sex Work and Human Rights” redigeret af Kamala Kempadoo, Sanghera og Pattanaik. Paradigm Publishers Boulder, London 2005.

For IOM, International Organisation for Migration, undersøgte Nastasha Ahmad bangladeshiske traffickede personer i Indien i 2000-2001. Målet var at undersøge hvorfor de kom til Indien, hvad de lavede og hvad deres fremtidsplaner var. 65 migranter, de fleste kvinder, blev interviewet på bordeller, rehabilitationscentre og i slummen i Kolkata, New Delhi og Mumbai.

 
3 ud af de 65 var blevet kidnappede. I øvrigt med hjælp fra familie eller venner. 62 var kommet til Indien frivilligt. Uanset om bangladesherne var tvungne (hvilket de færreste var) eller ej delte de nogle fælles vilkår, altså omtales de under ét for migranter.

 
Næsten alle havde forladt Bangladesh af økonomiske årsager. De fleste havde for lidt jord hjemme i Bangladesh, nogle havde mistet jorden i et mudderskred eller var arbejdsløse. Det generelle uddannelsesniveau var ikke ret højt. Mange kvinder havde mistet deres mand, og at ikke være gift er meget problematisk for kvinder i Bangladesh, altså var det nemmere at begynde et nyt liv i Indien.

 
Efter ankomsten drejede det sig om at finde et sted at bo og et arbejde. Nogle havde allerede ordnet en eller begge dele hjemmefra. Migranterne blev sexarbejdere, hushjælpere (eventuelt i de arabiske lande), kludesamlere, stof dealere, skræddere eller taxachauffører.

 

Et eksempel: Khadija og hendes mand. De var kommet til Mumbai dagen før interviewet, de havde været i byen otte år tidligere, men var blevet opdagede og sendt tilbage. Nu ville de prøve igen. Khadija arbejdede allerede som rejepiller på det lokale fiskemarked, og ville købe et komfur og stegepande med sin første løn (40 rupee). Hun og manden søgte arbejde (som hushjælp) og skulle ud at se på et værelse.

 
De fleste, 77 % af kvinderne og 64 % af mændene, følte sig ikke begrænsede i deres bevægelsesfrihed. Kun få bekymrede sig om politirazziaer (det indiske politi slår hårdt ned på migranterne og sender dem hjem). Dem der var begrænsede i mobilitet boede på rehabilitationscentre eller på bordeller, hvor bordelejeren tog halvdelen af deres løn.

 
En måde at slå rødder på var at få ID, fx rationskort. To tredjedele havde gennem korrupte embedsmænd fået et rationskort som giver adgang til fx sukker og benzin til fordelagtige priser. 11 var kommet på stemmelisten og 8 havde åbnet en bankkonto, ud af de otte med bankkonto havde fem også rationskort og var kommet på stemmelisten. En del havde giftet sig i Indien.

 

Undersøgelsen viste at der var to lige store hovedgrupper: Dem der gerne ville blive i Indien. Dem der gerne ville hjem til Bangladesh hvis de kunne få et bedre job der og så en mindre restgruppe der ikke havde bestemt sig. Desuden kan man også skelne mellem dem der tog afsted frivilligt og med et bestemt rejsemål og/eller arbejde for øje, og de tvungne. De utvungne var generelt tilfredse, selvom nogle følte sig snydt på grund af ufuldstændig information før afrejsen.

 
En del af de tvungne var kvinder der havnede i prostitution. Især de yngre sexarbejdere uden børn havde resigneret og var ulykkelige. Cirka halvdelen af de kvinder der gerne ville have et andet arbejde var sexarbejdere, men ti af de tilfredse kvinder var sexarbejdere. Nogle af de utilfredse sexarbejdere ville gerne slå sig ned med deres babus, kunde med hvem de har et særligt forhold.

 
Langt de fleste klarede sig bedre økonomisk set end de ville have gjort hjemme i Bangladesh, de tog ofte arbejde som inderne ikke ønskede, mange sendte penge hjem og bidrog dermed til vækst i både Indien og Bangladesh. De var dog plagede af chikane fra politiet og andre myndigheder.

 

 IOM så gerne at alle mennesker sikredes ordentlig mad, uddannelse og arbejde for at minimere tilskyndelsen til at migrere. Dernæst at alle migranter, underdokumenterede eller ej, sikres anstændige arbejdsvilkår.

Det er en spændende undersøgelse, selvom den er lovlig lille til at konkludere noget sikkert og repræsentativt på. Det skal også huskes at den er specifik på indisk-bangladeshiske forhold og der er glimt af de store forskelle der er internt i Indien. Det lader til at livet for migranterne i Kolkata var noget nemmere end i hovedstaden New Delhi.

 
Undersøgelsen peger på den uheldige og unyttige klapjagt der drives overalt i verden på migranter. Der vil altid være folk der rejser ud for at søge bedre muligheder (jeg har selv været en af dem, boede i Malmö og arbejdede i København!), og arbejdende mennesker er med til at skabe velstand og velfærd. Den velstand kan formindskes ved elendige arbejdsvilkår og stress. Altså lader en løsning til at være en nemmere procedure for at få (midlertidig) arbejds- og opholdstilladelse.

 
Det gælder også sexarbejdere. Selv med så frisk en vinkel på det komplekse emne migration er, har undersøgelsen alligevel nogle gamle fordomme med i bagagen. Ahmad skriver overrasket om kvinder der tager en aktiv beslutning om at rejse ud for at blive sexarbejdere og at en del af dem er tilfredse med deres arbejde. Rejepilleren Khadija bliver ikke problematiseret i samme grad, selvom hun udfører lavstatusarbejde på hvad der typisk er en kvindearbejdsplads. Vi må respektere migranternes eget ønske og valg, uanset om vi selv ville træffe det valg de foretager.

Billederne er fra http://www.desipapa.com/

Feministisk offermentalitet, om radikal feminismen

Af Nina Søndergaard

 
Blogindlægget her er baseret på mit oplæg på Grundtvigs Højskole Studiekreds, sommeren 2009, tema: Offeret.

Jeg vil forsøge at belyse hvordan det kan være at meget feminisme, nemlig radikal feminismen, ser kvinder som ofre, med højeste potens i den prostituerede kvinde. Her vil jeg tage fat på hvordan radikal feminismen ser på prostitution. Synet er meget udbredt, også langt ud over de venstreorienterede kredse som det stammer fra.
Virginie Despentes (1969 -) som foruden at instruere film og skrive bøger også har været sexarbejder har denne kommentar:

”Den første gang jeg blev ansat i en massageklinik, kom jeg fra et miljø på den yderste venstrefløj hvor jeg altid havde hørt, og troet, at piger der prostituerede sig var ofre, enten ubevidste om det de gjorde eller manipuleret til det, under alle omstændigheder var det ikke ud fra deres eget frie valg. Virkeligheden ude i felten er helt anderledes.

 Den pige der lukkede op for mig på massageklinikken var sort og fik én til at tabe vejret, hun var en af de smukkeste piger jeg har set tæt på. Vanskeligt at få ondt af hende eller føle medlidenhed med sådan en skabning.

Senere lærte jeg hende bedre at kende, hun var lidt yngre end mig, meget bedre socialt integreret, havde allerede arbejdet flere år i branchen, havde forlovet sig med en fyr hun elskede højt, hun havde en god humor og rigtig god musiksmag. Jeg syntes hun virkede solid, arbejdsom og beslutsom.

Klarsynet og tilfreds med sit liv, i modsætning til mig eller de piger jeg kendte. Hun svarede overhovedet ikke til det billede jeg havde af en professionel sexarbejder. Hun var meget efterspurgt og tjente en formue hver dag, store beløb i kontanter som hun samvittighedsfuldt sparede op.”
King kong og kvinden, p. 72.
I følge radikal feminismen lever vi alle in a man’s world eller patriarkatet. Der er en ulighed mellem kønnene, en skævvridning som mænd nyder godt af og kvinder lider under. Mænd har magt og ofte er denne overlegne magtposition så godt banket ind i os, at det forekommer usynligt og naturligt.

Målet er at gøre en ende på den mandlige dominans, om nødvendigt med vold. Et væsentligt skridt er at indse denne skævvridning, at blive bevidstgjort. Det lyder bekendt, og netop radikal feminismen har taget marxismen til sig og erstattet ”arbejder” med kvinde.

Hvis man skulle have glemt sin marxisme, kan jeg lige give et light opkog: Under det kapitalistiske samfund er der to klasser med modsatrettede interesser: Kapitalisterne der udbytter arbejderne.

Arbejderne kan nok betjene produktionmidlerne, redskaber og maskiner, men de ejer dem ikke. Det gør kapitalisterne, der skovler penge ind og kan blive færre og færre, samtidig med at arbejderne bliver flere og flere. Tilsidst vil det ende med revolution og proletariatets dikatur.
Kvinder er altid det udbyttede køn, og her kommer kapitalismekritik ind i billedet, for netop prostitution er simpelthen en destillering af det dårlige magtforhold: Mænd køber adgang til kvindekroppe.

Kvinder sælger sig selv for at få en lille del af mandens penge. Det forekommer for nogle helt naturligt at gøre det, fordi vi også vokser op med bl.a. reklamer, der viser at kvindens formål er at behage mænd, vise kvindekroppen frem for at sælge et produkt.

Mange prostituerede er ofre i mere end en forstand: De er blevet overgrebet som små, de er fattige, de har en anden hudfarve. Radikal feminismen ser prostitution som vold og overgreb mod kvinder, ethvert sexkøb er et udtryk for patriarkatets tromlende magt.
De prostituterede der siger at de ikke føler sig som ofre, lider af falsk bevidsthed. De er simpelthen blevet lullet så godt og grundigt ind i illusionen om deres egen frihed og magt, at de ikke kan se patriarkatet.

 Her går der ofte i hårdknude i debatterne, da falsk bevidsthed er en trumf som er svær at stikke. Jeg vil også skynde mig at sige at der findes venstrefløjsfeminister der tager marxismens idé om at eje og kontrollere produktionsmidlerne til sig, og netop sidder på deres egne produktionsapparat og kæmper for sexarbejderrettigheder.

Så vidt radikal feminismen. Nu vil jeg lige lufte lidt kritik af den, og derefter forsøge at stille andre spørgsmål, for dermed at komme lidt væk fra denne offer-tankegang. Her skal det også siges at jeg her kun forholder mig til den frivilligt indgåede prostitution (som vi kender den i Danmark). Trafficking-problematikken vil jeg ikke gå ind på her.

Når jeg kan forsvare at tale om frivillig prostitution, er det både fordi den er mest udbredt, næsten al prostitution i Danmark foregår uden tvang og fordi netop dette forhold er sværest for radikal feminismen at forholde sig til.
Ved at fokusere så meget på ulighed, synes jeg radikal feminismen får spændt ben for sit eget ligestillingsprojekt.

Det er uheldigt at analysemodellen er så ufleksibel, at der ikke kan indgå kvindelig magt i ligningen, og at mændenes magtposition altid er over kvindens, det burde kunne ændre sig i en given situation eller over tid. Den samme blindhed gør sig gældende overfor mandlige og transkønnede sexarbejdere og kvindelige sexkøbere.

De er rigtig nok ikke mange, men de findes og må og skal med i ligningen. Det er også problematisk at erstatte den frie vilje med en bevidsthed der enten kan være sand (med radikal feminismen) eller falsk (mod radikal feminismen). Og mere overordnet, så er modellen for simpel til at kunne belyse det uhyre komplekse fænomen prostitution er.

 
Vi kunne fx spørge til om det virkelig altid er kvinderne der er ofrene i prostitution? Er det måske egentlig dem der har overtaget, bukserne på, selvom de er nok så nøgne? Det er kvinderne tager beslutningen, pengene og har noget eftertragtet mellem benene. Despentes skriver om at hendes kunder var menneskelige, skrøbelige, ynkelige…

 
Hvis der er problemer, hvilke problemer er der så? Hvis der er noget positivt, hvad er det så? Er den prostituerede måske en slags ”avantgarde” for kvindelig seksualitet, fordi hun gør op med nogle konservative forestillinger om hvad kvindelig seksualitet er eller bør være, og fordi hun gør det på en helt åben og ærlig måde? Og hvis hun er avantgarde, er det så alle prostituerede der er det – eller er der nogen der falder ud i kapitalen og undertrykkelsen afgrund?

Stor tak til Marie Bruvik Heinskou for hjælp, støtte og uvurderlig viden.

Pessar!

Af Nina Søndergaard

Disclaimer: Jeg er ikke hyret af en pessar-fabrikant, det er bare en begejstret anmeldelse af en præventionsform.

P-piller har jeg prøvet, pga. uren hud og uregelmæssige menstruationer, det hjalp lidt, men gjorde mig tilgengæld trist. De gav mig sådan en hul fornemmelse og jeg kunne ikke ryste tristessen af mig.

P-ring var en klodset bide-rings lignende ting man kunne sætte op, men både han og jeg kunne mærke den.

Femidomer gav mig et  latteranfald – lidt afsporende for manden, men tingesten mindede mig sådan om en sovepose. Det var såmænd frækt nok at han kunne trænge ’nøgen’ ind, men med så meget plastic ud hængende forneden var det uskønt og usexet.

Nå, hvad så, når man ikke er klar til sterilisation?

Pessar? Op til lægen, få taget mål: Lægen sætter en ring op, der er forskellige størrelser, og dén man ikke kan mærke er den størrelse der passer. Så får man recept på den og går på apoteket. Det skal siges at pessarer er ved at være så sjældne at ikke alle apoteker har pessarer liggende. Det kostede omkring de 500 kroner, fordi man også skal bruge pessarcreme til. Det er en dyr investering, men medmindre éns vægt svinger meget og man misvedligholder det, kan det holde i op til 7 år. Uden andre midler end en klat pessarcreme i ny og næ, altså markant billigere end p-piller i det lange løb. Der stod intet om kompatabiliteten med siliconebaserede glidecremer, men indtil videre er det gået fint.

Bagdelene: Man skal huske det! Det skal helst sættes op med creme lige inden samleje og det kan sagtens gøres ufrækt og uelegant… Planlægningsaspektet kan naturligvis også slå skår i forestillingen om hed sex der spontant opstår midt i opvasken, fordi passionerne blev for stærke. Pessarcremen minder mig om tapetklister og det smager efter sigende ikke godt. (Jeg anvender også kun cremen i frugtbare perioder, men dét er min sag og ikke et råd jeg videregiver). Man kan tydeligt mærke det med fingrene, altså kan det godt hyle nogle ud af den og forhindre optimal håndtering, så det hæmmer éns evne til at sprøjtekomme.

Fordelene: En pik kan ikke mærke det og det kan man heller ikke selv. Det er vidunderligt at der ikke er nogle bivirkninger, andet end at det yder en vis beskyttelse (men overhovedet ikke i nærheden af hvad kondomer gør) mod kønssygdomme, fordi det er livmoderhalsen, der er sart og modtagelig. Det skal kun sættes op én gang, og man kan afbryde samlejet og genoptage det nårsomhelst. (Modsat kondomer der har det med at falde af eller skal skiftes). Og så er der den helt fantastiske ting at det kan bruges under menstruation, så man kan have sex uden at det ligner det stockholmske blodbad. Klart en kæmpe fordel, især hvis man bliver mere lysten af menstruation – og orgasmer er en af de bedste smertestillere.

Desværre er det ikke så udbredt længere. Især unge kvinder fravælger pessaret fordi det kræver at man rører ved sig selv. Mange yngre kvinder synes simpelthen det er for klamt at skulle rage i sin kusse. Vi på bloggen stiller os uforstående overfor denne negative indstilling til egen krop, især når det drejer sig om en del af kroppen der kan skænke os så meget nydelse og glæde. Vi kan kun opfordre til at gøre som vore formødre, tage et spejl, kigge på kussen, opdage at den slet ikke er spor klam og så bestille tid til lægen, så vi får mere sund og beskyttet sex!

Hvad er det, de vil?

af Eini Carina Grønvold

Debatten om kriminalisering af købesex har kørt intenst i nogle år efterhånden. Stærke kræfter på dele af venstrefløjen i samarbejde med kristne organisationer arbejder med en indædt dedikation efter at få gennemført et svensk forbud i Danmark.

Senest har Mette Frederiksen og Marianne Jelved meldt ud, at de ønsker at gennemføre et forbud, hvis der kommer et regeringsskifte.

Det på trods af, at der ikke er så stor enighed om dette i deres bagland, som de ønsker at signalere. Læs mere her og her.

Hvad der slår mig, er, at der ikke rigtig er nogen, der ved, hvorfor de ønsker dette forbud.

Der er ingen undersøgelser, der viser, at et forbud gavner hverken de prostituerede eller modvirker de urimelige vilkår for kvinder i trafficking. De alt for få saglige vurderinger og undersøgelser, der er foretaget om emnet, viser faktisk det modsatte. Politiet i Sverige har bl.a. udtalt, at prostitutionen er gået mere under jorden, hvilket har besværliggjort deres arbejde, efter lovens indførelse i Sverige.

De prostituerede selv udtrykker heller ikke noget ønske om at få forbudt deres erhverv. Tværtimod gør Sexarbejdernes Interesseorganisation det gang på gang meget klart, at der skal rettigheder og legalisering til, hvis man ønsker at hjælpe dem.

Der er ikke engang et ønske om forbud hos befolkningen. Meningsmåling på meningsmåling viser varierende grader af et flertal imod sexkøbsforbud.

Så hvad er det, de vil?

Dårlig Samvittighed

Af Tamiko Taguchi

En af bivirkningerne ved et såkaldt karriereliv er evig dårlig samvittighed. Med karriere, mener jeg altså ikke bare direktører og folk, der driver egen virksomhed. Det er også gennemsnits-lønmodtagere (som mig selv), der kan lide deres arbejde og har en vis grad af ambition omkring det. Dvs en ret stor del af den arbejdende befolkning. P.t. er det mit store projekt at eliminere al dårlig samvittighed fra mit liv. Jeg har nemlig langt om længe erkendt, at det ikke kan bruges til andet end at forårsage en alt for tidligt død af stress. Fremgangsmåden er at tale mig selv til fornuft.

Dårlig samvittighed er ikke et særegent kvindeligt træk, men det forekommer mig, at kvinder lider mere af det end mænd. Det kan have noget at gøre med, at mange kvinder forsøger at gøre alle omkring sig tilfredse (chefer, kolleger, forældre, mand, børn), og det er en opgave, som er dømt til at mislykkes. At dele vores tid optimalt imellem alle de ting, vi ønsker at nå i det daglige, er også et dødsdømt projekt, og dermed bliver samvittighedskvalerne en fast følgesvend. Den største kilde til dårlig samvittighed er ofte børnene. Netop hensynet til børnene er hovedårsagen til, at mange kvinder vælger, eller i hvertfald drømmer om, at gå ned på deltid.

Personligt er jeg nu blevet virkelig træt af at styrte ned i vuggestuen med hjertet oppe i halsen, som gælder det mit barns liv, hvis hun bliver hentet et minut senere end 16.20. Det er ikke rationelt at have det sådan. Ti minutter ekstra brugt på at ankomme til stedet med en rolig entré var nok en bedre investering for alle. Alligevel oplever jeg at drives af en stemme (som jeg slet ikke er enig med), der fortæller mig at institutioner er dårlige for børn, at karriere og penge er usunde idealer, at mit barn lider og jeg er en dårlig mor.

Betragter man sagen nøgternt, er børn i Skandinavien blandt verdens heldigste og mest misundte børn. Mangen et mindre bemidlet barn ville give en hel del for at leve det liv, de fleste danske børn lever: mad i køleskabet, pædagogiske dag-lege-tanter, Playstation og kvalitetstid med mor og far i weekenden. Hvorfor er det så svært for os at være tilfredse med den tryghed og velstand, vi kan tilbyde vore børn, en velstand som bl.a bygger på den tid og energi, vi hver dag putter ind i arbejdsmarkedet?

Noget af forklaringen, har jeg opdaget på det seneste, ligger i, at kvinder er fantastisk gode til at holde hinanden fast i en konstant opmærksomhed på, hvad der er god og dårlig opførsel. Det gør de bl.a ved heletiden at reproducere argumenterne for den dårlige samvittighed og slå hinanden oveni hovedet med dem.  Hvis det ikke er en kritik af denne og hin måde at håndtere sine børn på, så er det hvem der ”aldrig tømmer kontorets opvaskemaskine”, eller hvem der ”ikke bruger toiletbørsten efter toiletbesøg”. Hvor mange gange har man ikke hørt den feminine fordømmelse, når talen falder på karrierefamilier. ”Hvorfor overhovedet få børn, hvis man alligevel ikke har tid til dem?”, lyder konsensus. Svaret er jo i virkeligheden enkelt: de fleste får selvfølgelig børn for at opleve den kærlighed, der er forbundet med det, og for at videreføre vore egne særlige værdier til dem.

Den faktiske tid, vi har med vore børn i dag, er måske mere sparsom end for 100 år siden, men vi bruger tiden fuldstændig anderledes, og er på mange måder tættere på vores børn, end jeg tror, man var dengang. Vi har det sjovere med vores børn. Og vi har langt mere frihed med dem, en frihed, der følger af, at vi har ”fritid”, og endvidere af vores relative økonomiske uafhængighed. Jeg kunne godt tænke mig, at vi i højere grad forstod at sætte pris på vores moderne livsstil, og være stolte af det, vi har skabt – i stedet for at dyrke den tilbage-til-naturen forherligelse, som på mærkelig vis har vundet indpas i vores i-lands mentalitet. Det er en diffus ide om, at det var bedre dengang, vi levede tæt på naturen, hvor kvinderne gik hjemme med deres børn til de skulle starte i skole, hvor al landbrug var bæredygtigt, hvor vi syltede og hæklede og der ikke fandtes noget plastik eller nogle tilsætningsstoffer. Idealet er som sagt diffust, det er et romantisk bluff, for når alt kommer til alt, er det virkelig få mennesker, der ønsker at leve primitivt og uden den komfort og tryghed, vores rigdom giver os. Den komfort og tryghed, som sjovt nok er præcis det, de fleste mennesker i mindre udviklede og industrialiserede lande stræber efter.

Er dårlig samvittighed også en måde at straffe os selv på, fordi noget i os siger, at vi helst skal lide lidt? I hvertfald er det en uskik, som jeg hermed har erklæret blodig krig.

Michael Laudrups tænder og Jette Hansens øjenvipper

af Nina Søndergaard
Nu er jeg også hip og har læst Camilla Stockmann og Maise Njors korrespondance fra 2005. Det var en positiv overraskelse, for jeg er generelt lidt lunken ved moderne, meget hverdagsnær litteratur. Jeg føler mig ofte snydt, når jeg læser om gummistøvler og at hovedpersonerne drikker kaffe, noget som jeg selv gør og derfor ikke behøver at læse om.

Men de her to kvinder skriver godt (ellers ville de ikke være journalister) og selvom deres liv ikke er just er på kanten, så er det en forfriskende ærlighed der lægges for dagen.

Der er allerede skrevet meget om de to, derfor behøver jeg ikke at sige hvilke pinligheder de disker op med. Men lige netop disse ret så sjove pinligheder med dem selv i hovedrollerne, har trigget en på dansk grund kendt feminist.
Hun hedder Jette Hansen og er dybt bekymret over hvordan kvinder nu reagerer som mænd med at arbejde og drikke. Hansen hæfter sig ved at Njor var så fuld på et tidspunkt at hun måtte støtte sig til barnevognen. Derudover mener Hansen at kvinder ligger under for et umenneskeligt pres fra arbejde og familien. For at lette presset drikker kvinder sig fulde og brækker sig. Hvilket ikke hjælper på kvindefrigørelsen. Inden jeg kommer til hvad kvindefrigørelse kunne tænkes at være, vil jeg lige påpege et par ting.

For at få ret må Jette Hansen ty til lidt kildesjusk, som ikke var gået på mit studie. Hun tager nemlig fat på, at sex efter en fødsel føles som at smide en cocktailpølse ind i Peterskirken. For at vise hvordan kvinder går med på mandschauvinismens værste sider, nemlig ved at disse ægte kvindelig skaberkraft. Men, der er bare den hage ved det, at det er ikke, som Jette Hansen påstår, Camilla Stockmann der skriver dette, men derimod den nybagte mor Maise Njor, der citerer Michael Carøe. Altså viser det Njors selvironi og måske lidt om Michael Carøes pik. (Han kom forresten fuld hjem efter at være blevet kåret til Danmarks lækreste mand, vækkede sin kone og pralede med det. Svar: Nå, jeg er Danmarks søvnigste kvinde, og så sov hun videre. Ingen har dybdeanalyseret hvordan Carøes mandighed har det efter denne omgang). Njor oplever i øvrigt sin første sex-løse uge ca. 40 uger efter sin fødsel, så helt galt kan det næppe være.

I en parentes får Hansen nævnt at Njor skriver om sine tre pigebørn med stor kærlighed og omsorg. Ikke kun det. Njor lægger faktisk sit liv om på grund af sine børn, så hun ikke genoptager sit redaktørjob, men skriver på freelance basis for sjovs skyld. (Noget som kun lader sig gøre fordi manden tjener en del. Ikke for at disse Njors valg, men blot for at påpege at det er svært at undslippe strukturer). Stockmann fravælger børn, indtil videre, da hun ønsker at pleje sin karriere, arbejder til midnat og i øvrigt er noget skræmt over hvordan hun selv bliver som moder. Det forekommer mig at være to meget bevidste og ansvarlige valg.

Hansen skriver at hun ikke har tal på hvor mange gange de to pisser og brækker sig samtidig. Njor henviser til sin ungdom, Stockmann drikker fordi hun kan og glorificerer ikke sine søndage i sengen med tømmerkvinder. At Njor bliver, så vidt jeg kunne tælle, fuld tre gange i løbet af et år, får ikke mine alarmklokker til at ringe. Slet ikke når Njor i ædru tilstand er hjemmegående husmor og tager sig meget godt af sine børn. Desuden er hele korrespondancens formål at afprøve hvor ærlig man tør at være. Det inkluderer også at fortælle om ustyrligt pinlige ting, som de fleste holder kæft med. Altså kan deres eskapader (som er samlet sammen i løbet af i alt 65 år) sagtens forekomme grove og groteske. Næppe fordi det er enestående at vælte uelegant ind i en masse cykler, men fordi man ikke plejer at skrive til offentligheden om det.

Mere grundlæggende så hylder Hansen kærligheden. Vel at mærke den monogame (og helst heteroseksuelle) af slagsen. Den kærlighed har åbenbart gjort Hansen blind for at Njor og Stockmann også lever i kærlighedsforhold og at de er meget glade for den mand de har fundet. Altså er de tre, Hansen, Njor og Stockmann jo faktisk rørende enige og vi kan dermed gå videre til næste punkt.

Njor skriver om stress og spørger om vi bare er tyndhudede, det er livets væsen eller om der er noget helt galt med vores samfund når vi stresser sådan. (Hertil vil Hansen nikke til dette gode spørgsmål). Njor fortsætter med et eksempel på en forarget kollega, der ikke forstod hvorfor en mor til tre var på arbejde stadigvæk, den var jo over fire! Njor gør ikke mere ud af det, men hun nævner på et tidspunkt Behagesygen. Noget som halvdelen af jordens befolkning lider af. Og som hun langsomt er ved at vriste sig ud af og gøre hvad der passer hende. Hun nævner også Klynkeretten, for det ”går aldrig så godt at man ikke lige kan mestre lidt klynk, når man bliver spurgt, hvordan man har det.”

Her går Njor imod Hansen. For Hansens løsning er netop at tilbageerobre retten til at sætte grænser og brokke sig. Og det kvinder skal brokke sig over, er hvor hårdt det er at have fuldtidsarbejde og være mor samtidig. For det er Moderskabet og Kærligheden der tæller i Hansens verden. Vover man at opprioritere karrieren er man en ravnemoder. Og det er jo interessant at kvindefrigørelsen for Hansen i 2009 er Küche und Kinder…

Hansen overser bekvemt de spørgsmål og emner som de to tager op, og fokuserer på at de skriver skægt om det. Det er at gå med på mandschauvinismens præmisser, mener Hansen, at udstille sig selv som amatør i sit eget liv. Men det er altså bare en brevveksling og ikke tung litteratur. Den slog dog Fuga med mange hestehoveder, alene fordi jeg grinede højt af (og med) de to kvinder.

Latter regnes ellers traditionelt set for at være frigørende og forløsende, men det mener Hansen åbenbart ikke at det er i denne sammenhæng. Når Njor og Stockmann får mig og andre læsere til at grine højt, er det jo ikke kun af dem, men også af os selv. Det er sjovt fordi man kan genkende det og fordi man er lettet over at det ikke var én selv der sendte recepten mod skedesvamp med i jobansøgningen. Hvis Njor og Stockmann har fået bare én kvinde til at overveje en gang til, hvorfor hun smører endnu et lag foundation i hovedet, stresser over at en gæst får ikke-matchende bestik eller hvordan det kan være verdens undergang at barnet får en rød pølse, så er vi nået et lille stykke videre mod kvindefrigørelse. For hvis der er noget kvinder er gode til, så er det at være behagesyge perfektionister, hvilket er en meget energikrævende sygdom.

Tilsidst skal det siges at jeg sagtens kan følge Hansens kritik af det moderne liv, at det ikke er sundt at drikke meget alkohol og at der er nogle strukturer i samfundet som er med til at holde kønnene på plads. Det forekommer mig bare at være en meget ukonstruktiv måde at påpege disse brister ved at hakke på andre. Især når de endda tager netop de valg som Jette Hansen gerne vil have at de skal tage. I stedet kunne vi arbejde for bedre børnepasning, så det ikke kun tilgodeser kærnefamilier med 8-16 jobs eller nedbryde falske forestillinger om hvad en god barndom er. Et barn behøver måske ikke hjemmebagte øko-boller hver dag, ferier på Kreta eller mærketøj. Eller også trænger vi bare til at smide facaderne og grine højt af livets genvordigheder. I så fald lykkedes Stockmann og Njors mission.

Voldtægt, nej tak

af Nina Søndergaard
Jeg er rasende over at jeg går alene hjem fra byen. Rasende fordi jeg er den eneste gående kvinde. Når jeg endelig ser en kvinde på gaden om natten, er hun enten godt gemt i en flok, på vej ud af en taxa eller susende på sin cykel.  Det her handler ikke om at score i byen, det handler om overhovedet at gå i byen. For hver aften er der musik der ikke bliver hørt, latter der ikke bliver grinet, potentielle kærester der ikke kysser, alt sammen fordi man blev hjemme. Det kan ikke passe at kvinder lader sig skræmme af truslen om voldtægt, og derfor bliver hjemme. ”Det eneste vi har at frygte er frygten selv” som præsident Roosevelt sagde i 1932. Han havde ret.

Hvis man slår op i Statistisk Årbog under forbrydelser, er det tydeligt at der er forskel på mænd og kvinder. Det er næsten kun kvinder der bliver voldtaget, 469 ud af 499 voldtægtsofre i 2005 var kvinder. Og det er næsten kun mænd der voldtager (eller sigtes for det), 240 ud af 241 anklagede for voldtægt der kom for retten i 2005 var mænd. Men 11.784 mænd blev i 2007 udsat for vold (som regel også begået af mænd). Det er mere end 2 ud af 1000. Antallet af voldtægtsofre er snarere 1 ud af 100.000.

Tallene er svære at håndtere. Der er masser af voldtægter og overfald der ikke anmeldes, men alligevel er tallene tydelige: Det er langt farligere for mænd at færdes ude i byen, mange bliver slået ned af ukendte. Mange voldtægter begås af venner, bekendte og kærester… Alligevel er det kvinderne der frygter en bytur (og især turen hjem), og mændene der glade går ud og hjem. Vi skal alle sammen passe på hinanden, så vi kan få det sjovest muligt. Altså vil jeg opfordre dig og alle andre kvinder til at skubbe frygten til side og gå ud.

Selv i dag kører bekymringskarrusellen derudaf. I ”Kvinde kend din krop” fra 2001, var der følgende formaninger for at forebygge voldtægt: ”Sørg for at følges med andre, når du går i byen eller på øde steder. Drik dig ikke mere fuld, end at du kan bevare overblikket. Stol på dine instinkter og sig fra i tide. Gå ikke med fremmede hjem.” Det første og sidste skrotter vi: Gå alene hjem, lad ikke frygten hæmme dig. Gå med fremmede med hjem, hvis du gør dine grænser klare: Du skal fortælle om hvad du vil – inden I begynder. Hvis du har det svært med at snakke om sex med en fremmed eller ikke aner hvor dine grænser er, fordi du er for fuld, så lad være og få et telefonnummer som du bruger når du er ædru. Altså var de to råd i midten gode nok. Du har et ansvar overfor dig selv, og det er svært at tage på sig når man er spritstiv.

Den første udgave af ”Kvinde kend din krop” fra 1975 var mere bramfri og gav mere brugbare råd. Det anbefaledes nemlig at skrige op, kradse, sparke, bide og slå. For at forstærke effekten af en lille kvindehånd skrev forfatterne at man skulle bruge alt hvad man kunne komme i nærheden af. En blyant i halsen kan sætte en stopper for selv den største voldtægtsmand. Men at tage dine stiletter af og dunke løs med hælen er heller ikke at foragte. Peberspray og hårlak kan også bruges, men kan ikke anbefales, da de kan give en falsk fornemmelse af tryghed og kan nemt vendes mod dig selv.

Det er vigtigt at huske på at du har ret til at forsvare dig selv. Det er så groft et overgreb, at du højst sandsynligt ikke vil blive straffet selvom du kommer til at slå voldtægtsmanden lidt ihjel. Skulle din kamp ikke nytte, vil det trøste dig at vide, at du står stærkere i en eventuel retssag hvis du har kæmpet så I begge to ligner en trafikulykke, og at du har lettere ved at komme over voldtægten end dem der ikke kæmpede. Det sker uhyre sjældent at en kvinde bliver dræbt ved en voldtægt, og du har så meget at vinde ved at kæmpe at jeg kun kan anbefale det.

Sig ja til nattelivet, mor dig så meget du kan, lad ikke frygten forhindre dig i at leve dine ønsker ud. Allerede den beslutning kan gøre at du ser mere selvsikker ud og det har også betydning. Hvis du har det godt med dig selv og slentrer selvsikkert hjem, er det endnu mere usandsynligt at en skurk vil forgribe sig på dig. Skulle du alligevel opleve en voldtægtsmand, så skrig op og strit imod, alt hvad du kan. Det skal anmeldes, selvom det er hårdt. Du må endelig ikke vaske dig inden! Det er beviser som politiet skal bruge. Foruden alt det med den gratis advokat, som du har ret til og rådgivningen, så husk at du ikke er alene og det aldrig er din skyld. Tal om det. Og husk på at du godt kan komme over det, så du igen kan komme ud og more dig og helt selv vælge om du vil gå alene eller med fremmede hjem.
http://www.joan-soestrene.dk/
http://www.voldtaegt.dk/welcome.php
http://www.sikkerflirt.dk/frame.html