Provokerende prosex

 Af Nina Søndergaard

Der er folk der har spurgt mig om hvad der er feministisk i at være for pornografi. Jeg har svaret at pornografi kan være et udtryk for kvindelig lyst, og det er vigtigt at værne om og ikke skubbe det tilbage i soveværelserne.

Men jeg har samtidig også undret mig over at feminisme åbenbart er blevet ensbetydende med en kamp mod pornografi. Og at man faktisk kan slå sig op på at være for sex… Her er mit eget personlige bud på hvad jeg mener pro-sex feminisme er for en størrelse.

Globalt er der nok at tage fat på. Der er lang vej igen når verdens kvinder er overrepræsenterede i statistikker om fattigdom, nød og analfabetisme og kvinders menneskerettigheder mange steder bliver overtrådt groft. 

I dette rige hjørne af verden ser jeg mindre problemer, men et af problemerne er angsten og frygten for seksualiteten og dens visuelle udtryk, pornoen. Frygten for pornoen er så stor, at feminisme åbenbart er blevet lig med kampen mod pornoen. I stedet for frigørelse og kvinders rettigheder går meget feminisme ud på at fratage (andre) kvinder retten til at bruge deres krop og seksualitet som de vil.

Det er en feministisk sag for mig at få mere med- og selvbestemmelse til alle kvinder, også på det seksuelle område, og her vil jeg tale for sex og at det er en grundlæggende god og positiv drivkraft i mennesker.

Det er desværre sjældent at høre feminister udtrykke andet end bekymring overfor sex og porno, derfor er jeg prosex feminist, fordi jeg synes der kan være meget godt at hente i porno.

Sex er ikke at sammeligne med pastinakker, som skribent Marianne Eilenberger gjorde det 2009.12.25 i Politiken. Jeg forstår godt hendes skuldertræk overfor at vi kalder os prosex feminister, da de færreste vil kalde sig anti-sex og feminist ikke er en beskyttet titel. Men der er, så vidt Google ved af, ingen foreninger mod pastinakker, men derimod en forening der har til formål at begrænse pornoen i det offentlige rum. Og selvom man kan være allergisk overfor pastinakker og faktisk dø af at spise dem, så er der ingen der aktivt bekæmper pastinakkers udbredelse i det offentlige rum.

Eilenberger berører en væsentlig faktor i hele debatten, nemlig at sex ikke behandles på samme måde som alle andre emner. Det er omtrent som med religion, sex er ikke et område vi må spørge til, tale om, analysere, måle på eller have en rationel tilgang til, for så ødelægger vi åbenbart et eller andet væsentligt ved erotikken.

Det vil jeg gerne anfægte, i hvert fald så langt som at man bør kunne tale om sex med sin elskede. Og i følge sexologerne er det stadig et stort problem for mange par, at de ikke taler om sex.

En måde at få sex til at blive ved med at være et myteomspundet felt af menneskelivet er at holde fast i at sex skal være privat og altså et tabuemne som det er bedst at holde for sig selv. En anden måde er at sige at porno er ondt og skadeligt.

Efter pornoens frigivelse undersøgtes om den lettere adgang til pornografisk materiale fik antallet af seksualforbrydelser til at stige. Det gjorde det ikke, der var tværtimod et svagt fald. Der er heller ikke nogle undersøgelser der er i stand til at bevise at børn rent faktisk tager skade af at se på porno, men alligevel fortsætter denne myte.

 Her er nogle prosex-feministiske statements om porno:

1. Porno er ikke én ting, der er ikke en gang en entydig definition på fænomenet.  Derfor giver det ingen mening at afskrive al porno, ligesom det heller ikke giver mening at hade alle noveller eller være imod musik.

2. Porno kan være et udtryk for menneskelige (herunder kvindelige!) lyster – og lige så mangfoldig.

3. Som følge af at jeg synes godt om sex mellem to eller flere voksne og samtykkende mennesker, synes jeg også godt om at man kan filme eller fotografere akten, uanset om der er penge involveret eller ej.

4. Porno kan være en god inspirationskilde.

5. Porno kan give tryghed, dels ved at finde ud af at man ikke er den eneste der tænder på denne eller hin specialitet, dels ved at se at kroppe er meget forskellige – og at de bliver bollet!

6. Jeg tror ikke på at folk ser porno som de ikke tænder (bare lidt) på. Langt det meste porno er med mænd og kvinder der har sex, fordi det er mest gængs – også i den virkelige verden.

7. Internettet er en god ting, for nu kan alle finde ud af hvad de tænder på og dyrke deres lyster og finde ligesindede hjemme foran skærmen.

8. Porno er et kunstnerisk udtryk og bør behandles sådan. Jeg er træt af grimme pornoblade og usle persontegninger i pornofilm. Kære pornoproducenter, selvom det har med sex at gøre, så gør jer umage – jeg kan godt lide lækre, gennembearbejdede ting.

9. Porno er et kunstnerisk udtryk, det er fiktion, og bør behandles sådan. Jeg er irriteret over at der sjældent er nogle ordentlige og ubekymrede analyser af porno. Det er som om alt det man lærte i dansk om opbygning af historien, spændingskurver, roller og figurer ryger ud, når det drejer sig om porno.

10. Unge mennesker ved altså godt at porno er fiktion, og det er de færreste der har problemer med at skelne fantasi fra virkelighed, også når de ser på mennesker der har sex. De er blevet stopfodrede med eventyr, lege og Disneyfilm og forstår godt at det ikke er ”rigtigt”.

Billederne er fra denne side.

Den moderne kvinde

Af gæsteskribent

Den moderne kvinde er som oftest veluddannet. Hun er enten i parforhold eller single, helst i parforhold. Hun er meget social og dygtig og af de fleste anset for stærk. Hun taler meget og har mange meninger.

Uanset om hun er i et parforhold eller er single har hun ikke sluttet fred med mænd; hun kan ikke affinde sig med mænd, som de er mænd; hun kan ikke finde plads i sit sind til en forankret bevidst forståelse af fænomenet mand. Mænd er altid konfliktstof, primært ift. deres såkaldt iboende natur, men også en smule ift. interaktionen mellem mand og kvinde.

Mænd er potentielt dårlige eller forkerte mænd og det handler om at finde den rigtige mand. Der er grundlæggende noget i vejen med manden, enten den enkelte mand eller mænd generelt eller samfundets kønsroller. Dette hænger sammen med hendes manglende bevidsthed om sig selv, som kvinde og især som menneske, for Den Moderne Kvinde fokuserer kompulsivt og rigidt på kønsopdelinger og kønsforståelser og stort set ikke på mennesket og det menneskelige.

Den moderne kvinde opfatter sig selv som selvbevidst og seksuel frigjort. Hun er løsningsorienteret ift. sit parforhold eller sin singletilværelse, fordi hun er fast besluttet på lykke. Derfor oplever hun, at både hendes selv og hendes veninder er frigjorte og kan dele oplevelser fra soveværelset og snakke åbent om dildoer og følelser. Men den moderne kvinde onanerer ikke, for enten kan hun ikke finde ud af det, eller også orker hun det ikke.

Hun konnoterer selvtilfredsstillelsesfænomenet som mandligt og naturligt for mænd og ikke ligeså naturligt for kvinder. Tværtimod er det netop naturligt at piger og kvinder onanerer i mindre grad; hvilket både den unge moderne kvinde/pige og mand/dreng bliver fortalt igen og igen.

Den moderne kvinde vil have det bedste sexliv, intet mindre. Og det må være muligt; det kan ikke passe, når det ikke sker. Det kan ikke passe at hun selv eller hendes veninder skal nøjes med mindre end det bedste, for hun fortjener det, og det gør hun alene i kraft af sin identitet som moderne kvinde.

Og det må og skal hendes mand forstå. Når sexlivet er vanskeligt og besværligt melder frustrationen sig med omgående fokus på parforholdsrelationen, for det er helt implicit, at både årsag og løsning må findes her. Hun er løsningsorienteret og parat til at gøre en masse og anser dette for en meget moden holdning. Men nu orker hun slet ikke at onanere, for hun har jo travlt med at tilegne sig viden om parforholdsmekanismer osv. Den moderne kvinde forventer et godt sexliv udelukkende på grundlag af Det Gode Parforhold, dvs. noget udelukkende relationelt.

Den moderne kvinde begynder, når hun bliver parat til moderskabet, at ophøje formering til noget ubeskriveligt, noget fantastisk og helligt og transcendent i tilværelsen; det er den ultimative opgave og oplevelse, som overflødiggør alle andre refleksioner over livet (ikke fordi hun hidtil har haft særlig mange af disse på andre niveauer end hverdagstanker på baggrund af bl.a. kønsspecifikke kulturprodukter). Alle andre meninger, holdninger, betragtninger, tanker, ideer eller undersøgelser om moderskabet forkastes totalt og aldeles, og kvindens subjektive oplevelse får en altoverskyggende sandhedsværdi.

Netop den subjektive oplevelse bliver altafgørende og en slags altomsluttende Grand Theory of Life. Før har hun uden tøven haft holdninger til fattigdom, politik, krig, ligestilling, økologisk landbrug og kulturelle tilbud uden førstehåndskendskab til nogen af tingene, endsige akademisk eller empirisk indsigt. Men med Moderskabet indtræder en total ontologisk omvæltning i hendes sind: alle tanker devalueres ud over den hellige Subjektive Oplevelse.

Med Moderskabet bliver hun pludselig bevidst om sig selv, sin identitet, sin menneskelighed. Det hele kommer bag på hende. Det at være menneske er en kæmpe overraskelse. Det fremmedgjorte og distancerede forhold hun har haft til sin egen krop bliver udfordret brutalt og hendes løsning er at kaste sig svælgende ind i oplevelsen med mulighed for mere eller mindre hensigtsmæssige udfald, og det vigtigste bliver ophøjelsen af Den Subjektive Oplevelse og devalueringen af alle andre forståelser.

Hun svælger i fødselsoplevelsen og udstiller den i det sociale fællesskab for dermed at få det placeret uden for sig selv; hun placerer alle oplevelserne i venindegruppens net af fællesskabshistorier.

Historien om at formere sig bliver gjort til noget særligt, noget ubeskriveligt, noget for indviede, noget ekstraordinært for mennesket. Det mest udbredte og mest normale, grundlæggende menneskelige fænomen, der netop ikke er noget særligt, bliver ophøjet og mystificeret.

Moderskabet giver Den Moderne Kvinde en mulighed for mening, og hun sulter desperat efter denne mulighed. Det giver hende en stor lettelse, og meningsspørgsmålet i alle andre sammenhænge bliver totalt ligegyldige overfor meningen med livet i relation til Moderskabet. Alle andre refleksioner over livet udgår fra denne altomsluttende grundlæggende præmis for meningen med livet; Moderskabet. Således behøver hun i bund og grund ikke forholde sig til andet end Moderskabet.

Den moderne kvinde evner ikke selvkritik, men hun forsøger på det i en fejlslagen intellektualiseret pseudoform. Hun må bruge meget energi på at beskytte sig imod at se på sig selv i et grundigt lys, bl.a. gennem utallige spejlende redskaber (veninder, målgruppespecifikke kulturprodukter og andre stærkt kønsspecifikke sociale redskaber).

Den moderne kvinde er praktisk set meget energisk og arbejdsom og målrettet. Eksistentielt og åndeligt er hun doven og bange.

Let’s talk about sex

Af gæsteskribent

Mine veninder siger ofte til mig: ”jeg ved, jeg kan sige det til dig, men ellers ville jeg holde min mund lukket med dette emne.” Derefter åbnes der op for alle meninger og anskuelser om ofte sex og samliv.  Til hverdag har de en indre censur. Der er skuet så meget ned for ytringsfriheden, at termometeret siger minus to.

De emner der kommer på banen, når de taler til mig, er hvor mange mænd de har haft sex med og om det var god eller dårlig sex osv. Dette er emner man ofte skal være varsom med, at diskutere med f.eks. sin mandlige partner.

Det kan skabe jalousi og misundelse over de forrige sexpartnere.
Hvis man kaster sig ud i lignede diskussioner med kvinder, er de ofte ikke meget bedre. Det er helt i orden, man ikke er jomfru, men har man været sammen med flere end omkring en håndfuld og taler man åbent om det, så skaber det forargelse og misbilligelse. Man bliver straks brændemærket lige i panden og får et så kraftigt skub, at man flyver ud af det gode selskab, for aldrig at vende tilbage.

Derfor synes jeg det dejligt befriende, at der er skab et frirum her på siden, hvor man kan tale frit fra alle organer og direkte fra den inderste del af hjernen. Jeg kan straks mærke hvordan alle sex spændetrøjerne skæres fri og falder til jorden.  Dette glæder mig enormt.

Dette er et område som er meget vigtigt for mig, og jeg arbejder da også selv på, at åbne op for den ”seksuelle ytringsfrihed”. Det gør jeg via en hjemmeside, hvis overordnede formål er, at der skal være plads til alle seksualiteter og vi prøver at skabe et fri rum, hvor man kan diskutere sex og samliv og komme i kontakt med ligesindede. Så tak for at videreføre et seksuelt frirum og kæmpe for den seksuelle ytringsfrihed.
Mange Hilsner Terapeuten

Hemmeligheder om kvinders lyst

Af Nina Søndergaard

Henvendt til hetero-mænd der gerne vil blive klogere på kvinder og hvad fanden de egentlig tænder på.

Listen er baseret på mine iagttagelser, bekendelser fra kvinder i min kreds og litteratur og er på ingen måde fyldestgørende eller dækkende for alle heteroseksuelle kvinders forhold til sex. Det er et lille opgør med at kvinders lyst altid bliver fremstillet så pænt og tuttenuttet, når det ikke nødvendigvis er tilfældet. Så læs listen, bliv forvirret og spørg din kvinde om hun kan genkende dit og dat… Here goes:

Nogle kvinder kan godt lide (engang i mellem):

• At blive slikket i røven.
• At blive hængt op i kroge og pisket.
• Rigtig hård og voldsom sex – med vores elskede.
• At fantasere om hunde, der springer op i sengen og knepper hende.
• En god gang massage. Også på røven.
• At lade sig føre i snor og følge sin herre.
• At tage billeder af samlejet.
• En smuk kvindekrop.
• Sex med fremmede.
• At tisse på en mand, der gladeligt tager i mod det.
• At kneppe på offentlige steder.
• En stor aldersforskel.
• Orgasmer! Også selvom de er uventede og kommer mens man spinner.
• Sex under menstruationen – man kan blive SÅ liderlig af det.
• At ydmyge en nøgen mand sammen med veninderne – der selvfølgelig har tøj på.
• At blive foræret væk til din gode ven – som gave.
• En stor pik, også selvom den sidder på en mand som ens mor advarede en imod.
• Læder.
• Når man spiser frugt af hendes åbninger.
• Quickies.
• At have frækt undertøj på.
• At kneppe en kendt.
• At blive åbenlyst begæret – også offentligt.

Kvinder er ikke dumme, fordi de er sexede

Kvinder, der er sexede, er i mange år blevet fremstillet som enten dumme eller psykisk syge, i hvert fald ude af stand til at tage vare på sig selv. På den måde er kvindens seksuelle subjekt blevet skrevet ud af den seksuelle fortælling, og kvinden har udelukkende fungeret som objekt for mandens ensidige begær.

Også denne fortælling er det feminismens opgave at gøre op med. Men hvor det i mine øjne ville være et naturligt mål at bevise, at kvinder, der er sexede, ikke er dumme, har man i den traditionelt fremtrædende feminisme forfulgt et andet mål som løsning på problemet: Kvinder må ikke være sexede.

På den måde kan kvinden så tages seriøst af manden (og af andre kvinder), fordi hun ikke længere giver associationer til seksualitet og dermed dumhed, synes logikken at være. Men prisen, der betales, er høj: Kvinden har på den måde måtte afgive retten til sin seksualitet.

Den traditionelle feminisme har altså resigneret og accepteret, at kvindens seksualitet tilhører manden, og kvindens eneste modsvar er at frarøve manden denne ejendom, ikke at påkræve den selv.

Men hvorfor?

Jeg kan forstå, at der har været et behov for at bryde med den snævre fortælling om kvinden som uvildigt sexobjekt. Det har været nødvendigt at illustrere, at kvinder altså kan være andet end smukke og sexede, og dette har sågar nok krævet en kedeldragt og et buzzcut som oprør, men jeg synes, det er på tide, vi smider uniformerne og i stedet viser, at vi kan være sexede på vores egne betingelser.

Hvis vi skræpper op om nedværdigelse, hver gang, der dukker en kavalergang op på tv (uanset konteksten),  fastlåser vi kvinden i dikotomien ’aseksuel og værdig’ kontra ’seksuel og uværdig’. Denne opdeling er  fuldstændig lige så begrænsende og i virkeligheden komplet i tråd med de snævre roller, patriarkatet udstyrede os med i første omgang.

Målet må være, at man som kvinde kan handle i overensstemmelse med sin seksualitet, uden at det skal være på bekostning af social status. Hvis man ikke ønsker eksempelvis at sende seksuelle signaler med sin påklædning, skal man være fri til at fravælge det, ligesom man skal være fri til at vælge det til, hvis man, som jeg eksempelvis gør, føler det som en del af sin seksualitet.

Det er på tide, vi som kvinder tager vores seksualitet tilbage og erklærer, at vi nægter at spille på patriarkatets opkridtede bane, men i stedet  vil tegne vores egen – helt som vi har lyst til at have den.

En opfordring

I anledning af den store tilkomst af nye læsere i disse dage, vil vi her på bloggen bringe en opfordring til dem af jer, der går med en skribent i maven. Vi tager meget gerne imod gæsteindlæg. Du behøver ikke definere dig selv som prosex-feminist; du kan bare gå med nogle tanker om køn, seksualitet og feminisme, som du har lyst til at diskutere med andre.

Vores erklærede mål med denne blog er at skabe mere rum til divergerende holdninger inden for feminisme (deraf feminismer), da vi oplever, at store dele af det feministiske landskab er præget af en ”vær enig eller hod kæft”-stemning, som er dræbende for debat. Vi mener, man godt kan have samme mål, samtidig med, man diskuterer, hvordan man bedst når målet.

Du er altså meget velkommen til at sende os et indlæg samt et par linjer om dig selv. Du kan godt være anonym. Skriv til: prosexfeminisme@gmail.com

“Feminister elsker da sex” – en artikel om prosex-feminisme

I dagens politiken har Camilla Stockmann m.fl. lavet et portæt af nye feministiske bevægelser i skandinavien, med fokus på prosex-feminisme. I artiklen interviewes bl.a. Nina Søndergaard fra nærværende blog.

Artiklen kan læses her: http://politiken.dk/kultur/kunst/article864277.ece

“Vi bør frelse os fra offergørelsen. Jeg synes, det er meget ubehageligt, at man pådutter 50 procent af verdens befolkning at være offer, fordi de har æggestokke og kromosomer, der engang betød, at de blev betegnet som det svage køn.”

- Nina Søndergaard

To skridt frem og et tilbage…

I Danmark har vi gode forhold som kvinde anno 2009. For 50 år siden, så det anderledes ud. Den gang turde kvinder ikke i samme omfang anmelde voldtægter. Den gang var det måske også lidt ens egen skyld, hvis man blev voldtaget. Politiet var uopdragne og troede ikke på ofrene. Det var hårdt at være ung kvinde i 1950’erne og det er der heldigvis rettet op på. Tak til tidligere feminister og retfærdige mænd for at tage den kamp og give forståelse.

Men kampen siden da har måske medført, at vi kvinder i dag, stadig er lidt ofre pr default. Vi var det undertrykte køn og det mener jeg har givet os en automatisk offer-rolle. Det er automatisk er synd for os; det svage køn, der menstruerer, har kaos-hormoner, føder børn, knokler både på arbejde og passer hjemmet, for nu at sætte det på spidsen.

Det kan godt være vi på papiret har ligestilling, men der er i mine øjne langt igen, førend vore hjerner og vores kultur er tunet ind til det. Både mænd og kvinder, oplever jeg som værende godt forvirrede. Se bare kønsdebatten.

Hvordan kommer vi videre? Mange kvinder og mænd ruller tilbage til fordums tid fremfor at marchere ud i det ukendte. Derfor er der stadig roller,  hvor kvinderne er ofre og de svage (se bare prostitutions-debatten i Danmark), mens manden er den stærke og dermed også gerningsmand.

Jeg ved godt jeg sætter tingene lidt på spidsen her, men vi kvinder må værne om vores forhold og vælge vores kampe med omhu, det er i min optik bedst med så få krige som muligt mod mændene. Derfor bliver jeg sur, når jeg hører om kvinder der misbruger  vores tilkæmpede rettigheder.

Nogle af de kvinder der gør mig rigtig sur, er kvinder der anmelder falske voldtægter. Jeg bruger her tallene fra Danmarks statistik. I 2007 blev der anmeldt:  542 gange for voldtægt. Samme år blev kun 68 mænd dømt for samme forbrydelse. Der er helt sikkert kvinder der lader tiltalen frafalde pga. angst for gerningsmanden, men der er helt sikkert også kvinder der anmelder fordi de kan misbruge situationen.

Mennesker lyver hele tiden og de fleste slipper godt fra det og skader heller ikke så meget med deres små løgne. Men løgne, hvor samfundets myndigheder bliver inddraget, er i min optik meget alvorlige løgne. Dels fordi det koster ressourcer, men også fordi det koster på både mænd og kvinders troværdighed overfor hinanden.  De  kvinder der lyver om voldtægter, ødelægger det for de  der rent faktisk bliver voldtaget. Og de selvsamme kvinder ødelægger også livet for de stakkels mænd der uretmæssigt bliver anklaget som voldtægtsforbrydere og dermed kan risikere at blive sigmatiserede som voldtægts-et-eller-andet i deres lokalsamfund.

Hvilke kvinder er det så der lyver?  ”Det er især de helt unge piger og kvinder, der lever i misbrug, arbejdsløshed eller har psykiske problemer, som bruger den falsk voldtægtsanmeldelse som et nødråb”, fortæller Maj-Britt Elise Martinussen, som er én af forskerne bag om en undersøgelse om falske voldtægter. Dette er et interessant udsagn, fordi det igen fremstiller kvinderne som de svage. Og ja, det er meget svagt at reagere på den måde, men det er også meget forkert. Hvad kan skal man stille op med den slags svage?

I Danmark kan man straffes for at anmelde en falsk voldtægt efter straffelovens § 165. Man kan få en bøde og eller fængsel i op til 6 måneder.  Hvilket egentlig er en mild straf, taget handlingen og perspektivet i betragtningen. Mon en sådan straf skyldes, at vi kvinder stadig er ofre? Selv når vi kvinder gør noget forkert?

Men i England blev Jennifer Day straffet med 2 års fængsel her i juli.  Hun blev dømt med af dommere Ian Graham som sagde at efterforskningen havde spildt £4,000  af skatteydernes penge og 270 politi-timer.

Dommeren tilføjede: ‘The police have put great stores on providing sympathetic treatments of women who make genuine complaints of rape and you abused that.

‘You have undermined and jeopardised the efforts that are being made about the need to treat genuine victims of rape properly, fairly and sympathetically.

‘The offence is in itself a serious one, it has terrible consequences potentially and actually for the victim and wider implications for those women who have genuinely been raped.”

Jeg må indrømme, jeg synes Jennifer Day fik som hun havde fortjent.

A choice of one’s own – Om burka, porno og prostitution

Af Nina Søndergaard

Virginia Woolf skrev for 70 år siden om at kvindelige forfattere skulle have penge og plads til at skrive, foruden kunstnerisk frihed.  Det har vi – og kvindelige kunstnere – heldigvis også fået.

Men spørgsmålet er om alle kvinder har et rum for sig selv og om samfundet er villige til at give dem det, hvis kvinderne vil bruge rummet til noget andet end det den rette mening foreskriver.

 

For hvad med alle de kvinder der enten dækker sig til, smider tøjet for penge eller sælger sex? Der er et kapløb om at begrænse deres udfoldelser med henvisning til mandsdominerede samfund, kommercialiseringen af det offentlige rum, krænkelser af blufærdighed og ligestillingssignaler.

For det grundlæggende, at man den dag i dag stadig ikke tiltror kvinder evnen til at tænke selv og træffe egne valg klinger svært dårligt. Men det er jo kernen i disse forbud. Kvinder er ofre og de er som børn, de skal beskyttes mod de væmmelige mænd, dem selv, fristelser og onde markedskræfter.

Nu skal det ikke lyde som om vi her på bloggen ikke kan kende forskel på en kvinde i burka og en bikini-babe. En væsentlig forskel er fx at burkaer er en kvindedragt. En bikini-babe kan også godt være en mand.

For der findes der både mænd, kvinder og transer indenfor alle grene af sexindustrien. Men i debatten glemmes mændene og de andre køn bekvemt, da de åbenbart har truffet valget selv og derfor ikke kræver indgreb og beskyttelse fra samfundets side.

 Vi vil her citere forkvinden for Kvinder for Frihed, Vibeke Manniche, der til Information 2009.10.30 udtalte:

»Pornografi og tørklæder er to sider af samme sag. Det er luderen og madonnaen. I min konsultation har jeg både unge danske piger, som har prøvet alt for meget, fordi de skal leve op til pornoverdens idealer, og så unge muslimske kvinder, som sidder og skal være kyske. Ingen af dem har en seksualitet som udfolder sig på deres egne præmisser,« siger Vibeke Manniche.

Det er en interessant udtalelse. For det første viser det en temmelig snæver opfattelse af hvad der er passende påklædning for piger og kvinder, de må ikke vise for lidt eller meget. Hvad de selv synes, er der ikke lige plads til at finde ud af.

For det andet er det åbenbart noget skidt, hvis piger ser porno og finder inspiration der. Vi kan ikke se én pornoverden, for der er næsten lige så mange former for porno som der er sexuelle udtryk, fordi mange mennesker har lyst til at se andre have sex eller vise sig mens de selv har sex.

Porno er også mere oplysende end det normalt får credit for. Ved at se porno kan man fx lære at fisser ser uendeligt forskellige ud, at forspil ofte indebærer oralsex og at folk tænder på alle mulige ting, også ting man ikke selv havde tænkt på.

Det kaldes for inspiration og det er en af vores dages bonusser at man ikke selv skal opfinde den dybe tallerken hele tiden, men det er åbenbart en skidt ting når det gælder sex, hvor man selv skal udtænke alting for at det kan blive til den ’gode og rette’ sex.

For det tredje så vil Manniche gerne definere kvindernes egne præmisser. Det er en selvmodsigelse af de helt store: Hun vil skabe det rum hvor i deres seksualitet skal udfolde sig.

Bemærk forresten hvordan danskerne omtales som piger, det skyldes måske et håb fra Manniches side om at de kan vokse op og gøre og klæde sig som hende? Muslimerne er derimod unge kvinder, og i bedste 24-års regel-stil kan man selvfølgelig ikke tiltro dem evne til at træffe egne valg.

Det er selvfølgelig ikke uproblematisk at være teenager, vælge sexindustrien som karrierevej eller vokse op i en forholdsvis patriarkalsk kultur, men vi er meget skeptiske over at fratage mennesker evnen og trangen til at tænke og handle selv.

Det er vores klare overbevisning at folk hele tiden prøver at optimere deres liv indenfor de rammer der nu er, og man hjælper ingen ved at sætte endnu flere begrænsninger og hæmninger op.

Som feminister er vi heller ikke begejstrede når en kvindelig overklasse lige spoler tiden mere end 100 år tilbage. Det eneste nye lille twist at de selv er en del af magthaverne nu, og derfor er i færd med at regulere hvordan de andre kvinder skal klæde sig, hvordan de må indtage byrummet og hvilke erhverv de må vælge. Vi tror på at alle har deres eget valg og det vil vi kæmpe for at de bliver ved med at have.

Anmeldelse af Leny Malacinski’s ”Den dag jeg opdagede jeg var undertrykt”

Det var med stor forventning, at jeg hentede bogen nede hos min  lokale boghandel. Endelig en samfunds-debatterende bog der handlede om noget jeg gad læse, nemlig feminisme/ligestillings-debatten her i DK.

Jeg blev lidt underligt skuffet over at få en bog stukket i hånden der lignede chic-litt (min absolutte hade-genre indenfor både film, gaming og litteratur), men som den eks-folkebibliotekar jeg også er, tænkte jeg at bogen nok vil sælge bedre både i ungdoms og voksen-afdelingen, da mange kvinder har et ømt punkt for klodsede-ups-agtige-kvinder…

Bogen starter med en ganske sigende advarsel: ”Personerne i denne bog er tillagt mere humor, end de besidder i virkeligheden. Det har været nødvendigt for at gennemføre skrivningen”. Oh, hvilken skrivning! Leny Malacinsiy er en fremragende skribent, bogen er hurtig læst og pointerne er skarpe og ikke mindst humoristiske. Med humoren formår Malacinski at skrive om ellers dødssyge situationer og personer. Det er tydeligt at hun er journalist, hendes stil er skarp, pakket ind med chic-litt’ens naive humor. Jeg er fan!

Det er formidlet som var det letbenet underholdning, men hendes bog dybt alvorlig og den bør i den grad diskuteres og blive pensum for alle der interesserer sig for ligestillings-debatten.

Det hele starter den dag Leny opdager at hun er undertrykt og den vil hun ikke finde sig i. Derfor rejser hun land og rige rundt, samtidig med at hun gransker sin indre retfærdighedsfølelse. Kan det passe at vi har det så dårligt som visse feminister påstår? Hen over 8 gode kapitler formår hun at skrive om, feminisme, kønskvoter, ligestilling vs. særbehandling, offerroller, mænd, prostitutionsdebatten, ligeløn og ikke mindst mændenes situation de kommende 50 år.

Værd at nævne er Leny’s kritik af dispensationerne af ligebehandlingssloven, hvor regeringen har givet Københavns Universitet mulighed for at ansætte kvinder med en særlig bonusordning, der udløser mellem 1-3 millioner kr. pr. kvindelige forsker. Som bogen påpeger, giver det mændene ret ringe vilkår til ansættelse. Og man kan spørge sig selv, om det giver det bedste resultat på Københavns Universitet? Derudover er der jo bare tale om bestikkelse på meget højt niveau. Man kan spørge sig selv om bestikkelse er et legitimt redskab til at opnå politiske resultater?

Jeg kunne gå dybere ind min anmeldelse og skrive min mening om dette og hint i bogen. Men mit problem som anmelder er, at jeg længe ikke har læst en bog,  hvor jeg har oplevet at være så rørende enig med en forfatter som ved læsningen af denne bog. Leny Malacinski har i mine øjne begået en helt igennem fantastisk feministisk bog, som jeg mener ALLE kvinder bør læse. Bogen handler om retfærdighed og det er i mine øjne langt vigtigere end at kvinder absolut skal have bestyrelsesposter eller professorater.